mandag den 31. august 2015

Så er det slut

Åh dette indlæg har jeg slettet og skrevet et par gange. 

Jeg har skrevet igen og igen, fordi jeg havde brug for at sætte ord på mine følelser og forsøge at forstå mit indre kaos. 
Jeg slettede det igen og igen. Dels fordi jeg håbede det ikke rigtigt/ sandheden og eller min virkelighed, og dels fordi jeg tænkte, at det ikke længere var relevant. Jeg er ikke længere særlig aktiv på bloggen. Den har haft sin tid og gang. 

Jeg opdaterer bloggen alligevel med dette indlæg. Det er godt at lukke fortællingen om vores rejse som kæmpende ufrivillige barnløse. Vi kom jo ud på den anden side, og vi fik vores længeventede og vidunderlige babygirl - som faktisk nu er 2,5 år. Tiden flyver afsted, og vi lever et godt liv. 

Men vi kunne jo ikke nære os, og pludselig voksede drømmen om at bliver fire og gøre babygirl til storesøster.  
Så vi kastede os ind i kampen igen. Jamen nogengange overvejer jeg om der er noget galt med vores hoveder! Der er det mest sindssyge helvede man kan forstille sig. 
Super stress kombineret med crazy hormoner. Man skal have lidt dårligt omløb i hjernen for melde sig frivilligt ind igen. 

Vi prøvede prøvede og så prøvede vi igen. Vi løb tør for babygirls donors æg ( ja det hedder hun i vores verden. Hun er ikke andet end en fantastisk kvinde, der donerede sine æg til mig). 

Vi besluttede at købe nogle flere æg fra en ny donor. Det var en meget træls oplevelse, da hun blev overstimuleret og overproducerede et meget stort antal æg (tror det var 36) hvor kun 7 eller 9 kunne befrugtes. Ja ja min hjerne fortrænger stadig det meste af det som sker, når jeg er i behandling. Det har faktisk været en af fordelene ved at have bloggen. Den har været mit opslagsværk til min egen historie. Jeg har jo heller ikke forventet, at det skulle vare så længe. 

En lang historie kort. Jeg blev hverken gravid første eller anden gang, vi prøvede med de nye donoræg. Og i takt med forsøgene faldt vores tillid dels til æggenes kvalitet og dels til at det ville lykkes igen. En af de helt store ulemper ved at være i donor-ivf-behandling er at der stadig er så mange uafklarede forhold. Der er så mange ting lægerne famler og gætter sig til. Jeg tror vi engang finder ud af at overstimulerede æg er dårligere. Ja der er nogen som bliver gravid af dem. Men sådanne nogle træge som mig har brug for alt saft og kraft. 

Så det store spørgsmål rejste sig. Skulle vi købe nogle nye æg fra en tredje donor og starte forfra igen. 
Vi har diskuteret det mange gange og vi endte der, hvor vi prøvede med et sidste forsøg på 2. Donors æg og derefter, uafhængigt af udfald, ville vi stoppe med behandlingen. 

Det sidste forsøg var en prøvelse. Medicinen var træls- som sædvanlig. Og denne gang gik der kaos i stimuleringssprøjterne. Vi glemte at blande det aktive tørstof i saltsopløsningen. Og jeg fik kun injekteret saltvand. Dette var på anden dagen og vi opdagede det først på 5 dagen. Heldigvis fik vi kontakt med den spanske klinik, som instruerede os i at tage en ekstra. Slimhinden udviklede sig som den skulle og var meget fin og klar til at modtage de sidste æg. 

Dagen kom og vi rejste igen til Spanien - denne gang Barcelona. Det er lettere at komme til og fra. Men jeg kan altså bedre lide folkene i Valencia. Barcelona er meget professionelle, og alt kører på skinner. Der er bare ikke så meget menneskelig omsorg og kontakt som på klinikken i Valencia. 

Oplægningen af æggene gik over al forventning, og begge æg overlevede optøningen. Jeg havde faktisk forventet, at det ville mislykkes. Anden gang vi var der, overlevede ægget ikke, så de måtte optø et mere. Så denne gang havde vi bedt om at få lagt to æg op. 

Jeg rugede og rugede det bedste jeg har lært. Kiggede efter små gode tegn og fandt en masse positive. Jeg måtte være gravid. Og jeg følte mig gravid. Måske overlevede de begge to. Faktisk gik jeg også lidt i panik. Hvordan skulle vi kunne klare tvillinger, med to fuldtidsjob, en 3 årig og lejlighed på 4. Sal. 

Nå men stille og roligt byggede vi en forventning op, om hvor smukt og spændende en fremtid, vi gik i møde. Jeg var så glad for at BabyGirl skulle være storesøster. Hun er så glad for babyer og leger hele tiden med sin dukke, som skal puttes, skiftes, spise og køres i barnevogn. Det hele var perfekt. Og hvis de begge kom ud, så måtte vi jo løse det og flytte. 

Så kom dagen for blodprøven. Jeg tog den tidligt morgen, så vi hurtigt kunne få svar. Desværre grundet ferietid og weekend, ville vi først få svar tre dage senere. På andendagen tog jeg en urinprøve. 

Den var negativ. 

Verden stoppede bare. 

Jeg var ikke gravid. Jeg ønskede det så meget, at jeg havde bildt mig selv det ind med alle mulige indbildske symptomer. Fuck hvor jeg hader det!  Jeg hader, at jeg ikke kan stole på min krop. Jeg hader, at det her så hårdt. Det er så hård en proces for min krop og sjæl. Jeg ville så gerne have flere børn. Jeg vil give næsten alt jeg har, og jeg har betalt i både guld, sølv og grønne skove for at prøve at få nogle børn. 
 Det er så uretfærdigt og tarveligt. Jeg synes .... Jeg bliver bare tom for ord og følelser. Følelsen af tab og sorg er så massiv, at jeg næsten ikke kan trække vejret eller se ud gennem vandet i mine øjne. 

Heldigvis har jeg en lille pige. Der kravler op på mig og hiver mig i hånden, mens hun siger: "Mor lege med mig?" Det gør sorgen lettere at bære. Den vil følge med mig en tid, og erfaringen har lært mig, at sorgen bliver lettere at bære. 
Måske forsvinder den en dag, det håber jeg. 

Heldigvis er det også slut med alle de lorte hormoner og leve i "er donor/ min livmoder klar til næste omgang kalender-helvede."

Pas godt på jerselv og jeres nærmeste. Vi har kun dette liv, og husk at bruge det godt. 

Jeg har været så glad for alle jeres opmuntrende og støttende kommentarer gennem de mange år. Tak. Det var betydet al verden til forskel for mig. Det har givet mig luft og tillid til at dele et til tider meget svært forløb
med nogle dejlige mennesker i blogland. 

Hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller har brug for at snakke mere ægdonation, så er du velkommen til at. skrive til mig. 

Sendt fra min iPhone

lørdag den 25. oktober 2014

Tidlig overgangsalder - det allerede nu?

En dag blev jeg kontrolleret i toget af en billetkonduktør. Jeg bruger normalt mobilbillet, og denne gang var den ikke gået igennem. Det var super pinligt, og jeg blev helt rundtosset og meget rød i ansigtet. Mens jeg forfjamsket forsøgte at forklare mig, drev angstens sved af mig. Min billet gik pludselig igennem og billetkonduktøren gik sin vej, og jeg sad tilbage og sveden haglede af mig.

Måske er det ikke unormalt for dig, men jeg kan nærmest ikke svede. Jeg bliver varm og rød, men det er sjældent at sveden drypper af mig. Jeg var overrasket over min overreaktion og tænkte på det resten af min togtur. En lille strøtanke pippede overgangsalder.... men det er jo først om lang tid... du ved, når jeg bliver gammel.

Tanken kunne ikke forlade mig igen, og jeg opdagede, at jeg faktisk havde det ret varmt, eller retter sagt jeg ville gerne have temperaturen lidt koldere. Jeg overfladegooglede det og gemte lidt på tanken. Jeg er slet ikke klar til at være gammel. Hvad er det lige det betyder for mig, min familie... øfgris nr 2. Og så slog det mig... har det betydning for min restlevetid... hvad er den der overgangsalder lige for en størrelse? Gennemsnitsalderen er 51 år, men de fleste får det fra 45-55 år alderen. Og nogen helt ned til 20 årsalderen... puha....

Jeg blev mere og mere ked af det, og til sidst bad Loverboy mig om at tage kontakt til en læge. Jeg skrev til min ynglingsfertilitetslæge, og hørte ham om de tre vigtigste ting:
  • Kan vi måle/scanne/undersøge om jeg er gået i overgangsalderen
  • Kan jeg stadig tage endnu en tur i IVF- rutchebanen med donoræg?
  • Dør jeg tidligere?
Google havde jo allerede fortalt mig om alle de andre gode gaver, man får med i købet. Svedture (tjek), inkontinens (øv), humørsvingninger(dem kender jeg godt), manglende sexlyst og tørhed i skeden (troede bare jeg var træt og ikke havde lyst), blødningsforstyrrelser.

Min søde kloge læge skrev hurtigt tilbage, at jeg skulle have taget en blodprøve. Han havde kigge på mine seneste scanningsbilleder, og de viste at mine æggestokke var lidt små, så det var bestemt en mulighed at jeg var i overgangsalderen(!) SUK. Det har ingen kobling til restlevetiden (juhuuuu) og ingen betydning for vores IVF, da vi jo vil bruge donoræg og cyklus stadig styres via p-piller.
Men jeg var alligevel lidt ked af det. Jo mere jeg tænkte over det, kom jeg frem til at handler om uvisheden. Dette er et af de store faseskrifte i livet. Jeg er jo endelig kommet til den del af mit liv, som jeg virkelig elsker højt. Min Loverboy er en vidunderlig partner, min datter er fantastisk og hun udvikler sig så hurtigt. Hun kan hele tiden nye ting, og lyser op i store smil når hun ser mig eller jeg kilder hende(jeg elsker hendes latter og smil, så jeg kilder hende tit). Og jeg ved hvad jeg har lige nu, og det er godt. Jeg er ikke så vild med ændringer af min livssituation.

Så nu venter jeg på svar fra min blodprøve.....

fredag den 19. september 2014

Vores sidste donoræg

Ja, vi drog i Spanien i sommerferien for at hente vores allersidste donoræg. Tænk hvis man kunne være så heldig at få et barn mere.

Sidste chance. Sidste chance. Sidste chance. Det var altså svært ikke tænke på. Det var også sidste chance for BabyGirl at få en biologisk søskende. På en eller anden måde er det begyndt at betyde noget for mig, at hun er knyttet fuldbiologisk til en anden person. Det er min egen utilstrækkelighed, der spiller ind.

Vi ankom til Spanien med bange anelser. Det var svært ikke tænke på, om det sidste æg ville overleve optøningen, og vores lange rejse derned ville være forgæves.
Heldigvis gik det hele godt. Ægget klarede optøningen, og tilbagelægningen foregik også uden de store oplevelser. Så gik Den Store Ventetid gik i gang.

Det var hårdt, da blodprøven sagde nej og jeg ikke var gravid.

Så her står vi nu.  En vidunderlig datter og ingen lille baby på vej.
Der er 10.000 spørgsmål, som flyver tagfat i mit hoved. 
  • Er det nok med et barn?
  • Skal jeg aldrig mere være gravid?
  • Skal BabyGirl være alene og enebarn?
  • Skal vi forsøge igen?
  • Har vi råd?
  • Har vi råd til at lade være?
  • Hvis vi forsøger igen, hvor langt skal vi gå? 2 år mere? 4 år mere? 10 æg?
  • Hvornår er det nok?
  • Er tiden løbet fra os, så nu er vi for gamle?
  • Er det synd for BabyGirl at køre fertilitetscirkus og -rutchebane igen-igen
  • kan vi klare presset at tage en tur mere
  • Kan vi klare tanken om at vi kun er tre i vores familie
Mens jeg prøver at finde et enkelt ja/nej til mine 1000 spørgsmål, har vi forespurgt den spanske klinik, om de vil kontakte vores donor, og høre hende om hun kan lokkes til endnu en donation af æg.

Så nu venter vi.... igen

torsdag den 18. september 2014

Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

tirsdag den 14. januar 2014

Lykken er...

Lige her hos os.

BabyGirl er stadig helt vidunderlig- selvom hun ikke gider sove. Jeg er så glad for hende og alle hendes små særheder, det store temperament og mange grin og smil. Tænk at jeg kunne få et så skønt barn, med så mange af mine karaktertræk.

Og nu tager vi sgu chancen igen. Vi starter på hormonerne og ser om jeg ikke kan bygge en fin slimhinde, så vi kan få en lillebrøster til BabyGirl. Der ligger jo tre små æg i Spanien og venter.

Vi bliver jo hverken yngre eller mindre trætte og det er sikkert sindssygt hårdt at have to blebørn samtidigt- men tænk hvis jeg nu fik to børn.

Jeg har jo sagt det før. Jeg er både grådig og stædig. Når jeg lige tænker over det, så forstår jeg ikke, hvorfor jeg ikke er rig?


- Posted using BlogPress from my iPhone

onsdag den 19. juni 2013

Torsk med chorizo og mos med ærter

Nem og velsmagende aftensmad er i høj kurs i denne familie. Og når maden kan laves af eksisterende fødevarer fra køle og frys, er det bare win-win. Og jeg bliver altid lidt gladere, når maden ender med at være så smuk som her.
Torsken saltes og krydres med peber og bages i ovnen ved 160 grader i 12 minutter. Imens steges lidt chorizo, som giver smag, farve og tekstur til det bløde mos og torsk. Kartoffelmosen tilsættes frosne ærter. Jeg rev lidt citronskal over fisken og gav den også et pres med citronen.

Himmelsk aftensmad, og nu laver Loverboy pandekager til tordenvejret. Det er da en dejlig onsdag. Nyd den!

onsdag den 22. maj 2013

Hellefisk med citrondampet spidskål og broccoli

Fiskepakken bød på hellefisk, hvilket glædede mig. Jeg har nemlig længe gerne ville prøve en ret, fra hjemmesiden Vi skal spise. Prøv lige at høre her "Hellefisk bagt med serranoskinke og citrondampet spidskål". Det smagte lige så godt som det lyder!
Den eneste ændring jeg lavede, var at tilføje broccolibuketter sammen med spidskålen.

tirsdag den 21. maj 2013

Madplan for uge 21

Jeg prøver stadig på at finde en ny rutine med madplan og få blogget.
Det kræver lidt mere struktur at gå skabt plads til hobby, for smukke BabyGirl kræver gerne alt den opmærksomhed, som hun kan få. Men det mærkelige er, når hun endelig sover, har jeg bare lyst til at kysse hende vågen igen. Ammehjernen og den logiske hjerne slås en del for tiden. Ammehjernen vinder hver gang. Men her er altså madplanen for denne uge.


Mandag: Salat med perlespelt, feta, cherrytomat, courgette og vinegraitte

Tirsdag: besøg hos venner

Onsdag: ovnbagt hellefisk

Torsdag: oksegryde med daal

Fredag: fødselsdagsfest

mandag den 20. maj 2013

Brunch på Gothersgade

Solrige helligdage er nok det tæt på en alternativ definition af perfekte fridage. Hvor har dagen bare været skøn.
I morges tog Loverboy mig i hånden og BabyGirl i vognen, også trillede vi ned på MJ Coffee. Her delte vi en brunch, mens vi smugkiggede på meget bagstive folk og trætte marathonløbere, der spiste tiltrængte kulhydrater.
Jeg er faktisk imponeret af begge marathontyper. Det kræver altså også en del målrettethed og træning at holde til en bytur, som stadig ikke tilnærmelsesvist er slut kl. 10 næste morgen.
Det var fantastisk underholdning til en omgang brunch.
Brunchen bestod af scamlede æg, bacon, små ristede chilipølser, et par pandekager med sirup, tre stykker melon, ananas, druer og et stykke appelsin, en stykke brie, et par skiver parmaskinke og et glas yoghurt med lidt knas. Klassisk anretning til 169 kr