Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten frokost. Vis alle opslag

mandag den 8. april 2013

Risotto hos Grød

Barnevognsturen fører mig ofte til Torvehallerne, og stor var min glæde, da jeg læste, at Grød ville åbne en filial der.
Udvalget var spændende, og jeg havde som sædvaneligt svært ved at vælge, men jeg endte med frokosttilbuddet om en blomkålsrisotto og en valgfri drikkevarer for 65,-
Risottoen var rigtig GOD. Den var nylavet, rygende varm, cremet, smagfuld og toppet med romanescokål, som er en afart af blomkål. Jamen jeg siger dig, maden er god... så jeg skal tilbage og smage noget mere... de har nemlig også en morgengrød med hjemmelavet karamelsauce med æble og mandler! Og meget andet.... og når solen skinner, kan man sidde på bænk i gården mellem de to torvehaller og nyde livet... for livet det er godt!

tirsdag den 5. juni 2012

Frokost på Charlottenlund fort

Se lige min lækre hapse frokost: skagenskinke med æg, grønne asparges, hasselnøddemayonnaise, tynde skiver af rugbrød, dild og brøndkarse.


Jeg mødtes med en veninde på det skønne Charlottenlund Fort til en gåtur og en frokost. Det ligger smukt med udsigt over Øresund og skov. Men lad mig bare være ærlig. Det var pissekoldt, så turen blev kort og frokosten lang. Dejlig dag.

tirsdag den 17. april 2012

dondons fiskesalat og ideer til Nordtyskland

Idag spiste jeg en vitaminbombe hos dondon. Det kalder de deres tangsalat med friske stykker laks og tun med avokado, citron og marinerede løg til 59 kr. Den er rigtig god og smager skønt.
Jo den er god nok, jeg er igen på selvordineret sushiselvforkælelse. Vores 16. IVF er blevet aflyst, da min slimhinde strejker og ikke vil samarbejde. Tjaaa så har vi også prøvet det. Humøret steg markant, da jeg spiste min frokost på en bænk i solen
Nu skal jeg surfe efter hoteller og oplevelser i området omkring Hamborg eller Flensborg for vi stikker af og holder kæresteferie i stedet for. Har du nogle gode tips hører jeg meget gerne fra dig.

mandag den 12. marts 2012

Hjælp! Frokost i Århus

Hvor skal man spise frokost henne i Århus? Jeg er i Århus på onsdag og leder efter et godt spisested. Jeg kan lide det meste, men går oftest uden om svinekød, så tips til pølsevognen kan I godt springe over. Hvor ville du selv spise henne?

Jeg har forresten også opbrugt min burgerration for den nærmeste tid, men I får lige et billede af en super frokost jeg spiste i Valencia - miniburgere med hjemmehakket fars. De var perfekte at dele og smagte pragtfuldt.

lørdag den 21. januar 2012

Jeg elsker Manfreds...

fordi jeg tror på belønningsprincippet. Og en af mine belønninger er mad - og en rigtig stor belønning er mad hos Manfred's og Vin. Jeg har tidligere været på besøg i denne nørrebroske madhimmel. Og denne  gang var maden en stor belønning og et lille madlykkeligt indlæg værd.
 Ja ja, det var min store plan at afprøve deres frokostmenu med 4 små retter til 230 kr, men så faldt mit blik på tataren, og så var min sjæl solgt - igen.
Tataren lå ovenpå noget mayo og var let blandet med lidt hakket brøndkarse og ristet rugbrødskrymmel.    Tataren var saftig og lige tilpas. Den smager bare så godt og lå rigtig godt i maven til 80 kr.
Jeg havde brug for en ekstra ret, og på den søde tjeners anbefaling bestilte jeg også en grøn ret nemlig salatløg med andesauce og hyldebær (65 kr). Det lød så spændende, og mine forventninger blev indfriet.
Retten kom i dyb tallerken og viste sig at være en avanceret løgsuppe. Løgene var skåret i tynde lange strimler, således jeg fik associationer til nudelsuppe. Suppen var kraftfuld og smagfuld og var pyntet med brændt løg. Skøn skøn ret.  Jeg var desværre alene afsted, så jeg smagte ikke flere rettet i denne omgang, men jeg fik luret lidt på de andre bordes retter, og jeg er meget fristet til at smage deres saltbagte selleri næste gang. Den ret solgte de godt.
Alt i alt var jeg nu godt tilfreds med mine dekomponerede retter af bøf med løg :-)

Maden lå godt i maven, og solen skinnede pletvist, så jeg besluttede mig for en lille gåtur på i den nærliggende park Assistens Kirkegård sammen med en god kaffe kaffe og Meyers kanelsnurre. Dejligt selskab.
Parken fungerer stadig som kirkegård, og der ligger mange berømte mennesker begravet her.
Kirkegården er omkranset af en mur og gitter, og den bliver lukket og låst om aftenen, men jeg smilede alligevel lidt da jeg læste dette skilt.

torsdag den 19. januar 2012

Hurtig salat med parmaskinke og mozzerella

Dagens frokostsalat var hurtig at samle eller slå sammen... hvad hedder det egentligt når, man laver en salat? Har vi ikke et ord? Salatere lyder mere som et resultat af en boksekamp...

Jeg havde en pose med forskellige salatblade
lidt squash i mindre stykker
ovnbagte tomater
mozzerella i mindre stykker
parmaskinke
lidt dryp af min balsamicoeddike
Jeg halverede skinkeskiverne og viklede dem omkring mindre stykker af osten. Mums og der var næsten for lidt. Næste gang skal jeg vist have et stykke brød til.

torsdag den 15. december 2011

Frokost i Illums Spisebar

Julegaveshopping er en krævende disciplin, og madmaven kræver altid belønning. Jeg gik rundt og shoppede i Indre by og kom til at spekulere på den der virak, der var omkring Spisebaren. Uindviede og ikke-københavnere lever sikkert i lykkelig uvidenhed om dengang i efteråret, hvor Illums cafe ikke længere bød ammende kvinder velkomne i deres spiseområde. Efter stormende protester og boycotts åbnede Illum et tilstødende lokale, hvor kvinder nu kan amme i fred for nysgerrige blikke.... hahaha... men historien handlede jo om at cafeen ikke ville have bare bryster i deres kosmopolitiske cafe. Hello spin og goodbye frisind.

Nå, men jeg blev altså lidt nysgerrig på Kokkeriets cafe, så maven ledte vejen op ad Illums rulletrapper.
Indretningen af rummet giver et godt og moderne indtryk. Det lyse rum har lette nordiske møbler, hvor pink og orange udsmykning på væggene og lamperne giver rummet et international præg.
Nu var det jo maden jeg var kommet for, så jeg en frokosttallerken, hvor de bød på lidt af hvert (165 kr). Lige noget for mig. Så slap jeg for at vælge mellem de lækre retter.
Tallerknen bød blandt andet på rimmet laks med rygeostcreme, karse og letsyltet agurk. Netop denne ret havde jeg hørt mange rosende ord om, så det glædede mig at den også levede op til forventningerne. Fisken var fast og smagfuld, og til min overraskelse var rygeostecremen skøn og passede fint til laksen.
Der var også en lille skål med pocheret kylling med syltet rødbede, kørvel og ristet kyllingeskind. Lad os bare slå fast, de er dygtigere end mig til at stege kyllingeskind. Du kan læse om mit mislykkede forsøg på at genskabe Le Pauls grillede kyllingskind her. Kyllingen var saftig og smagte fint, men jeg savnede nu lidt snask som lidt dijonnaise eller mayo. Dog fulgte der en lille grøn salat med dressing med til tallerknen.
Der var lidt charcuterie med et par skiver skagensskinke og tørret okseinderlår samt lidt ost. Et stykke af den skønne Vesterhavsost, en skive samsøost og en skive af noget andet ost
Opdækningen var enkel, fin og nordisk. Jeg blev lidt forelsket i smørbrødsbrikkerne af træ.
Maden var fin og jeg glemte selvfølgelig at tjekke ammestuen ud... det må blive en næste gang.

lørdag den 5. november 2011

Rejemad vs. avokadomad

Dagens bedste mad

Ristet brød med skivet avokado, saften af en halv citron, frisk basilikum og citronskal eller ristet brød med pillede skalrejer vendt i mayo, citronsaft, citronskal og mere frisk basilikum
Hvilken ville du vælge?

søndag den 30. oktober 2011

Fiskefrokost på Nimbs Brasserie

Da veninden foreslog en hurtig frokost tæt ved Hovedbanegården, blev vi enige om at prøve Nimbs brasserie. Et smugkig på hjemmesiden beskrev køkkenet som skandinavisk inspireret med fokus på råvarerne. Skønt og priserne så rimelige ud, hver ret kostede 85 kr.
Vi besluttede at dele et par af retterne, så vi kunne smage lidt mere af menukortet. Tjeneren var venlig og professionel, og han hentede straks et par tallerkener til os. Det er jo lige en betjening, som jeg sætter pris på.
Vi startede med de syltede sild med gedeostcreme, rødbeder og syltede løg. Retten kom smukt anrettet i et sylteglas og var pyntet med frisk dild og karse og rugbrødskrymmel.Silden var mør og helt rødbedefarvet. Der fulgte også en nænsomt bagt gulerod med. Sildemaden smagte rigtigt godt.
Men nu hvor jeg sidder og skriver om min skønne mad, opdager jeg at vi aldrig fik noget af den omtalte gedeostecreme. Vi fortabte os i en samtale om forskellen på syltede fisk og marinerede fisk - dog uden at blive klogere. Kender du forskellen?
Vi fortsatte i sildesporet og bestilte en stegt sild med stegt rugbrød og kartoffelpure med peberrod, grovsennep og vinaigrette på brunet smør. Mums.. igen en dejlig ret og jeg blev meget inspireret af den smukke præsentation. Det giver noget til madoplevelsen, når maden byder sig til.
Ved den sidste ret skilte vandene, og min veninde spiste en omgang hønsesalat, og jeg valgte en stegt kuller med græskarpuré, skorzonnesalat, små svampe og jomfruhummerskum. Køkkenet var løbet tør for kuller, så fisken blev efter aftale skiftet ud med torsk. Det smagte himmelsk. Skindet var sprødt og fiskekødet flagede af og var stadig saftigt. Jeg elsker hummerskum, og rettet forsvandt som dug for solen. Jeg er helt sikker på, at jeg ville have haft svært ved at dele hele denne ret. Skorzonnesalaten viste sig at bestå af dampede skorzonnerødder (de smager lidt af asparges) og lidt syltet kål og små syltede svampe. Igen pyntet med karse. Det må være topmoderne med alt den karse, hvilket er fint for mig

Restauranten er et hyggeligt uformelt sted, hvor borde og stole står tæt langs et stort vinduesparti, hvor man kan se ind i Tivolis gamle have. Det er meget hyggeligt sted.
Jeg kommer gerne igen og spiser her. Maden var skøn, rimelig i pris og servicen er professionel. 

lørdag den 24. september 2011

Holbæks SuRi

Tante Sød besøgte for noget tid siden SuRi i Holbæk og delte sin oplevelse på bloggen. Jeg var solgt - for jeg kan stadig huske mit forrige besøg hos SuRi for fire (!) år siden. Ja, jeg ved det lyder vildt, at jeg kan huske maden, men jeg var svært begejstret, så et genbesøg var vel på sin plads  :-)

Efterårssolen skinnede over fjorden og maven rumlede af forventning. Menukortet var lokkende. Jeg havde som sædvanlig svært ved at vælge. Det var en af de sjældne dage, hvor maven ikke skreg højt på kammusling, så snart øjnene faldt på retten.
Mine øjne kom til at kigge på nabobordet... (indrømmet jeg lurer altid på de andres mad), så jeg gik hele vejen og bestilte dagens fiskeasiette til 198 kr.
Tre slags fisk på fire måder. Jeg var lykkelig. Skålen bød på torsk henholdsvis rimmet og røget sammen med jordskokke, syltede tomater. Under blomkålsskummet lå en nænsomt dampet torsk på en bund af dampet skidskål. Ved siden af lå en skindstegt kulmule på risotto. SuRi er stadig gode til at tilberede fisk. MUMS!

Min medspiser fik den fine klassiske blåmuslingerne med fløde og urter (118kr). Det var stor portion til en meget glad mand. Jeg lokkede et par muslinger ud af ham, og de var også gode.

 Vi havde bestilt en dejlig Chablis, og kom til at snakke om dansk vin. Det hørte vores søde servetrice, og spurgte om vi havde lyst til at smage noget dansk hvidvin, som hun var glad for. Svært at sige nej til :-D
Hun dukkede op kort efter med denne fine Ørnbergvin fra Sjællands Odde. Vinen hedder Jørgen. Det er bare topsjovt!
Vinen var skøn. Let, frugtig og smagte svagt af fersken og af meget mere. Faktisk var jeg nødt til at købe et par flasker hvidvin og en af de mousserende bagefter. Jeg kender nemlig et brudepar, som bliver meget lykkelige og glade for den slags gaver. Det gør jeg faktisk også :-D

Nåh ja der var også lige plads til lidt deleost... men jeg var altså blevet lidt fuld, så jeg kan ikke huske alle ostene, men der var lidt Gul Kristian, Bleu d´Auvergne og en skøn hårdost, som var en blanding af ko og ged. Vi fik også lidt græskar-havtornkompot til. Det var ikke lige mig. Jeg elsker havtornens skarpe syrlige smag, men græskar... jeg forstår det ikke smagsmæssigt. Det smager jo bare af stivelse, eller hvad?

Men, der behøver ikke at gå så langt tid igen før mit næste måltid hos SuRi, for det var skøngod mad med super betjening. Og jeg har smugkigget på deres jule og nytårsmenu...

lørdag den 6. august 2011

Rejer og lam hver for sig

Rejemadder er altid et hit, og er man verdens sødeste værtinde piller man lige 3 kg skalrejer. Det tager ikke så lang tid som man kan tro, men desværre længere end man håber.
I min verden skal rejerne serveres med godt brød og aioli til. Dagens aioli var Irmas mayo rørt op med hvidløg, citronskal og -saft samt lidt safran. Mums... nåh ja jeg er også røget på krydderurtebølgen, så der var dild en masse til pynt af rejemadden.


Lammet så virkelig lækkert ud, da det kom i ovnen. Jeg tog udgangspunkt i to af Jamie Olivers opskrifter og lavede min egen variant, hvor jeg blandt andet udskiftede hvidvinen med hyldeblomstsaft.

 Men træerne vokser ikke altid ind i himlen, så jeg kom til at give kødet for lang tid i ovnen. Jeg skulle have holdt mig til at stege den i 10 timer, men ærligt talt gad jeg ikke stå op om natten for at sætte en steg i ovnen. Lærestreg.

Jeg afprøvede til gengæld en lækker salat med squash, citron, feta og sorte oliven. Skønt blandning
Opskriften var en variant af en opskrift fra Uno Forms digtigitale kogebog. 

søndag den 31. juli 2011

Butterdejssamosaer med spicymos af kartofler, ærter og majs

Jeg elsker samosaer og tidligere har jeg boet tæt på dygtige grønthandlere, som altid forsynede mig.
Men det er slut, og så må jeg jo selv til arbejdet, og som meget andet ender det med at være en tilfredsstillende opgave. Det er bare fedt at lykkes med en variant med det perfekt touch.

Sådan blev den kødfri aftensmad til en omgang mexi-inspirerede samosaer fyldte med fars af kartofler, fryserens grøntsager og masser af frisk chili. Samosaerne fik godt selskab af en fyldig og grov salat samt en raita-agtig dip. Man må nemlig godt blande de gode sager :-)


Majs'ene viste sig at være en lækker tilføjelse. Den gav et sødt modspil til den meget stærke chili. Ok, samosaerne blev muligvis lidt (for) stærke, men jeg elsker stærk mad, og det giver en god undskyldning for at spise en masse dip.

Farsen bestod af:
mosede kogte kartofler
løg
hvidløg
majs
ærter
sukkerærter  - jeg havde ikke så mange ærter og slet ingen bønner
tørret koriander
spidskommen
en hel rød chili

Løgene brunes og blandes med de resterende ingredienser. Det er vigtigt at smage farsen til. Den skal være pakket med smag, da både kartoflerne sugerne smag og butterdejen tager en del af smagen. Jeg gik all in og gav den masser af chili. Farsen skal køles helt ned inden den skal indpakkes i butterdejen. Jeg bager mine samosaer i ovnen.


Du kan se her hvordan resten af arbejdsgangen er fra sidste gang, jeg lavede samosa.

Jeg fik lidt kolde fødder af den stærke fars, så jeg blandede lidt creme fraiche med friskhakket mynte og et par tomater i små tern, og smagsatte med salt og peber.
Skøn aftensmad!

tirsdag den 12. juli 2011

Vietnamesisk frokost på Lele

Ferien er gået i gang, og jeg har en del småprojekter i lejligheden, som skal ordnes. Paneler maler åbentbart ikke sig selv. Så jeg har stæset rundt efter lidt panelmaling og fandt endelig noget på Østerbro.
På vejen derud, cyklede jeg forbi den nye afdeling af Lêlê, som laver skøn vietnamesisk fingermad. De havde lige indviet deres nye lokaler, og der var en ledig plads i solen. Hvem kan sige nej til den slags? Ikke mig. 

Der er tre forskellige frokosttilbud, og mit valg faldt på en risnudelsalat med forårsruller og en danskvand til 85 kr.


 Forårsrullerne var lune, sprøde og smagte rigtigt godt. Fyldet bestod af kalkun, krabbekød og finthakket grøntsager. Salaten bestod af agurk, bønnespirer, gulerod, rød chili, salat, kogte risnudler, frisk mynte og hakket jordnødder.
Der fulgte en lille skål med sød chilisauce. Inde ved disken står der tag-selv chili og soyasauce- så jeg tankede op.

Min plads i solen er den længst til højre :-)

Jeg blev stopmæt og måtte droppe tanken om at supplere med en af deres skønne limonader til efterret. Men jeg kommer bare igen :-)

PS jeg ved godt, jeg skylder et indlæg om The Paul... det kommer ... hvis du ikke kan vente, har Camilla skrevet om besøget her.

lørdag den 9. juli 2011

Solsnack


Frokosten idag blev til en dekomponeret salat. Den kan nydes i solen med en god bog. Jeg lavede en dip af hytteost rørt med rød chili og purløg ... Og lidt falk salt med karl johan svampe til radisserne...


SOMMER!!

søndag den 3. juli 2011

Hønsesalat



Køleskabet havde 3 stegte kyllingelår fra i går. Vi passede en lille guldklump, og jeg troede alle børn elskede kyllingelår.

Det gør de ikke, og nogle elsker fetaost meget højt.

Så blev jeg klogere, og kødet endte i stedet for som hønsesalat til min frokost. 2 spsk cremefraiche, lidt sennep og ketchup, frisk basilikum, rød peber og salt og peber.

Meget nemt og lækkert.

Næste gang hun kommer på besøg - byder jeg på det store ostebord....

P.S. Børn kan heldigvis stadig lide vandmelon

tirsdag den 31. maj 2011

Pastasalat a la nicoise med næsten det hele

Svigerfar har (hen)vist mig til hans lokale æggeforhandler. Bondemanden sender sine æg til salmonellakontrol en gang om måneden. Det er ikke økohøns, men de har det bare godt, og de render rundt på gården og pirker til alt  :-) Så jeg kom hjem med 10 flotte æg med store forhåbninger om dobbelte æggeblommer. Jeg kan ikke gøre for det, men jeg er vist bare grådig af natur.

Hvad er det lige man laver med hårdkogte æg tænke jeg... og vupti hurtig aftensmad a la grovpastapenne a la nicoise.

Blommerne er så flotte i farven, at det kompenserede for singelblommerne.

Ingredienser
fuldkornspastapenne - jeg havde ingen kartofler
hårdkogte æg
oliven- jeg brugte mine ynglings nemlig de grønne med syltet citron
hjertesalat
cherrytomater
et godt glas tun i olie

Jeg ville også have tilføjet nogle dampede grønne bønner, men der var ikke flere i fryseren, og min dåse ansjoser var blevet et par måneder for gamle. Pyt med det, tænkte jeg og åbnede den lille dåse. Det viste sig, at de små fisk helt havde opløst sig i olien, så jeg kom til at hælde det hele ud i vasken :-(

Jeg vendte pastaen i en hjemmerørt hvidløgsolieeddike dressing, så pennene fik lidt mere smag, og skippede dressing til salaten. Det virkede godt.


Dejlig mad, men jeg skal da vist snart fylde fryseren og skabet op med mad. 

søndag den 29. maj 2011

Working lunch


Puha... Denne weekend har stået i arbejdets tegn. Dagens frokost på spist på banegårdens 7-Eleven. Jeg er lidt ambivalent omkring 7-11s mad. Jeg elsker deres croissanter men er ikke vild med deres frokost muligheder. I dag fik jeg deres clubsandwich. Jeg sætter stor pris på tør til meget tør som en kvalitet ved rødvin eller ost. Karry er rigtigt nok gult og farver brødet, men ingen af delene hjælper denne sandwich. Det skal også smage af noget. Baconen både så og smagte mere som skinke med brune striber. ... Hmmm.... peberfrugterne var faktisk gode og sprøde. Og sandwichen var stadig et bedre alternativ til grillpølser og chokolade. ... Jo tak jeg er også PMS

søndag den 22. maj 2011

Fødselsdagsbuffet i sommerhuset

Fødselsdagsbuffet til 25 mennesker og 7 børn under 6 år
Jeg var kommet til at invitere ret mange af mine søde venner og familie, og da de fleste havde sagt ja, endte vi på en hel del voksne og børn. Så vi tog i familiesommerhuset.

Jeg havde planer om at bruge nogle af de skønne ting, jeg købte i Basar Vest. Jeg endte med at komponere en menu med grillet kød og fire forskellige salater; hvedekernesalat, kartoffelsalat, aspargessalat og bønnesalat samt lidt snask i form for humus, tzatziki og marinerede oliven.
Til børnene lavede jeg lidt kyllingedunser, gulerodsstænger og skivet vandmelon og købte små slikboxe med Smarties.

Humus på butterbeans
1000 g butter bønner
4 tørre laurbærblade
måske 3 dl rapsolie
1 frisk chili
6-8 fed hvidløg
saft af ca. to citroner
revet citronskal fra en citron
spidskommen
røget paprika
salt

Bønnerne udblødes i ca 8-10 timer, og de koges sammen med chilien, 2 fed hvidløg i hønseboullion  i ca 45-60 minutter.
Jeg laver den efter smag og behag. Bønnerne blev blendet sammen med de kogte og friske hvidløg og den kogte chili. Det er altid sværere at lave en ret om til dobbelt- eller trippelportion - så konklusionen er, at man må smage sig frem, til den rigtige smag behager dig.

Signes bønnesalat med tunsauce
1000 g frosne grønner bønner
500 g kogte borletti bønner
5 spsk mayo
1 spsk olie
2 tsk dijonsennep
2 dåse tun i olie
2 spsk hakkede kapers
saft af 1½ øko citron
skallen af1 økologisk citron
4 finthakket ansjoser
lidt finthakket persille

Jeg blev fristet, da jeg læste om denne salat hos Signe. Jeg lavede lidt tilpasninger til mine smagsløg og købemayoen. Dressingen blendes sammen af mayo, sennep, tun, kapers, citronsaft og -skal, ansjoser og lidt ekstra rapsolie. Da jeg var nødt til at planlægge lidt mere, kogte jeg bønnerne dagen før og marinerede dem i olie med citron, hvidløg og persille, så de kunne trække lidt smag, og blot samles på dagen sammen med de grønne bønner og tunsnasket.

Salaten er god, og den var et stort hit til den grillede kylling.

Hvedekernesalat
1 kg hvedekerner
600 cherrytomater
1 lille dåse kofeta fra Basar vest
5 røde snackpeber
et bundt persille
3 forårsløg

Denne salat er inspireret af tabolleh, men den tog sin egen retning undervejs. Det gør mine salater ofte - og de lever deres liv med stor succes. Udfordringen er at genskabe dem, det vat faktisk en af årsagerne til at jeg startede bloggen. Jeg startede med at semitørre tomaterne. De blev hakket i kvarte og vendt i rapsolie med hakket rosmarin, dildsalt og sukker og bagt i ovnen i 1 time ved 100 grader. Halvvejs samlede jeg alt væsken op fra fadet og satte til side.
Hvedekernerne koges i hønseboullion i 20 minutter. Kernerne vendes i en dressing af tomatsaften fra de semidryet tomater, lidt æbleeddike, lidt mere rapsolie, salt, sukker og peber.
Peberfrugterne og fetaen skæres i tern og vendes i hvedekernerne sammen med finthakket persille.
Denne salat var en højdespringer, men næste gang jeg skal lave den igen, vil jeg have mere persille i.

Tzaziki
4 agurker uden kerner
500 g græsk yoghurt
4 fed hvidløg
dildsalt
saft fra 3/4 citron

Dressingen blandes og smages til, mens de revne agurker drypper af i sigte sammen med lidt salt.

Min Mors Klassiske Kartoffelsalat
1,5 l øko ymer
1/2 glas mayo
økologisk karry fra bloggertræffet
3 løg
salt
2 forårsløg
4 kg kartofler
Dressingen blandes af ymer, mayo, karry og hakket løg. Dressingen trak i 3 timer inden kartoflerne blev kogte og skåret i mindre stykker og vendt i dressingen sammen med lidt forårsløg.

Aspargessalat
2 kg grønne asparges
Grillet med baconstrimler

Kød til grillen
Oksetykstegsfilet marineret i rosmarin, timian og hvidløg
Pølser - rigtig mange:-) Man skal altid slutte med en grilpølse
Kyllingefillet marineret i rapsolie med hvidløg, frisk rosmarin og timian

Brød
6 pakker dobbelte flutes
pølsebrød

Jeg havde store planer om at bage flutes, men min forkølelse satte alligevel visse begrænsninger i forberedelsen. Så jeg købte nogle kedelig hvide og lidt flere af de grove, som bare skal slutbages i ovnen. Jeg pensler dem med æg og drysser med lidt af min urtesalt af spøjsløg. Det pynter fint og smager godt.

Rabarbertrifli
Jeg havde fået lov til at gå på rov i naboens rabarberbed - det blev til 3 kg rabarberstængler, som jeg kogte ned sammen med 1/2 flaske dessertsnaps på sommerbær, en masse sukker og vanilje. Jeg havde glemt mac'en og kogebøgerne, så desserten blev lavet på gefühl med knuste makroner, græsk yoghurt rørt op med vanilje og rørsukker, frisk mynte og på toppen flødeskum. Dejligt og nemt.

Rester
Der er en del rester til natmad, og heldigvis skulle vi til sammenskudsgilde dagen efter, hvor restsalaterne blev serveret. Jeg har en lille steg tilovers, som jeg skal finde på noget til. Jeg overvejer at lave en marinade med kapers og persille, men vi må se, hvad det bliver til.

Om jeg fik nogle gode gaver? De skønneste ting, betænksomme og opmærksomme oplevelsesgaver og en masse våde kys af børnene. Det er nu skønt at få lov til at tilbringe en hel dag sammen de mennesker, som betyder allermest. Det er de dage, som giver mig overskud og kærlighed.
Jeg elsker at have og holde fødselsdag. Gid det snart var maj igen.

søndag den 15. maj 2011

Rødbedesalat med mandler, quinoa og salatost

Indlæggene hober sig op, jeg mangler stadig at skrive om min trælse oplevelse på Meyers Saxkøbing Hotel og turen til Nykøbing Mors og... og .... så i stedet gik jeg i køkkenet og hyggede mig med at lave frokost til den kommende arbejdsuge.

Min frokost på arbejdet består næsten altid af aftensmadrester varmet i mikroen, rødbede eller bønnesalat eller rugbrød med torskerogn med indiske syltet mango chili. Det er måske lidt kedeligt, men det er hurtigt, billigt og nemt. Og det er sund mad lige som jeg godt kan lide den.
Rødbedesalaten varierer altid lidt efter hvad jeg i gemmerne og køleskabet. Idag var der ikke så meget spændende.

Ingredienser til 4 personer
3 store kogte rødbeder
3 dl kogt quinoa
1 gedefeta fra Basar Vest
2 dl ristede mandler
persille til pynt

Dressingen sjussede jeg mig frem til. Jeg kan kan lidt at den sparker lidt munden fordi rødbederne skal have en masse modspil, da de drikker dressingen. Dagens dressing blev blandet af frisk hvidløg, sennep, estragoneddike, chiliolie og smagt til med lidt salt, peber og sukker.

Jeg bruger min fine Alligator hakker fra madbloggertræffet. Den er bare supergod. Jeg hakker løg i tern og rødbeder i juliennestænger og samtidigt er den nem at rengøre. Me Like!

Koppen indeholder dressingen, og der har sneget sig en tørret chili fra olien med. Jeg ved, det er en chili, for jeg bed i den senere, da jeg spiste lidt af salaten. Det må være en ris a la mande chilimandel. Hvor mon min gave er henne?

Fine mundrette rødebedestrimler - formet som en klumpfisk :-)

tirsdag den 10. maj 2011

Frokosttips søges...

.... arbejdet trækker mig til Jylland og næmere bestemt til Mors, og dermed begynder min søgning efter et godt frokoststed i området. Jeg regner med at spise enten på selve Mors eller i nærheden af Skive. Kender du et godt sted, så hører jeg gerne om det.

Og prøv lige at se hvad jeg fandt på Fyn i forrige weekend... skoven var fyldt af dem

Søg ... og du skal finde