Status 2012

Dagens tankearbejde er altid en mærkelig oplevelse for mig - du ved godt hvad jeg taler om. Årets statusopgørelse. Men 2012 viste sig faktisk, at blive en langt bedre livsrejse end nogle af de andre år.

Endelig lykkedes det at blive gravid - helt rigtigt og vedvarende gravid. I alle mine drømme er jeg dog stadig ugravid, så det første jeg gør, når jeg vågner, er, at lægge hånden på maven og tjekke. Jeg ved da godt, at 6 kg ikke stikker af i nattens mulm og mørke - men frygten sidder stadig dybt i mig. Så det er med stor glæde, at jeg nu endelig er kommet i 35. graviditetsuge, og der kun er en månedstid tilbage. Babygirl skal nok overleve inde i min mave og komme ud og leve sit liv - og det er også noget, som jeg faktisk er begyndt at stole på. Mit mirakel.
Skal jeg være helt ærlig, troede jeg jo, at løbet var kørt - dengang hendes tvilling stak af. Og jeg har været bange - faktisk næsten hele vejen hertil - været bange for at jeg tabte hende, at hun ikke overlevede eller at det hele bare en fejl, og lægerne havde fejl af min graviditet og noget andet. Gud ske tak og lov for private scanninger og Loverboys tro på, at det hele nok ville gå. Og nu har vi både anskaffet en krybbe, en autostol, et puslebord og et legetæppe.
Hvad med en barnevogn?... jeg har givet op. Ved du hvormange modeller, der findes? Du tænker på det største tal, du kender og gange det med sig selv! Det er en jungle og en vild een af slagsen. Lige nu tænker jeg, at Babygirl alligevel får aldrig brug for et transportmiddel, i den første tid kommer hun jo til at blive båret på hænder og fødder eller i guldstole ... bagefter skal hun lære at cykle med hjelm og knæbeskytter. Gad vide om man skulle købe en heldragt i sikkerhedsskum eller airbags?

Nu er hele året jo ikke kun gået med tanker og gøremål om babygirl. Jeg har også spist og lavet en masse god mad. Jeg har været den dovne blogger i år, og ikke mindst en utro blogger og skrevet på et helt andet medie. Så en stor del af min fritid er i stedet gået med at skrive en semifagbog. Det er gået over alt forventning, og den er både blevet færdig til tiden og udkommet. Og målgruppen kan godt lide den! Jubiiiii... bogen gør mig ikke rig, men meget glad for det har været en sjov og energifyldt opgave i samarbejde med nogle søde kloge mennesker. Arbejde skal være sjovt. Det er så vigtigt at holde sig selv glad og tilfreds. Og det der med arbejde optager jo en ret stor del af mit liv. Min arbejdsglæde smitter af på resten af dagen, parforholdet, selvværdet og ikke mindst livsglæden. Og livsglæden skal holdes glad og varm.

Man kan, hvad man vil. Det koster blod, sved og tårer, men det er det hele værd. Så gør dig lige den tjeneste, mens du alligevel ligger på sofaen på årets første dag, og find ud af hvad du vil, og hvad der gør dig glad, og gå så målrettet efter det.

Jeg ønsker alle mine kære læsere et godt nytår. Tak for alle jeres søde kommentarer og kiggenforbi i 2012. Det gør mig glad og stolt at I gider at læse med. Lad os aftale at 2013 bliver et godt år, og jeg glæder mig i hvertfald til at se, hvad der sker.

Skrigeskinken er flyttet ind

... og jeg begynder at være bange for at det er en permanent tilstand. Jeg er stadig ikke kommet mig over min længeønskede graviditet, som satte sig udenfor livmoderen og krævede en operation og derefter en omgang cellegift. Kroppen og psyken drøjer med at finde den rigtige retning. Jeg har stadig ikke fået min menstruation siden jeg fik cellegiften for snart 2 måneder siden. Hormonerne springer rundt, og underlivet værker og min indre Skrigeskinke tager over.

Blogindlæggene og det rigtige arbejde hober sig op i dynger, for det eneste min hjerne gider at tænke på, er om det ikke snart er overstået. Fortalte jeg om prikken over i'et;  min kindtands rod flækkede og efter et par redningsforsøg hos tandlægen flækkede selve tanden og den måtte trækkes ud. Jeg har hørt ammestuehistorier om, at en graviditet koster en tand, men jeg synes at prisen er lidt for høj, når slutresultatet ikke leveres.

 Jeg er træt, sur og ked af det hele. Plus at jeg var nødt til at orientere mit arbejde om min situation med fejlslåen graviditet, så nu er mit sidste helle for fertilitet- og graviditetssnak forsvundet. Tilgengæld har jeg lært at sige til min mandlige chef, at jeg ikke føler mig komfortabel med at diskutere fremtidsudsigterne for mit underliv med ham.

Man lærer mens man lever... nu skal jeg snart slutte fred min indre skrigeskinke for hun er strid, og jeg savner hende den søde, kloge og omsorgsfulde del af mig.

God weekend,
Sushistegen aka. Skrigeskinken

Eviltyret fortsætter...

Så brugte vi jo 4 år på at blive gravide, og da jeg endelig blev gravid, satte ægget sig fast udenfor livmoderen. Så kunne man tro, at vi bare startede forfra igen.
Men nej, der er mere til eventyret, der udviklede sig til et eviltyr. Pludselig fik jeg igen kvalme, hedeture og ondt i underlivet. Blodprøverne understøttede mistanken. Kroppen og resterne af ægget havde besluttet at overtrumpe operationen, udskrabningen og beslutningen om at ende den ulyksagelige graviditet. Så jeg er stadig gravid med resterne.
Så imorges var vi forbi mit andet hjem aka. Rigshospitalet og få en omgang cellegift, som kan dræbe resterne af det liv som bare vil overleve. Ironisk nok er ægget lige så stædigt som os. Det er tre uger siden jeg fik fjernet hjørnegraviditeten

Det eneste jeg tænker på nu, er om jeg er blandt de 10% hvor det ikke virker. Vi skal jo åbentbart prøve alt.
Suk.

Tanker om hjørnegraviditeter

Jeg døde ikke. Jeg er altid bange for at dø under fuld narkose. Så jeg var lidt glad, da jeg vågnede op af narkosen. Indtil jeg kom i tanke om hvorfor jeg var der.

Nu er jeg ved at være lidt ovenpå. Lægerne brugte deres fredagsmorgenmøde på at stemme om, hvad de synes, der skulle ske med mig. Nogen vandt, og operationen gik planmæssigt. Rigets personale er stadig søde, kloge og opmærksomme. Jeg hader stadig at komme der. Har så mange dårlige erfaringer fra det sted. Tænker lidt på at snakke med nogen professionelle.

Jeg ved ikke rigtigt hvad der er op eller ned. Tankerne går amok og gerne i ring. Det hjælper at skrive dem ned. Så kommer der styr på dem.

Jeg kan blive gravid, og der kan vokse et foster i min livmoder. Men hvad nu hvis det kun gider at vokse i udkanten. Lige der på livmoderens svageste sted, tæt ved den store blodåre, hvor jeg kan forbløde ud i bughulen. Lige der hvor det ikke må sidde.

Ja, den er god nok. Billedet er til dig, som også skal have skolepengene tilbage fra biologitimerne. De skyformede poser er æggestokkene, hvor æggene ligger. Rørene fanger de modne æg med de røde fangetråde, som ligner kødædende blomster. Æggene føres via. rørene aka. æggelederne ind i livmoderen. Mine æggeledere er tidligere blevet klippet af og brændt, så jeg ikke skulle blive gravid udenfor livmoderen. Nå ja det dårlige hjørne er lige der, hvor der er tegnet med kuglepen.

Jeg er klar over, at hjørnegraviditeter er sjældne, men forekomsten af dem stiger ved operationer i underlivet. Og dem har jeg haft en del af.
Hvad regnes som et hjørne. Jeg har jo stadig det andet hjørne. Og der hvor de syede mit hjørne fast i livmoderen, er der så dannet dannet to nye? Gælder de samme regler som når man folder et stykke papir?

Nævnte jeg, at kroppen ikke har forstået, at vi ikke længere passer på et foster. Vi er ikke længere gravide, bortset fra alle de fysiske bivirkninger som eks. kvalme - meget kvalme.

Planen er at slutte fred og tage en alvorlig snak med Gud, og få taget en hulens masse blodprøver. Mit handler stadig om hcg-niveauet. Nu skal det bare i nul igen... som resten af mit liv.

Jo, jeg må faktisk godt være ked af det og sur for, det er SÅ hårdt at være mig.

Bliver æggebarnet mon til noget?

Drømmen om Æggebarnet kommer tættere på. Imorgen ringer de og fortæller, om der er nogle befrugtede æg til os i Spanien... puha det er hårdt at vente.

Al ting har en pris...

Bloggen var oprindelig tænkt som min dagbog, og trods mine søde trofaste 36... hov 37 faste læsere, er jeg begyndt at overveje en ekstra gang, hvad jeg kan dele på bloggen. Er mine barnløse tanker overhovedet interessante for andre end mig.  Ja, ja den er god nok... man bliver hurtigt selvoptaget, når berømmelsens spotlight rammer det store ego.

Vi kæmper stadig for at få et barn - også selvom vi nu har passeret vores 4. år. Og det er en hverdagskamp, som koster tårer, venskaber og kræfter, men også en kamp der giver tro på at kærligheden tåler og overvinder alt - selv ufødte børn, hormonbehandlinger og ikke-eksisterende sex. Det eneste, jeg ved, er til stede er nuet og kærligheden. Der er ingen garantier i livet, så jeg kæmper. Uden kamp, ingen vinding! Og alt jeg har alt at vinde; forældreskab, familieliv og meget mere samliv med Loverboy.

Kampen om æggebarnet er skudt i gang. Jeg har tabt kampene om det biologiske barn, men det var de indledende kampe. Nu skifter vi taktik og sætter alt ind på æggebarnet. Alt på fremtiden, også selvom der er en pris.

Første udkast til den nye masterplan giver nemlig to svære udfald. Et, hvor jeg er nygravid og cirka derhenne, hvor jeg aborterede sidste gang...  I det andet scenarie er jeg gravid og sandsynligvis ved at skide i bukserne af nervøsitet af tanker om det sidder fast. Ingen af tilfældene giver et særligt fedt bryllup.

Endnu engang må vi erkende, at barnløshedsafviklingsprocesserne ikke kan køre parallelt med ret mange andre store ting. Vi kan ikke både have hovederne i bryllupsplaner og æggebørn. Og prisen er i første omgang det planlagte bryllup. Vi vil hellere være en familie end have et foto og to guldringe.

På vej til fase 2...

Så er vi på vej til det adoptionsforberedende kursus bedre kendt som fase 2. Jeg er spændt på kurset og de andre deltagere. Vi tankede morgenmad vil turen på mit nye morgenmadsted. Klokken var 8, Jeg stod bagved et par på min egen alder, som købte smøger og cola. De var på vej hjem fra byen og stadig småstive. Pigen gik væk fra disken,da de skulle betale. Og manden var meget længe om at foretage sig noget, som jeg troede var at bestemme sig for smøger eller betale. Jeg vendte mig om og opdagede, det var kondomvalget, som voldte problemer. Det er altså sjovt, som det stadig er lidt småpinligt og mandens opgave.

Stork søges til generte æg

Tja... så sidder jeg igen i rugekassen, og imorges var vi til den første æggescanning.
Jeg er altid lidt nervøs inden første scanning, det er lidt for spændende at finde ud af, om jeg har flere æg tilbage. Men heldigvis var tilbagemeldingen god. Så nu ruger jeg på ca 8 æg fordelt på hver æggestok... dvs lægen snakkede om et konglomerat af æg, der skjulte sig bag den anden æggestok. Mine æggeledere er sammenvokset, og derfor ligger den ene æggestok bag den anden, men jeg kan bedre lide at tanken om, at mine æg er generte.

Og jo tak, æggene vokser fint..., men de presser på lænden, og det stresser lidt mit hoved. Jeg er altid lidt nervøs for, om der er voksende æg eller cyster, men den er god nok. Nu håber jeg bare, at det er guldæg af højeste kvalitet... når jeg bliver grådig, håber jeg, at æggene er gode nok til en ægte her-og-nu-baby og en frysebaby.

Faktisk blev jeg stresset af hele situationen, at jeg blev hjemme fra jobbet. Nu ligger jeg på sofaen og ser tv og netsurfer, mens jeg diskuterer med mig selv, om jeg våger at håbe på, at IVF'en virker denne gang, eller om jeg kan undgå at ryge helt ned i kulkælderen, når det går galt.

Hvor finder man en stork, nå man skal bruge den?