Viser opslag med etiketten øvelse. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten øvelse. Vis alle opslag

torsdag den 18. september 2014

Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

mandag den 31. december 2012

Status 2012

Dagens tankearbejde er altid en mærkelig oplevelse for mig - du ved godt hvad jeg taler om. Årets statusopgørelse. Men 2012 viste sig faktisk, at blive en langt bedre livsrejse end nogle af de andre år.

Endelig lykkedes det at blive gravid - helt rigtigt og vedvarende gravid. I alle mine drømme er jeg dog stadig ugravid, så det første jeg gør, når jeg vågner, er, at lægge hånden på maven og tjekke. Jeg ved da godt, at 6 kg ikke stikker af i nattens mulm og mørke - men frygten sidder stadig dybt i mig. Så det er med stor glæde, at jeg nu endelig er kommet i 35. graviditetsuge, og der kun er en månedstid tilbage. Babygirl skal nok overleve inde i min mave og komme ud og leve sit liv - og det er også noget, som jeg faktisk er begyndt at stole på. Mit mirakel.
Skal jeg være helt ærlig, troede jeg jo, at løbet var kørt - dengang hendes tvilling stak af. Og jeg har været bange - faktisk næsten hele vejen hertil - været bange for at jeg tabte hende, at hun ikke overlevede eller at det hele bare en fejl, og lægerne havde fejl af min graviditet og noget andet. Gud ske tak og lov for private scanninger og Loverboys tro på, at det hele nok ville gå. Og nu har vi både anskaffet en krybbe, en autostol, et puslebord og et legetæppe.
Hvad med en barnevogn?... jeg har givet op. Ved du hvormange modeller, der findes? Du tænker på det største tal, du kender og gange det med sig selv! Det er en jungle og en vild een af slagsen. Lige nu tænker jeg, at Babygirl alligevel får aldrig brug for et transportmiddel, i den første tid kommer hun jo til at blive båret på hænder og fødder eller i guldstole ... bagefter skal hun lære at cykle med hjelm og knæbeskytter. Gad vide om man skulle købe en heldragt i sikkerhedsskum eller airbags?

Nu er hele året jo ikke kun gået med tanker og gøremål om babygirl. Jeg har også spist og lavet en masse god mad. Jeg har været den dovne blogger i år, og ikke mindst en utro blogger og skrevet på et helt andet medie. Så en stor del af min fritid er i stedet gået med at skrive en semifagbog. Det er gået over alt forventning, og den er både blevet færdig til tiden og udkommet. Og målgruppen kan godt lide den! Jubiiiii... bogen gør mig ikke rig, men meget glad for det har været en sjov og energifyldt opgave i samarbejde med nogle søde kloge mennesker. Arbejde skal være sjovt. Det er så vigtigt at holde sig selv glad og tilfreds. Og det der med arbejde optager jo en ret stor del af mit liv. Min arbejdsglæde smitter af på resten af dagen, parforholdet, selvværdet og ikke mindst livsglæden. Og livsglæden skal holdes glad og varm.

Man kan, hvad man vil. Det koster blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Så gør dig lige den tjeneste, mens du alligevel ligger på sofaen på årets første dag, og find ud af hvad du vil, og hvad der gør dig glad, og gå så målrettet efter det.

Jeg ønsker alle mine kære læsere et godt nytår. Tak for alle jeres søde kommentarer og kiggenforbi i 2012. Det gør mig glad og stolt at I gider at læse med. Lad os aftale at 2013 bliver et godt år, og jeg glæder mig i hvertfald til at se, hvad der sker.

lørdag den 25. august 2012

"Jamen så giv dem kage"

Jeg har helt glemt at fortælle om graviditetsfeedet. Jeg bagte kage jo til jobbet og skrev en email til alle om jeg er gravid. (selvom maven stadig er meget lille, og jeg mest ligner en der spist rigtigt mange flødekager i ferien).

Jeg tog udgangspunkt i denne opskrift hos Signes Mad, da ingredienslisten passede bedst til det, som var i mine skabe. Det er sådan jeg vælger kageopskrifter. Jeg er ikke det store kagemenneske- med mindre det er lagkage.
Det vil sige det var Signes opskrift, jeg tog udgangspunkt i. For man sagtens udskifte 5 dl yoghurt med 4 dl ymer og 1 dl koldskål - hvis det er det som er i køleskabet. Nå ja... jeg manglede også lidt hakket chokolade, så der røg nogle af sommerens hindbær i sammen med lidt mere sukker og cacao. Som jeg sagde, kagerne blev lavet af det, som var i skabene. 
Jeg pyntede med en omgang hvid glasur med lidt frysetørret hindbær.

Og det gik godt. De var søde og havde kun pæne ord og lykønskninger- måske hjalp kagerne - de spiste i hvertfald rub og stub.

torsdag den 28. juni 2012

Gravid - hvilke fødevarer er ok?


puha... den er god nok. Jeg er stadig gravid, og nu er min abortrisiko endelig faldet til ca 10%. Det er altså en lettelse for mig og hjernen. Vi har jo kun prøvet, at det er gået galt, men alt er godt, så Mesterhjernen og Blødehjertet er under omprogrammering. Alt er nemlig godt. Øfgrisen sidder stadig som den skal, og udvikler sig på livet løs. Den har både hjerte, navlestreng, moderkage og en 1,5 cm frøagtigt krop. Alt lige efter bogen og de fem app's, som jeg har downloadet. Mig?? Jeg er møgtræt hele tiden og pisseglad. Nåh jo ... jeg er vist også lidt gnaven, men kun når jeg er træt, sulten, hormonel og har kvalme... som åbentbart er ret meget af tiden.  Men meget glad allerinderst inde!!!

Nu prøver jeg så at gennemskue de der hemmelige graviditetsregler for hvad man bør spise og hvad man absolut skal undgå. Regler er ikke min stærkeste side, men nu hvor det har været så besværligt at blive gravid, tænker jeg at jeg hellere må få helt styr på de der no-go's. Og jeg har nemlig allerede prøvet at sidde på en restaurant og google Høost... uden held og uden at spise min ynglingsost.
Indtil videre arbejder jeg med nej til alkohol, men hvordan er det nu med hovedpinepiller? Nej til upasteuriseret mælkeprodukter, men hvad med blødkogte æg?
Det er nej til råt kød, men hele denne uge synes jeg alligevel at kød smager klamt.
Nej til tunfisken på sushi og som bøf, men ok i dåsen

Ellers spiser jeg som sædvanlig varieret og husker mit ugentlige indtag af kanelsnurrer og den daglige gravitamin med folinsyre. Har du et godt råd... eller ved noget klogt, så smid lige en kommentar

mandag den 30. januar 2012

Hjemmelavede kokostoppe

Jamen, jeg sider det bare som det er. Een af verdens hurtigste kager er altså kokostoppe.
Det tager ingen tid at blande dejen, forme dem og bage dem. Hvis man virkelig giver den gas, kan man smelte lidt chokolade i mikroen til bunden.
Jeg brugte Arlas opskrift - nem let og kan findes her.

PS. De er også gode værtindegaver eller barselsgaver.



- Posted using BlogPress from my iPhone

torsdag den 17. november 2011

hvordan sørger man?

Det er tungt for tiden, jeg er grådlabil og har meget svært ved at tale om min mislykkede graviditet og den efterfølgende abort. Så jeg har taget konsekvensen og søgt professionelt hjælp, for jeg behøver hjælp til at komme mig, komme videre og komme igen ... tilbage til mig selv.

Noget af det psykologen sagde, var jeg skal anerkende det store slid, jeg har haft på psyken og kroppen i gennem de mange mislykkede IVF behandlinger og store tab af mislykkede graviditeter, håb og tro. Det slider, og jeg har mistet min robusthed. Det kræver energi at bygge den op igen, og jeg skal tænke over hvordan jeg får fat i noget god energi og hele tiden huske at bygge den op og ikke bruge for meget af den.
Men så spurgte hun til, hvordan jeg sørger over mine tab... mine tabte børn, drømme, fremtid?

Og jeg er stadig hende (og mig selv) svar skyldig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sørge. Jeg er rigtig dårlig til at sætte mig ned og græde igennem. Min første reaktion er at at kæmpe, og i dette tilfælde bekæmpe tårerne og genvinde kontrollen -udsætte sorgen til jeg kan håndtere den. Men jeg tager den ikke op igen, så den ligger bare der i baggrunden og truer med bål og brand, hvis der er en lille sprække.

Så mit enkle spørgsmål er.... hvordan sørger man? Er der en måde jeg kan komme igang på? For jeg vil så  gerne op igen... og blive mig selv igen... og holde op med at græde indeni.

torsdag den 27. oktober 2011

Svampejagt

Naturen slår til igen. Jeg har været på svampejagt. Det er bare noget fedt over at finde/jage sin egen mad. Jeg bliver helt høj af at samle mad ude i naturen. Det var sindssygt koldt med noget hidsigt blæst, solen skar i øjene, og jeg fik ondt i ryggen af min Dronning Ingrid positure. MEN jeg elskede hvert sekund. Det er fedt at være udenfor i efteråret og lede efter guld.

Det er vist nu, at jeg indrømmer, at jeg fik hjælp af en ægte svampesamler. For de der svampe er pænt svære at finde eller se... Bymennesket så jo bare en masse visne blade, og jeg fandt op til flere uspiselige kedelige svampe... men hey jeg fandt svampe!

Efter 4 timers søgning og hjælpeopslag i det menneskelige leksikon/svampesporhund fandt vi ret mange spisesvampe. To fryseposer med tragtkantareller, 2 spiselige skørhatte, 4-5 løghatte...(Jo jo alt tæller....) et par håndfulde honnningsvampe og nogle sorte kantareller(?) der mere ligner skovtrolleører. 
Update: de hedder så trompetsvamp

Og når jeg bliver gammel skal jeg være svampefinder og svampenavngiver... jeg fandt på nogle sjove og beskrivende navne på de fedeste svampe.... men nu har hjernen fået informationsoverload, så jeg har glemt det hele igen.
Se lige lidt af min høst. Nu skal der koges noget spændende mad. Har du et godt forslag?

onsdag den 19. oktober 2011

Æbleeksperimenter - Æblesaft og æblegele

Min kollega var så betænksom at give mig en stor bærepose af hendes nedfaldsæbler til køkkeneksperimenter. Jeg har længe gerne ville lege lidt mere med æbler, for jeg har endelig fået mig en saftpresser, som kan tage hel frugt.
Jeg skyllede æblerne og besluttede mig for at presse dem og lave en masse saft, sirup og prøve at lave æblegele au naturel - dvs uden tilsætningsstoffer. Opskriften på æblesirup kan du se her.

Så æblerne røg i pressen og saften blev målt af og røg i forskellige gryder. Den ene og øverste er ren saft, den højre er saft med sukker og den venstre er æbleskrald.
Den højregryde med æblesaften bestod af 
1liter presset æbler
250 g sukker
1 vaniljestang
mynteblade


Æbleskraldet bestod primært af af det andet end saft som presseren spyttede ud - altså frugtkød, skrog og skal - det er nemlig her pektinen sidder. Pektinen er det stof, som skal geleere saften. Det var lidt for tørt, så jeg tilsatte lidt mere saft.
Efter en rum tid indkogning af massen, satte jeg det til at dræne i et rent viskestykke i en sigte. Jeg fik 7,5 dl saft efter 1 times tid.

Den reducerede saft kogte jeg ind sammen med 640 g sukker og ventede...ventede og tog lidt smagsprøver fra... smagte på det gav lidt mere sukker og ventede på at de satte sig i gele. Tilsidst lykkedes det endelig, og gelen kom på nykogte glas- afspritet i snaps.
Aftens produktion blev rig og der er masser af gaver til venner og familie. Æblesaften og siruppen skal bruges til pandekager, dansk vand og sødestof i madlavningen.
Nu er spørgsmålet så... hvad er det lige jeg bruge min gele til?

fredag den 14. oktober 2011

Efterårets hemmeligheder og karmaring

Efteråret er begyndt at rase lidt, blæsten leger tagfat, og solen blænder med sine sidste varme stråler og kulden kommer nærmere. Jeg begynder at glæde mig til den nye sæson.

Jeg laver forsøg i køkkenet, og hvis de går godt, fortæller jeg mere i weekenden (jaja, jeg skriver nok noget alligevel).  Det er noget med at smage mange gange og kigge igen på konsistensen. (hint-hint). Det har taget mig hele aftenen.
Jeg må konstatere at mit rigtige-dagtime-arbejde tager alt for meget af den tid, som jeg har så mange andre planer med som at lave mad. Hmmm....

Hov og i dag fik jeg både en kompliment og en fornærmelse - begge dele skete på vej til arbejde. Det hører til sjældenheder i mit liv, at fremmede mandfolk taler til mig på gaden, men komplimenten (som handlede om noget fedt, jeg gjorde på cykel) opvejede totalt fornærmelsen, og jeg havde stadig overskud til at smile til den sure mand, som blot blev endnu surere. Karma is a bitch... og jeg tror snart, mit held vender og jeg bliver venner med hende Karma Karen igen.

PS: Jeg synes også, at du er skøn og tak fordi du læser med

fredag den 19. august 2011

Tanker om hjørnegraviditeter

Jeg døde ikke. Jeg er altid bange for at dø under fuld narkose. Så jeg var lidt glad, da jeg vågnede op af narkosen. Indtil jeg kom i tanke om hvorfor jeg var der.

Nu er jeg ved at være lidt ovenpå. Lægerne brugte deres fredagsmorgenmøde på at stemme om, hvad de synes, der skulle ske med mig. Nogen vandt, og operationen gik planmæssigt. Rigets personale er stadig søde, kloge og opmærksomme. Jeg hader stadig at komme der. Har så mange dårlige erfaringer fra det sted. Tænker lidt på at snakke med nogen professionelle.

Jeg ved ikke rigtigt hvad der er op eller ned. Tankerne går amok og gerne i ring. Det hjælper at skrive dem ned. Så kommer der styr på dem.

Jeg kan blive gravid, og der kan vokse et foster i min livmoder. Men hvad nu hvis det kun gider at vokse i udkanten. Lige der på livmoderens svageste sted, tæt ved den store blodåre, hvor jeg kan forbløde ud i bughulen. Lige der hvor det ikke må sidde.
Ja, den er god nok. Billedet er til dig, som også skal have skolepengene tilbage fra biologitimerne. De skyformede poser er æggestokkene, hvor æggene ligger. Rørene fanger de modne æg med de røde fangetråde, som ligner kødædende blomster. Æggene føres via. rørene aka. æggelederne ind i livmoderen. Mine æggeledere er tidligere blevet klippet af og brændt, så jeg ikke skulle blive gravid udenfor livmoderen. Nå ja det dårlige hjørne er lige der, hvor der er tegnet med kuglepen.

Jeg er klar over, at hjørnegraviditeter er sjældne, men forekomsten af dem stiger ved operationer i underlivet. Og dem har jeg haft en del af.
Hvad regnes som et hjørne. Jeg har jo stadig det andet hjørne. Og der hvor de syede mit hjørne fast i livmoderen, er der så dannet dannet to nye? Gælder de samme regler som når man folder et stykke papir?

Nævnte jeg, at kroppen ikke har forstået, at vi ikke længere passer på et foster. Vi er ikke længere gravide, bortset fra alle de fysiske bivirkninger som eks. kvalme - meget kvalme.

Planen er at slutte fred og tage en alvorlig snak med Gud, og få taget en hulens masse blodprøver. Mit handler stadig om hcg-niveauet. Nu skal det bare i nul igen... som resten af mit liv.

Jo, jeg må faktisk godt være ked af det og sur for, det er SÅ hårdt at være mig.

tirsdag den 9. august 2011

Dårlig samvittighed og meget god tid

Kladder er noget fanden har skabt. I min skoletid lærte jeg hurtigt at lave en god disposition, så jeg kunne skippe kladden. Kladder tager bare så meget af den korte dyrebare tid, og de kan sjældent bruges. Jeg kan tydeligt huske de gange, jeg skrev kladder i dansk stil, blev historien altid ændret og gik i en anden retning, når stilen skulle renskrives. Jeg er bare så dårlig til gentagelser (Oh yeah jeg ser ironien i de gentagne fertilitetsbehandlinger, og jeg har accepteret, at det er et af mine udviklingspunkter).


Jeg har så mange halvfærdige indlæg liggende under kladder, men jeg orker ikke at skrive dem færdigt, så det ...
Nogen kunne jo mene, at jeg har meget god tid i disse dage, hvor jeg er alene hjemme, men lad mig bare være helt ærlig. Det meste af dagen i dag er gået med se Prince på YouTube - jo jo det kan man godt bruge 3 timer på, når man samtidigt tjekker Facebook og overvejer at gå ud og regnen og hente noget lækkert mad. Men jeg gider ikke, og jeg har stadig mange numre tilbage at lytte til.



PS er vist stadig gravid, men sindssyg bange for de to mærkelig pletblødninger, der kom forbi i fredags og i morges. Det er åbentbart meningen, at jeg skal blive sindssyg. Men jeg har min dyne, Prince og te på kanden, og jeg er ikke bange for at bruge dem!

tirsdag den 26. april 2011

Jagten er stadig i gang...

jeg giver ikke op så let. Så efter arbejde drog jeg i højt humør ud til Kongelunden. Der var den forjættede ramsløg nemlig blevet spottet.  Jeg kom forberedt med latexhandsker, saks, box og små fryseposer.

Kongelunden ligger på Amager og er en skæg skov. Der er masser af fuglefløjt og hakkende spættelyde, som i blandt bliver afbrudt af et kæmpe drøn når et fly bryder igennem luften.

Jeg gik en lille tur og konstaterede at skoven så rigtig ud - fine bøgetræer, og gik i gang med at lede efter en skyggefuld plet, hvor der duftede af løg. Jeg havde fanget noter af duften et par gange, og jeg gik forventningsfuld rundt med de store opmærksomme øjne og vibrerende næsebor.
Pludselig så jeg en lille grøn plet blandt de brune bøgeblade... mon det kunne være...

jeg blev så glad, da jeg kunne dufte løg, og fandt mit samlekit frem. Og jeg samlede, klippede og mit ene øje løb i vand på grund af saften. Jeg var meget glad for at have husket handskerne, da plantesaften løb ud.

Hmmm, men jeg synes, at de så lidt små ud... og knopperne var ikke så store, som jeg havde regnede med. Måske var de bare ikke så store på Sjælland, og det var jo også en lille koloni, tænkte jeg. Det var ikke de store ramsløgområder, som både Klidmoster og Newyorkerbyheart havde blogget om.

Efter et par timers søgning på nettet viser det sig, at jeg ikke har fundet ramsløg. Nej, nej... det ville jo have været for let. Jeg har fundet den sjældne spiselige stærkt invasive art Allium paradoxum var. normale (Bieberstein) G. Don. Den kaldes for spøjs løg eller mirakelporre og er en lillebror til den "rigtige" vilde hvidløg. Hmpf... heldigvis er nettet fuldt af historier om folk, der også tog fejl af denne plante og ramsløg. Og nu jeg har to store poser fyldte med dem.... de er vasket og ligger i køleskabet til imorgen. Så må jeg se på dem der.

mandag den 25. april 2011

Jagten på de sagnomspundne ramsløg

Loverboy og jeg tog på påskeferie til Nordjylland op til mit elskede Vesterhav, sol og mad i lange baner. Men jeg var blevet smittet af bloglands snak om de vilde ramsløg, og alle de skønne ting man kan lave med dem, så jeg brugte den halve nat på at læse lidt op de steder hvor de gror... ege- og bøgetræer, kystnære skove som Risskov, Middelfart og Lejre ... nu var det så ikke lige den vej, vi skulle køre.
Loverboy tilbød, at vi kunne køre omkring Lejre og stoppe ved den første bøgeskov, vi så. Vi gjorde derfor et stop ved Borrevejle Skov eller bedre kendt som Holbæksmotorvejsafkørsel 15... og vi kiggede i skovbunden... og vi kiggede ... og der var masser fine anemoner, grønne grene og skvalderkål - ingen ramsløg, så vi kørte videre i højt humør beruset af forårsdufte og solstråler.

Da vi kom til Nordjylland forhørte jeg mig hos familie og venner - uden held. Ingen kendte til de hemmelige steder, og få kendte faktisk til de forjættede planter. Måske findes de ikke i Nordjylland, tænkte jeg stille og glædede mig til at komme hjem, for jeg havde hørt rygter om, at de gror både ved Lammefjorden, på Amager og på Nørrebros Assistens Kirkegård... hmmm tør man spise planter, der gror ovenpå grave?

Så var det, at vi spiste påskefrokost på den vidunderlige Villa Vest i Lønstrup og den søde Kim lige nævnte, at de da selv plukkede deres ramløg!!! (Ja der kommer et indlæg senere om maden.) Jeg lover dig, mine øjne blev så store som tekopper. Jeg spurgte og spurgte ind, og fik lokket ud af ham, at de voksede i området omkring Øland. Hmmm, det var hellere ikke lige den vej, vi skulle. 
Billedet er hugget her fra en artikel om Villa Vest
Kim fortalte, at modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig havde plantet ramsløg over deres våbenlagre, dels for finde dem igen og dels for at vildlede tyskernes våbenhunde. 
MEN jeg fandt ramsløgsgejsten igen og havde derefter hundemanerer i bilen...dvs hovedet ud ad vinduet, når vi var ude og køre... og jeg nåede at råbe "STOP BILEN!" mere end en gang.
 Så vi så på lidt flere forårsblomster i fine skyggefulde skovbunde...
 Pludselig så jeg noget i øjenkrogen, som fik mit hjerte til at hoppe... Ramsløg, som snart ville springe ud. "Måske er Nordjylland bare lidt bagefter..." tænkte jeg, mens jeg fandt mit samlekit i bagagerummet og stormede ind i skoven.
Hmmm... de duftede ikke af noget... og da jeg gned bladene, luftede de bare af grønt. Det var jo ikke lige, hvad jeg havde hørt og læst. Hmmm stænglerne så også forkerte ud
...så jeg bakkede ud af projektet og plukkede en til fællesdiskussion i sommerhuset.
Det er så en liljekonval- ramsløgets giftige kusine.

Så nu skal jeg vist bare forbi Irma eller SuperBrugsen og finde noget ramsløg.

fredag den 22. april 2011

Alene hjemme med Loverboy eller pandekager med flødeskum og frugtsalat

Jeg tænkte over Carlas gode råd fra igår. Så i dag har jeg sat pris på nogle af de ting, kan jeg lave fordi jeg ikke har nogle børn. 
Man kan være oppe hele natten i hvert fald til kl 2 og fundet en masse nye, gode og spændende blogs. Sove længe ... helt til kl 10.
Jeg har set en masse tv-serier - længe leve TV2 Zulus seriesøndage og harddiskoptageren. 
Spist meget slik.
Og til aftensmad har vi spist pandekager - kun pandekager ikke noget med en førsteret som suppe eller gule ærter  - bare pandekager med frugtsalat og flødeskum.

Pandekager uden sukker
3 æg
4,5 dl mælk
1/2 tsk salt
150 g mel
50 smeltet smør
Dejen piskes sammen og hviler i 30 minutter.

Frugtsalat
1 moden mango
1 banan
1 appelsin
en håndfuld frosne blåbær
et splat ahornsirup
basilikum

Frugten skæres i mindre stykker. Blåbærrene lægges i en kop sammen med ahornsiruppen og mikroovnes i et minut... trylle trylle og så har man den skønneste blåbærsirupsmarinade. Marinaden afkøles og hældes over den udskårne frugt og hakket basilikum drysses over.

Not so bad...

mandag den 14. marts 2011

Mere mad fra Kongenshus - hovedretten, desserten og noget med i sengen...

Jeg synes, at ejeren og kokken på Kongenshus Pernille har skøn madstil med tydelige henvisninger til det nordiske køkken og fokus på de gode råvarer. Hendes retter er meget smukke og rene i deres udtryk og ikke mindst genkendelige. Det er fedt. Jeg har tidligere smagt hendes mad på Copenhagen Cooking 2010.
Restauranten er lys og enkelt indrettet med lette møbler, gode stole, hvide duge og hovedet af en vågen kronhjort.
Min hovedret bestod af lammemørbrad indbagt i en nyfortolkning i form af fine brødkrummer lagt på en pure af brændte rødder (sandsynligvis den gulerødspure som Hanne K har skrevet om her) sammen med et fint stykke braiseret selleri og tyttebær. Sellerien var meget lækkert tilberedt, hvor den først bliver saltbagt og siden smørstegt, og ja det smagte vildt godt. Jeg måtte dog befri lammet fra brødet, da jeg fik mærkelige associationer til brændte, usødet lagkagebunde. Retten fungerede rigtig godt, og når jeg skal lave noget lignende, nøjes jeg bare med butterdej, som det sprøde element... Jeg fik en dejlig økologisk rødvin, som jeg har glemt navnet på.
Til min egen overraskelse valgt jeg den søde dessert. Nemlig en ret over syltede blåbær med hvid chokolade iscreme, øllebrød, to forskellige marengsbrud og frisk estragon. Det var en fejl. Nogen gange overtaler min hjerne og øjne min mave til at prøve noget andet end ost. Tænk, nu hvis jeg gik glip af noget vildt fantastisk, og jeg hører jo hele tiden om den hypede chokolade.  Jeg er sikker på, at chokoholics ville elske denne dessert, men det blev bare for sødt, klæbrigt og æggeagtigt til mig, men jeg var ret vild med estragon som dessertkrydderi... men hvem der bare havde valgt ost!

 
Der var intet tv på værelset, men jeg måtte gerne låne noget læsestof med i seng. Det tilbud tog jeg imod med kyshånd... og helt ærligt det siger jo alt om dette sted, at den obligatoriske bog på værelset, er Biblen-  Champagnebiblen. Jeg hyggede mig ret godt i selskab med The Paul, og nu skal jeg spare sammen til en middag hos ham.

Efter en god nats søvn fik jeg næste morgen et fint dækket morgenmadsbord med både æg, rugbrød, boller og en minicroissant sammen med en lille tallerken med kødpålæg. (Det er det, min moster kærligt kalder for jysk brunch).
Ægget var desværre hårdkogt. Tilgengæld fik jeg lov til at smage på det store udvalg af Pernilles egne marmelader og hedehonning.
Min absolutte favorit var sorte gulerødder med æblesaft og fennikelfrø - det er en bagerste til højre, som næsten er spist op. Heldigvis kan man købe de fleste af marmeladerne med hjem fra hotellet, så jeg kom hjem med de sorte gulerødder.

torsdag den 3. februar 2011

Bloggerdaten...

I dag var en spændende dag for mig. I dag satte jeg al min anonymitet over styr og mødtes med en blogger ude i den rigtige verden- ansigt til ansigt. Det var en god oplevelse.
Birthe fra Newyorkerbyheart viste sig også i virkeligheden at være en spændende og sød pige. At mødes med et fremmed menneske er som at blinddate- man håber på et interessefælleskab, men om det holder og kemien passer, kan kun tiden vise. Kemien var god, og snakken gik lystigt over stok og sten.

Vi havde en skøn frokostdate. Vi spiste på Sticks 'n' Sushi. De har lokalerne på Tivoli Hotels 12. etage med udsigt over alle Københavnstrups tårne, Hovedbanegården, havnen og meget mere.

Lokalerne er enkle og smukke med mange siddepladser i forskellige afdelinger. Vi fik en god vinduesplads. Servicen var helt i top - sød og opmærksom betjening. Og maden... det er nok helt klassisk, når to madnørder mødes, men vi endte jo med at bestille mad til en hel hær.

Vi bestilte en menu til to personer med tilvalg og lidt ruller med rispapir. Først kom der kom et fad med det varme. Fine sticks med gedeost omviklet af parmaskinke, grillede asparges med bacon og kyllingedeller. Rispapirsrullerne var med marineret andebryst, avocado, koriander, salat og agurk og kom med lidt goma dressing. Sushien var anrettet på to tallerkner med nigirier med laks, tun, reje og hvidfisk og 4 makiruller. Der kom også omgang edamamebønner med noget snask og nok det bedste overhovedet nemlig vores tilvalg Ebi hapser. Ebi hapserne var rejer stegt i panko med misomayo, lidt frisk chili og korianter. MUMS!!!

Birthe tog en masse fotos, som I kan se hos hende i et senere indlæg, ellers lægger jeg nok nogle af dem på senere. Hun har nemlig lovet mig kopier. Indtil da kan I nyde Sticks 'n' Sushis eget foto fra deres hjemmeside.
Det var en rigtig god oplevelse, og jeg håber på at komme på ventelisten til hendes og LaTashas madbloggertræf i foråret. Det var nemlig sjovt at mødes med ligesindende.

fredag den 7. januar 2011

Cuvette - gode råd til interval stegning

Jeg har længe gået rundt og luret på intervalstegning og jeg vil jo gerne kunne lave noget mere steg.
Heldigvis havde Loverboy købt en lille cuvette, som passer ret godt til mit projekt om Intervalstegning.
Først skal stegen forberedes. På bagsiden af stegen skal man omhyggeligt fjerne den store sene/hinde, den trækker stegen sammen, og den er meget sej.



Dernæst skal man identificere, hvilken vej kødfibrene løber, så man ved, hvilken side af stegen kødet skal skæres fra-  det er altid på tværs af fibrene, så bliver kødet ikke sejt at tygge. Det er lettere at se det på stegen, inden man steger den. Min steg havde to ender (hver top af hjertebuerne, hvis man kigger på fotoet, hvor jeg har skåret hinden fra).

Næste skridt var at vælge fremgangsmetode. Jeg valgt at kryddere min steg med salt og peber, lægge den i fad med lidt stykker af løg og gulerod og lidt vand i bunden. Ind i ovnen på 180 grader i 20 minutter.
Herfra opstod der desværre lidt tumult i køkkenet. Først og fremmest faldt mit blodsukker katastrofalt, hvilket altid frembringer lidt sukkersurhed og dårlige beslutninger. Så da jeg havde bakset med det fine weber digital termometer, som strejkede i 20 minutter, var det tid til at stegen skulle ud og hvile i 15 minutter (uden stanioljakke på- jeg havde læst, at det skal man ikke, men aner stadig ikke hvorfor). Nu gik den vilde jagt efter nye batterier både de der i walkman størrelse og dem der er mindre, jeg vidste at de var et sted i lejligheden. Her gik det også op for mig, at der muligvis ville gå lidt længere tid, inden maden var klar, og min mave var SULTEN!! Heldigvis havde jeg lige købt frosne edamamebønner til fryseren, så de fik et hurtigt opkog i vand, og strøet lidt tørret chili og røget salt over. Det er vigtigt at få en lille snack, så kokken ikke bliver alt for sur.

Nå stegen kom ind i ovnen igen, efter at have konstatereret at Weberapperaterne nægtede at tale sammen,  så jeg tyede til det gammeldags stegetermometer. Kødets kernetemperatur skal op på 62 grader.

(Trætte læsere kan springe næste afsnit over) Men jeg giver jo ikke op.... og jeg vidste, at jeg engang sidste år, også sloges med Weber om hvem det er, som bestemmer i mit køkken. Ok... brugermanualen på internettet fortalte at mange andre også havde lavet samme fejl som mig, at skifte batterier og komme til at tænde for den modtagerdelen før målenheden!! Helt ærligt, hvor intelligent er det design lige. Så jeg måtte resette enhederne en del gange (På dette tidspunkt havde jeg altså spist alle bønnerne selv og humøret steg et par grader).

Nu havde stegen altså fået ca 15 minutter længere, og skulle ud og hvile, og måles ikke mindst... og weber virkede igen og viste 61 grader, så kødet hvilede lidt mere, og pludselig bippede weber og viste de famøse 62 grader. Jeg blev så glad- jaja jeg mangler muligvis lidt livsindhold.


Men næste gang bliver det så nemt at lave steg, for nu kan jeg huske hvordan weber termometeret virker! Og prøv lige at se hvor fint kødet er.
Tilbehøret blev de klassiske ovnbagte kartoffelbåde med hele hvidløg, salat og chilibearnaise til. Jeg var jo som sagt ret sulten, så her er et foto af de sørgelig rester.
 Jeg burde jo vide bedre, men jeg er ret vild med denne svenske købesovs, så den kommer også på bloggen.

tirsdag den 14. december 2010

torsdag den 28. oktober 2010

Camilla Plums dyr og chili

I min efterårsferie kom jeg forbi Camilla Plums gård i Nordsjælland. Den har jeg længe gerne ville besøge. Hun har både grøntsager, frugter, blomster og mange forskellige dyr. Og dyrene ser ud til at have det godt hos Camilla Plum. Jeg nåede både at se flyvende høns og skræppende gæs, og klappe køer, æsler og ae killinger. Og tænk engang den haleløse gårdkat blev forkælet med et stort stykke æblekage med flødeskum.

Hvad med mig... jo kagen fristede, så jeg fik også et ret stort stykke kage senere - men ved et langbord i godt selskab med en stærk kop kaffe. Den var helt rigtig til lidt efterårsrusk.

Jeg kiggede på alle hendes mange varer i forretningen- der var både kød, mel, øl, krydderier og salt (men jeg har jo pt 14 forskellige, så dem kiggede jeg ikke så meget på!) men også mangefarvet blomstervaser, tingeltangel og deslige.
Og så var der lige et bord med hendes forskellige hjemmedyrkede chili. De var så flotte og spændende.

Jeg endte med at købe et par stykker fordi... de var pæne, og jeg havde lyst.
Jeg tror nok, at de små gule er de aromatiske bittesmå chili Pimiento di Chieso, og den underlige røde chili til højre er en mild og sød balloon peber. Den lange orange er en thaichili, og de fire peberformet frugter i lysgul, gul, orange og rød er habanero chili. Nu er det store spørgsmål så: "Hvad i al verden skal jeg lave mine nye chilier?"

søndag den 26. september 2010

Fra oksebryst til pulled beef

Jeg har i lang tid kigget langt efter de mange indlæg i Blogland om pulled pork. Det ser så lækkert ud, men jeg våger ikke at prøve, dels fordi jeg ikke tåler svinekød, og dels fordi det lyder vanedannende, hvilket bringer mig tilbage til mit første forbehold. Evil circle.

MEN i går faldt jeg over en opskrift med oksebryst på en amerikansk hjemmeside. Den lød meget lovende. Der var både ord og fotos af en meget stolt og madglad mand, som var meget tilfreds med sin pulled beef, og han fremviste sine tomme fade. Det skal være mig.... tænkte jeg og gik ud i køkkenet og fandt mit oksebryst frem. Jeg havde netop købt et oksebryst på 624 gram om lørdagen med tanken om at finde på noget nyt mad.

Jeg fjernede fedtet fra stegen og gned den ind i en spiseskefuld af min stærke sennep, og smed den tilbage i køleskabet, hvor den lå i 18 timer. Sennepsmarineringen skal efter sigende mørne kødet og afgive lidt smag.
Min rub blev anderledes end den oprindelige, da jeg ikke havde løgpulver, men jeg erstattede dem med finthakket løg . Min rub bestod af:

1 spsk chili flager                      1 spsk groft salt (uden jod)                         1 ½ tsk brun farin
1 tsk røget paprika                      1 finthakket løg
1 tsk stødt spidskommen            1 fed finthakket hvidløg
1 tsk cayenne peber                    1 tsk tørret oregano

Stegesosfyld:
1 persillerod
1 pastinak
1 gulerod
2 små røde chilier
1 appelsin i både uden skræl

Stegesoen blev sat i blød, og så skrællede jeg et par rodfrugter, og lagde dem i stegesoen sammen med appelsinen og chilierne. Jeg tænkte at den søde appelsin passede fint til den røgede paprika.


Stegesoen fik 2 timer i ovnen ved 200 grader, og herefter sænkede jeg temperaturen til 150 grader også fik den lige 1 time mere på den anden side.

Kødet var meget mørt og kunne sagtens trækkes fra hinanden, men jeg valgte at skære det ud. Det smagte himmelsk. Jeg mosede de bagte rodfrugter som et tredje tilbehør.



Det smager for vildt, og det skal vi have igen som gæstemad. Tilbehøret skriver jeg lige om lidt senere. Nu skal jeg nemlig slå mave og se "Borgen" i fjerneren.  

Note til mig selv:
Næste gang skal der en appelsin mere i, da der ikke var særligt meget væde. Og kødet må gerne være lidt mere fedtmarmoreret. Tilgengæld sparker smagen røv... måske en anelse for meget til den stærke side.