Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

Hjertet kræver hvad det ønsker

Igår fik jeg en hilsen fra Tine, som fik mig til at græde (en lille smule). Hun læser lidt med her, selvom hendes situation afviger en smule fra min. Hun har nemlig fået en lille guldklump, og hun vil så gerne have en mere. Hun genkender nogle af mine triste ord om, hvor hårdt det er at leve med misundelsen og jalousien på de gravide, og angsten for at aldrig opleve at få et barn eller en familie.
Tine rør ved et andet tabu, som handler om man også godt må have alle de negative følelser, når man allerede har fået en baby, og bare gerne vil have en mere.

Og jeg tænker et kæmpestort ja. Det må man gerne!
En af mine veninder sad i samme situation, og vi snakkede meget om det. Nogle af de ord, som blev hos mig efterfølgende, var, at det værste nu var, at man vidste, hvor stor en glæde barnet gav, og nu skulle man aldrig opleve at få en mere. Det er da også en stor sorg. Problemet er jo, når man føler sig som en forældre til et eller flere børn, og man ikke kan få dem. F...ing barnløshed - alene ordet stinker.
Nogengange tror jeg, at forbandelsen ligger i, at vi lever i en tid, hvor alt er muligt og det eneste noget kræver, er man er villig til at sætte alt ind på at opnå (børne)drømmen. Der er bare ingen garantier - til gengæld kan man være sikker på at vejen er belagt med nederlag, mindreværd og smerter af både fysisk og psykisk karakter.
Da jeg var yngre, troede jeg at det med børn var et sikkert stik. Jeg skulle bare lige sørge for at have nogle ting på plads, som min uddannelse og manden i mit liv. Det show gad min krop så bare ikke længere vente på. Så nu sidder jeg her i den perfekte ramme og har drømmen i behold, men ingen gode æg.

Heldigvis jeg lidt doneræg i Spanien, og min slimhinde er atter parat. Jeg har de forløbne uger taget mine mange piller, de 7 hæslige sprøjter og haft en masse angst for at min slimhinde også var gået i stykker. Men alt er godt indtil videre. Den gode danske læge har kigget på slimhinden, og siger den er både tyk og 3 delt. Så mangler jeg bare et GO! fra IVI, så jeg kan få min æggebaby. Jeg er så klar til at få min drøm opfyldt.

Træt med Ikke-termin

jeg er træt af det hele...så der sker ikke så meget på bloggen eller hos mig. Har ikke så meget lyst til noget for tiden.
Jeg er startet på hormonerne igen, igen, igen og min krop er træt. Jeg er træt, og Loverboy er træt.
Kroppen strejker. Hormonerne er onde ved mig. Igår kastede jeg op. Den ondeste hovedpine var flyttet ind i hele øverste etage.

Egentligt var det meget passende. Det var datoen for vores ikke-termin for hjertebarnet. Barnet som vi aldrig fik, som endte ud i graviditeten, som aldrig ville gå væk. Tænk at der allerede er gået 9 måneder.

Hormonerne raser i min krop og hjerne, og alle andre kvinder i verden bliver stadig gravide, får store maver og føder smukke sunde børn. Vi står stille og lever i hormon- og barnløshelvede. Det er ikke til at holde ud at gå dette helvede igennem gang på gang. Jeg er træt, og overvejer sporadiskt at give op. Det er bare ikke en holdbar løsning, når nu vi føler os som forældre, som mangler vores barn.
Vi har været igang i 5 år. Prøvet 15 forskellige hormonbehandlinger ... vi har vel prøvet dem alle. Og vi står stadig alene her og venter. Kan ikke give op.

Som jeg sagde, jeg er træt... og jeg forstår godt du bliver træt af at læse med her, men det er sådan tingene står til.



Placering: Hormonhelvede

Negativ graviditetstest

Lød svaret fra klinikken og den dårlige nyhed spredte sig med lynets hast til mit humør. Det er som om jeg lige når at genvinde troen på en vellykket graviditet, inden jeg får en ny mavepuster.
Jeg havde ellers alle de rigtige tegn. Ingen mens, træthed, hovedpine og oppustethed... Men jeg burde nok have gennemskuet det, da jeg fik diaré. Oh yeah endnu et blogindlæg om alle de trælse ting min krop kan. I siger bare til, hvis i vil prøve at bytte krop. Køen er overraskende kort, da hormonerne jo også lige smider lidt ekstra kilo på. Ja min røv ser stor ud i fertilitetshelvede.

Det værste er, at jeg hoppede ombord på håbets skib og lod følelserne råde. Nu er der skibbrud Igen igen. Gad vide om det nogensinde lykkes. Den danske Ynglingslæge var sød og skrev til mig at han stadig var positiv indstillet og tror på det nok skal lykkes. Og Loverboy kom alligevel hjem med både blomster, sushi og kærlighedserklæringer. Det er stadig en lortedag, men mit hjerte er intakt.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Location:Fertilitetshelvede

hvordan sørger man?

Det er tungt for tiden, jeg er grådlabil og har meget svært ved at tale om min mislykkede graviditet og den efterfølgende abort. Så jeg har taget konsekvensen og søgt professionelt hjælp, for jeg behøver hjælp til at komme mig, komme videre og komme igen ... tilbage til mig selv.

Noget af det psykologen sagde, var jeg skal anerkende det store slid, jeg har haft på psyken og kroppen i gennem de mange mislykkede IVF behandlinger og store tab af mislykkede graviditeter, håb og tro. Det slider, og jeg har mistet min robusthed. Det kræver energi at bygge den op igen, og jeg skal tænke over hvordan jeg får fat i noget god energi og hele tiden huske at bygge den op og ikke bruge for meget af den.

Men så spurgte hun til, hvordan jeg sørger over mine tab... mine tabte børn, drømme, fremtid?

Og jeg er stadig hende (og mig selv) svar skyldig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sørge. Jeg er rigtig dårlig til at sætte mig ned og græde igennem. Min første reaktion er at at kæmpe, og i dette tilfælde bekæmpe tårerne og genvinde kontrollen -udsætte sorgen til jeg kan håndtere den. Men jeg tager den ikke op igen, så den ligger bare der i baggrunden og truer med bål og brand, hvis der er en lille sprække.

Så mit enkle spørgsmål er.... hvordan sørger man? Er der en måde jeg kan komme igang på? For jeg vil så  gerne op igen... og blive mig selv igen... og holde op med at græde indeni.

Skrigeskinken er flyttet ind

... og jeg begynder at være bange for at det er en permanent tilstand. Jeg er stadig ikke kommet mig over min længeønskede graviditet, som satte sig udenfor livmoderen og krævede en operation og derefter en omgang cellegift. Kroppen og psyken drøjer med at finde den rigtige retning. Jeg har stadig ikke fået min menstruation siden jeg fik cellegiften for snart 2 måneder siden. Hormonerne springer rundt, og underlivet værker og min indre Skrigeskinke tager over.

Blogindlæggene og det rigtige arbejde hober sig op i dynger, for det eneste min hjerne gider at tænke på, er om det ikke snart er overstået. Fortalte jeg om prikken over i'et;  min kindtands rod flækkede og efter et par redningsforsøg hos tandlægen flækkede selve tanden og den måtte trækkes ud. Jeg har hørt ammestuehistorier om, at en graviditet koster en tand, men jeg synes at prisen er lidt for høj, når slutresultatet ikke leveres.

 Jeg er træt, sur og ked af det hele. Plus at jeg var nødt til at orientere mit arbejde om min situation med fejlslåen graviditet, så nu er mit sidste helle for fertilitet- og graviditetssnak forsvundet. Tilgengæld har jeg lært at sige til min mandlige chef, at jeg ikke føler mig komfortabel med at diskutere fremtidsudsigterne for mit underliv med ham.

Man lærer mens man lever... nu skal jeg snart slutte fred min indre skrigeskinke for hun er strid, og jeg savner hende den søde, kloge og omsorgsfulde del af mig.

God weekend,
Sushistegen aka. Skrigeskinken

Hvordan en Psykohjerne kan blive glad igen

Kroppen opfører sig mærkeligt slimet og underlivet værker. Det må være tegn på at den falske graviditet er ved at være overstået? Jeg burde være glad, men humøret ikke rigtig gider være med.

Igår var jeg sandsynlig PMS og det var en crap timing, da jeg skulle til bryllupsfest med det ondeste humør længe. Jeg havde lyst til at rive hovedet af den første, som ville stikker næsen frem. Angst for alle de andre søde gæsters velmenende snakke og spørgsmål om vores aflyste bryllup og den mislykkede graviditet. Spørgsmål som jeg ikke orker at svare på, fordi der ikke er nogle gode svar andet end: Vores liv sucks! Det her er et lorteår, og jeg har intet overskud længere. Det er væk, slut og jeg er i den grad i minus.

MEN var gæsterne søde og tilpas overfladiske til at vi bare jokede og grinede hele aftenen, og da min bordherre følsomt og respektfuldt spurgte ind til, om vi havde fravalgt børn, endte vi i en rar snak. Hvor han fortalte om deres to skønne reagensglasbørn og deres hårde kamp, som gav bonus og lykke.

Det var en skøn aften, og idag er der håb forude. Det er ok at jeg synes livet stinker. For det gør det bare nogengange, men idag skinner solen og jeg skal kysse Loverboy hele søndagen.

Tanker om hjørnegraviditeter

Jeg døde ikke. Jeg er altid bange for at dø under fuld narkose. Så jeg var lidt glad, da jeg vågnede op af narkosen. Indtil jeg kom i tanke om hvorfor jeg var der.

Nu er jeg ved at være lidt ovenpå. Lægerne brugte deres fredagsmorgenmøde på at stemme om, hvad de synes, der skulle ske med mig. Nogen vandt, og operationen gik planmæssigt. Rigets personale er stadig søde, kloge og opmærksomme. Jeg hader stadig at komme der. Har så mange dårlige erfaringer fra det sted. Tænker lidt på at snakke med nogen professionelle.

Jeg ved ikke rigtigt hvad der er op eller ned. Tankerne går amok og gerne i ring. Det hjælper at skrive dem ned. Så kommer der styr på dem.

Jeg kan blive gravid, og der kan vokse et foster i min livmoder. Men hvad nu hvis det kun gider at vokse i udkanten. Lige der på livmoderens svageste sted, tæt ved den store blodåre, hvor jeg kan forbløde ud i bughulen. Lige der hvor det ikke må sidde.

Ja, den er god nok. Billedet er til dig, som også skal have skolepengene tilbage fra biologitimerne. De skyformede poser er æggestokkene, hvor æggene ligger. Rørene fanger de modne æg med de røde fangetråde, som ligner kødædende blomster. Æggene føres via. rørene aka. æggelederne ind i livmoderen. Mine æggeledere er tidligere blevet klippet af og brændt, så jeg ikke skulle blive gravid udenfor livmoderen. Nå ja det dårlige hjørne er lige der, hvor der er tegnet med kuglepen.

Jeg er klar over, at hjørnegraviditeter er sjældne, men forekomsten af dem stiger ved operationer i underlivet. Og dem har jeg haft en del af.
Hvad regnes som et hjørne. Jeg har jo stadig det andet hjørne. Og der hvor de syede mit hjørne fast i livmoderen, er der så dannet dannet to nye? Gælder de samme regler som når man folder et stykke papir?

Nævnte jeg, at kroppen ikke har forstået, at vi ikke længere passer på et foster. Vi er ikke længere gravide, bortset fra alle de fysiske bivirkninger som eks. kvalme - meget kvalme.

Planen er at slutte fred og tage en alvorlig snak med Gud, og få taget en hulens masse blodprøver. Mit handler stadig om hcg-niveauet. Nu skal det bare i nul igen... som resten af mit liv.

Jo, jeg må faktisk godt være ked af det og sur for, det er SÅ hårdt at være mig.

Alene hjemme med Loverboy eller pandekager med flødeskum og frugtsalat

Jeg tænkte over Carlas gode råd fra igår. Så i dag har jeg sat pris på nogle af de ting, kan jeg lave fordi jeg ikke har nogle børn. 

Man kan være oppe hele natten i hvert fald til kl 2 og fundet en masse nye, gode og spændende blogs. Sove længe ... helt til kl 10.

Jeg har set en masse tv-serier - længe leve TV2 Zulus seriesøndage og harddiskoptageren. 

Spist meget slik.

Og til aftensmad har vi spist pandekager - kun pandekager ikke noget med en førsteret som suppe eller gule ærter  - bare pandekager med frugtsalat og flødeskum.

Pandekager uden sukker

3 æg

4,5 dl mælk

1/2 tsk salt

150 g mel

50 smeltet smør

Dejen piskes sammen og hviler i 30 minutter.

Frugtsalat
1 moden mango
1 banan
1 appelsin
en håndfuld frosne blåbær
et splat ahornsirup
basilikum

Frugten skæres i mindre stykker. Blåbærrene lægges i en kop sammen med ahornsiruppen og mikroovnes i et minut... trylle trylle og så har man den skønneste blåbærsirupsmarinade. Marinaden afkøles og hældes over den udskårne frugt og hakket basilikum drysses over.

Not so bad...

De allermindste sko fra de onde stedsøstre...

sidder lige nu på mine fødder - og de gør ondt.

Endnu et par fra bekendtskabskredsen har annonceret deres graviditet. Dejlig for dem, men de bittesmå sko råber højt om uretfærdighed, når de der ustabile parforhold bare smutter babyer ud på kommando a la: det bliver nok bedre, hvis vi får et barn (til!)

Livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- livet er uretfærdigt- og jeg prøver at acceptere det.

Jeg synes, det er så svært at håndtere de der knaldulovlige følelser, som ikke vil fejes ind under det mentale gulvtæppe.

Dårlige æg, æggeledere og humør

Vi har besøgt en af verdens bedste specialister i fertilitet og endometriose - alene hans navnet indikerer styrke Professor Carlos Simón. Han er den første læge nogensinde, som har fortalt os sammenhængen mellem fertilitet og endometriose. Æg fra piger med endometriose har en dårligere kvalitet, og de har derfor sværere ved at blive gravide. Han har lavet donorforsøg med både æg fra endopiger og almindelige pigers æg, og hans resultater viser, at gravitetschancerne afhænger af hvorvidt doneren (ikke modtageren) har endometriose. Det vil sige, vi har gode chancer for at få vores eget æggebarn. Juhu... Endelig gode nyheder.

Så var det bare lige, at han skulle tjekke mit underliv med en ultralydscanning og en prøvetilbagelægning med æggeslanger. Han vil nemlig være sikker på, at alt er, som det skal være. Fint, tænker jeg. Jeg er lige blevet tjekket 3 gange indenfor de seneste to måneder. Ingen problemer der. Tip top tjek!

'This is a problem' hører jeg ham sige, og rummet drejer rundt og alt ilten forsvinder kortvarigt. Min højre æggeleder er fyldt med væske, og skal fjernes. De kan ikke hjælpe os, før den er fjernet. Simon forklarer, at væsken skyller ned over de befrugtede æg, og forgifter dem, eller endnu værre æggelederens væske tiltrækker ægget, således at det sætte sig fast udenfor livmoderen, og det er både meget farligt for mig, og giver ingen børn. Det er bare så meget op ad bakke, og føles så urimeligt.

Hvad er det, som der skal til for at få fat i et barn! Det er altså lidt af tilbagevendende prøvelse. Vi spæner fra det ene land til det næste, skifter medicin, prøver akupunktur, afholdenhed... og det føles om om vi meningsløst kaster alle vores penge ned i børnehullet... men uanset hvilken udvej, løsning eller mulighed vi vælger, sidder vi stadig i samme barnløse situation.

Nu skal jeg så opereres, og have fjernet den ene af de uduelige æggeledere, vel og mærke når jeg kan få en tid til operation. Også vente to til tre måneder før vi kan gå i gang med ægdonation... og hvad gør vi så lige med adoptionsplanerne til da...

ØV!

Fois gras på ristet landbrød med ahornsirup

Så kom jeg til at spise næsten hele Loverboys gave fra London. Den nåede alligevel at bo hos os i mere end en måned. Altså jeg havde fået lov, men nu synes jeg, at det er lidt synd for ham, at dåsen er tom - helt tom.

Nej, jeg delte selvfølgelig dåsens indhold med ham... eller måske var splittet nok mere 65/35 til mig...

Den eneste grund til jeg ikke slikkede dåsen, var, at den var åbnet med en gammeldags dåseåbner, og jeg holder nu alligevel ret meget af min tunge.

Det er vist heller ikke så sundt med alt den A-vitamin, men hey jeg er jo ikke gravid, så jeg må spise alt!
Gad vide hvad køleskabet ellers gemmer på?

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.

Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.

Tanker om mine fortabte børn

Hmmm... det er en omstillingsproces af de svære. Det at leve et andet liv end det, man havde planlagt og drømte om. Forestillingen om et familieliv, et voksenliv som far, mor med børn. Jeg tilhører jo generationen, hvor kvinderne først lige skal tage en uddannelse, skabe sig en karriere, finde en god ligeværdig partner, også er man klar til at få børn. Det indgår ligesom ikke i ligningen, at graviditetsholdbarheden er overskreden, og man ikke længere kunne få børn.

Jeg troede jo, at det at få børn, var noget man valgte at få, når man var klar. Jo, jo...man havde jo hørt om, det kunne godt tage lidt tid - et par år eller noget. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi skulle være i fertilitetsbehandling i 3½ år og 11 IVF forsøg uden at komme familiedrømmen nærmere.

Ingen vil jo være dem, som ikke kunne få børn. Man ved jo godt, at der nogen, som ikke får deres egne biologiske børn, men det er jo ligesom trafikuheld, kræft og alle de andre "goder"- det er noget, der sker for de andre.

Hvordan skaber man lige et familieliv uden børn? Jeg ved da godt, at vi bare kan adoptere. Men sjovt nok er tingene altid lidt mere komplicerede, når man undersøger dem nærmere. 

Gid vi havde giftet os tidligere, gid vi blevet kæreste første gang vi var interesserede i hinanden, gid vi havde kendt den optimale IVF behandling fra starten...gid...gid... gider det bare ikke.

Risengrød- det søde til den sure

Jeg havde glemt, hvor godt risengrød smager.... og nej der er lige tilpas med smørklat i.

Jeg bruger en gammel svensk opskrift, hvor man starter med at koge risgrynene i vand inden man tilsætter mælk, og det brænder aldrig på.
Love it!

Ellers står programmet på hidsigt arbejde med en masse overvejelser om, hvordan jeg skal få købt de der julegaver, som nogen forventer at få af mig om et par dage.  OG Nej, jeg er ikke kommet mig over at være ugravid... jeg prøver bare at arbejde mig i gennem det i stedet for. Det er rarere, at i det mindste gøre en forskel på jobbet, nu hvor det ikke lige ligger i kortene, at der sker nogen familieforøgelse om hjørnet. Jeg synes, denne her (efterhånden velkendte) proces stinker, og jeg kan stadig ikke håndtere det efter alle vores forsøg.
Jeg ved godt, at det er dårlig løsning, men der går bare mand i mig. Det er nemmere at arbejde end at prøve at gennemskue, hvad der så skal ske med det der liv, til vi får en familie...

Må man godt ønske sig en baby i julegave?