mandag den 31. december 2012

Status 2012

Dagens tankearbejde er altid en mærkelig oplevelse for mig - du ved godt hvad jeg taler om. Årets statusopgørelse. Men 2012 viste sig faktisk, at blive en langt bedre livsrejse end nogle af de andre år.

Endelig lykkedes det at blive gravid - helt rigtigt og vedvarende gravid. I alle mine drømme er jeg dog stadig ugravid, så det første jeg gør, når jeg vågner, er, at lægge hånden på maven og tjekke. Jeg ved da godt, at 6 kg ikke stikker af i nattens mulm og mørke - men frygten sidder stadig dybt i mig. Så det er med stor glæde, at jeg nu endelig er kommet i 35. graviditetsuge, og der kun er en månedstid tilbage. Babygirl skal nok overleve inde i min mave og komme ud og leve sit liv - og det er også noget, som jeg faktisk er begyndt at stole på. Mit mirakel.
Skal jeg være helt ærlig, troede jeg jo, at løbet var kørt - dengang hendes tvilling stak af. Og jeg har været bange - faktisk næsten hele vejen hertil - været bange for at jeg tabte hende, at hun ikke overlevede eller at det hele bare en fejl, og lægerne havde fejl af min graviditet og noget andet. Gud ske tak og lov for private scanninger og Loverboys tro på, at det hele nok ville gå. Og nu har vi både anskaffet en krybbe, en autostol, et puslebord og et legetæppe.
Hvad med en barnevogn?... jeg har givet op. Ved du hvormange modeller, der findes? Du tænker på det største tal, du kender og gange det med sig selv! Det er en jungle og en vild een af slagsen. Lige nu tænker jeg, at Babygirl alligevel får aldrig brug for et transportmiddel, i den første tid kommer hun jo til at blive båret på hænder og fødder eller i guldstole ... bagefter skal hun lære at cykle med hjelm og knæbeskytter. Gad vide om man skulle købe en heldragt i sikkerhedsskum eller airbags?

Nu er hele året jo ikke kun gået med tanker og gøremål om babygirl. Jeg har også spist og lavet en masse god mad. Jeg har været den dovne blogger i år, og ikke mindst en utro blogger og skrevet på et helt andet medie. Så en stor del af min fritid er i stedet gået med at skrive en semifagbog. Det er gået over alt forventning, og den er både blevet færdig til tiden og udkommet. Og målgruppen kan godt lide den! Jubiiiii... bogen gør mig ikke rig, men meget glad for det har været en sjov og energifyldt opgave i samarbejde med nogle søde kloge mennesker. Arbejde skal være sjovt. Det er så vigtigt at holde sig selv glad og tilfreds. Og det der med arbejde optager jo en ret stor del af mit liv. Min arbejdsglæde smitter af på resten af dagen, parforholdet, selvværdet og ikke mindst livsglæden. Og livsglæden skal holdes glad og varm.

Man kan, hvad man vil. Det koster blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Så gør dig lige den tjeneste, mens du alligevel ligger på sofaen på årets første dag, og find ud af hvad du vil, og hvad der gør dig glad, og gå så målrettet efter det.

Jeg ønsker alle mine kære læsere et godt nytår. Tak for alle jeres søde kommentarer og kiggenforbi i 2012. Det gør mig glad og stolt at I gider at læse med. Lad os aftale at 2013 bliver et godt år, og jeg glæder mig i hvertfald til at se, hvad der sker.

Juledekorationer 2012

Så fik jeg endelig postet årets juledekorationer. Det vil sige, jeg poster kun halvdelen af indlægget. Jeg er doven, og på årets sidste dag gider jeg ikke ændre billedformater og andet hejs.

Egentligt havde jeg besluttet mig for et tema i guld, bronze og bordedeux, men virkeligheden viste sig at være en anden, for når jeg kigger på mine  dekorationer er jeg åbentbart ret vild med lilla.
Jeg lavede lidt forskellige dørdekorationer, denne her er til min Svigermor. Det var work in progress, og den endelige dekoration fik også lidt guldglimmer på.
Denne her skal hænge på min egen hoveddør 
eller konkurrere om pladsen med denne her


Jeg fik også lavet en adventskrans eller nærmere et adventsfad med mine glasfugle, og den ligner overraskende nok den jeg lavede sidste år. Jeg 

Du kan jo selv lige kigge på sidste års juledekorationer her, og dekorationerne fra 2010 finder du her. Jeg lover næste år kommer der andre farver på dekorationerne.

søndag den 2. december 2012

Jeg er bare sur i dag - ja igen!

Ja sådan een er jeg i dag. Jeg er nemlig gammeldags sur over ingenting!

  • Sur over at bilens isskraber er blevet væk, og mine handsker og frakkeærmer nu er våde. 
  • Sur over at være gravid og det er træls at have ondt og man kan hverken snørre sko længere eller passe noget tøj (Jo det må man godt være engang i mellem - også selvom det svært at komme hertil!)
  • Sur over jeg igen igen er på penicilin, fordi jeg er åbentbart også er blandt de 10-30% af kvinder, som er kroniske smittebærer af gruppe B streptokokker i underlivet. Jo det er helt normalt-agtigt og lidt farligt for baby og med risiko for en tidlig fødsel
  • Sur over det ikke virker at fake smile i meget lang tid...
  • jeg er skidesur over Google- sjovt nok også synes, at jeg skal betale for mere lagerplads til bloggens billeder, så mit indlæg om mine juledekorationer kommer måske engang, når jeg har lært at komprimere i IPhoto. 
  • sur over lorteprogrammet Itunes insisterer på at bryde min nye lydbog op i mikrobidder og ikke følge bidderne fortløbende, men i stedet bare springe tilbage til starten. Nu har jeg hørt de første 5 bidder af Midnatsmessen - SEKS GANGE! (PS Det er P4s adventsgave, og den er gratis resten af dagen - så skynd dig lige at hente den her)
  • Sur over at alt mad er røvsygt og siger mig ingenting, så jeg kan ikke engang flygte ud i køkkenet og lave noget lækkert at spise - for alt er kedeligt!
Nå ja noget af det er sikkert hormonelt og vildt urimeligt. Men jeg er bare skide sur, og nu går jeg ned og henter nogle chips!

Har du noget til listen, så bare smid det af i kommentarfeltet, så lover jeg at kigge på dem og vente med at svare på kommentarer
Hej med jer!