Loverboy og jeg tog på påskeferie til Nordjylland op til mit elskede Vesterhav, sol og mad i lange baner. Men jeg var blevet smittet af bloglands snak om de vilde ramsløg, og alle de skønne ting man kan lave med dem, så jeg brugte den halve nat på at læse lidt op de steder hvor de gror... ege- og bøgetræer, kystnære skove som Risskov, Middelfart og Lejre ... nu var det så ikke lige den vej, vi skulle køre.
Loverboy tilbød, at vi kunne køre omkring Lejre og stoppe ved den første bøgeskov, vi så. Vi gjorde derfor et stop ved Borrevejle Skov eller bedre kendt som Holbæksmotorvejsafkørsel 15... og vi kiggede i skovbunden... og vi kiggede ... og der var masser fine anemoner, grønne grene og skvalderkål - ingen ramsløg, så vi kørte videre i højt humør beruset af forårsdufte og solstråler.
Da vi kom til Nordjylland forhørte jeg mig hos familie og venner - uden held. Ingen kendte til de hemmelige steder, og få kendte faktisk til de forjættede planter. Måske findes de ikke i Nordjylland, tænkte jeg stille og glædede mig til at komme hjem, for jeg havde hørt rygter om, at de gror både ved Lammefjorden, på Amager og på Nørrebros Assistens Kirkegård...
hmmm tør man spise planter, der gror ovenpå grave?
Så var det, at vi spiste påskefrokost på den vidunderlige Villa Vest i Lønstrup og den søde Kim lige nævnte, at de da selv plukkede deres ramløg!!! (Ja der kommer et indlæg senere om maden.) Jeg lover dig, mine øjne blev så store som tekopper. Jeg spurgte og spurgte ind, og fik lokket ud af ham, at de voksede i området omkring Øland. Hmmm, det var hellere ikke lige den vej, vi skulle.
 |
Billedet er hugget her fra en artikel om Villa Vest |
Kim fortalte, at modstandsbevægelsen under 2. verdenskrig havde plantet ramsløg over deres våbenlagre, dels for finde dem igen og dels for at vildlede tyskernes våbenhunde.
MEN jeg fandt ramsløgsgejsten igen og havde derefter hundemanerer i bilen...dvs hovedet ud ad vinduet, når vi var ude og køre... og jeg nåede at råbe "STOP BILEN!" mere end en gang.
Så vi så på lidt flere forårsblomster i fine skyggefulde skovbunde...
Pludselig så jeg noget i øjenkrogen, som fik mit hjerte til at hoppe... Ramsløg, som snart ville springe ud. "Måske er Nordjylland bare lidt bagefter..." tænkte jeg, mens jeg fandt mit samlekit i bagagerummet og stormede ind i skoven.
Hmmm... de duftede ikke af noget... og da jeg gned bladene, luftede de bare af grønt. Det var jo ikke lige, hvad jeg havde hørt og læst. Hmmm stænglerne så også forkerte ud
...så jeg bakkede ud af projektet og plukkede en til fællesdiskussion i sommerhuset.
Det er så en liljekonval- ramsløgets giftige kusine.
Så nu skal jeg vist bare forbi Irma eller SuperBrugsen og finde noget ramsløg.