Så er det slut

Åh dette indlæg har jeg slettet og skrevet et par gange. 

Jeg har skrevet igen og igen, fordi jeg havde brug for at sætte ord på mine følelser og forsøge at forstå mit indre kaos. 

Jeg slettede det igen og igen. Dels fordi jeg håbede det ikke rigtigt/ sandheden og eller min virkelighed, og dels fordi jeg tænkte, at det ikke længere var relevant. Jeg er ikke længere særlig aktiv på bloggen. Den har haft sin tid og gang. 

Jeg opdaterer bloggen alligevel med dette indlæg. Det er godt at lukke fortællingen om vores rejse som kæmpende ufrivillige barnløse. Vi kom jo ud på den anden side, og vi fik vores længeventede og vidunderlige babygirl - som faktisk nu er 2,5 år. Tiden flyver afsted, og vi lever et godt liv. 

Men vi kunne jo ikke nære os, og pludselig voksede drømmen om at bliver fire og gøre babygirl til storesøster.  

Så vi kastede os ind i kampen igen. Jamen nogengange overvejer jeg om der er noget galt med vores hoveder! Der er det mest sindssyge helvede man kan forstille sig. 

Super stress kombineret med crazy hormoner. Man skal have lidt dårligt omløb i hjernen for melde sig frivilligt ind igen. 

Vi prøvede prøvede og så prøvede vi igen. Vi løb tør for babygirls donors æg ( ja det hedder hun i vores verden. Hun er ikke andet end en fantastisk kvinde, der donerede sine æg til mig). 

Vi besluttede at købe nogle flere æg fra en ny donor. Det var en meget træls oplevelse, da hun blev overstimuleret og overproducerede et meget stort antal æg (tror det var 36) hvor kun 7 eller 9 kunne befrugtes. Ja ja min hjerne fortrænger stadig det meste af det som sker, når jeg er i behandling. Det har faktisk været en af fordelene ved at have bloggen. Den har været mit opslagsværk til min egen historie. Jeg har jo heller ikke forventet, at det skulle vare så længe. 

En lang historie kort. Jeg blev hverken gravid første eller anden gang, vi prøvede med de nye donoræg. Og i takt med forsøgene faldt vores tillid dels til æggenes kvalitet og dels til at det ville lykkes igen. En af de helt store ulemper ved at være i donor-ivf-behandling er at der stadig er så mange uafklarede forhold. Der er så mange ting lægerne famler og gætter sig til. Jeg tror vi engang finder ud af at overstimulerede æg er dårligere. Ja der er nogen som bliver gravid af dem. Men sådanne nogle træge som mig har brug for alt saft og kraft. 

Så det store spørgsmål rejste sig. Skulle vi købe nogle nye æg fra en tredje donor og starte forfra igen. 

Vi har diskuteret det mange gange og vi endte der, hvor vi prøvede med et sidste forsøg på 2. Donors æg og derefter, uafhængigt af udfald, ville vi stoppe med behandlingen. 

Det sidste forsøg var en prøvelse. Medicinen var træls- som sædvanlig. Og denne gang gik der kaos i stimuleringssprøjterne. Vi glemte at blande det aktive tørstof i saltsopløsningen. Og jeg fik kun injekteret saltvand. Dette var på anden dagen og vi opdagede det først på 5 dagen. Heldigvis fik vi kontakt med den spanske klinik, som instruerede os i at tage en ekstra. Slimhinden udviklede sig som den skulle og var meget fin og klar til at modtage de sidste æg. 

Dagen kom og vi rejste igen til Spanien - denne gang Barcelona. Det er lettere at komme til og fra. Men jeg kan altså bedre lide folkene i Valencia. Barcelona er meget professionelle, og alt kører på skinner. Der er bare ikke så meget menneskelig omsorg og kontakt som på klinikken i Valencia. 

Oplægningen af æggene gik over al forventning, og begge æg overlevede optøningen. Jeg havde faktisk forventet, at det ville mislykkes. Anden gang vi var der, overlevede ægget ikke, så de måtte optø et mere. Så denne gang havde vi bedt om at få lagt to æg op. 

Jeg rugede og rugede det bedste jeg har lært. Kiggede efter små gode tegn og fandt en masse positive. Jeg måtte være gravid. Og jeg følte mig gravid. Måske overlevede de begge to. Faktisk gik jeg også lidt i panik. Hvordan skulle vi kunne klare tvillinger, med to fuldtidsjob, en 3 årig og lejlighed på 4. Sal. 

Nå men stille og roligt byggede vi en forventning op, om hvor smukt og spændende en fremtid, vi gik i møde. Jeg var så glad for at BabyGirl skulle være storesøster. Hun er så glad for babyer og leger hele tiden med sin dukke, som skal puttes, skiftes, spise og køres i barnevogn. Det hele var perfekt. Og hvis de begge kom ud, så måtte vi jo løse det og flytte. 

Så kom dagen for blodprøven. Jeg tog den tidligt morgen, så vi hurtigt kunne få svar. Desværre grundet ferietid og weekend, ville vi først få svar tre dage senere. På andendagen tog jeg en urinprøve. 

Den var negativ. 

Verden stoppede bare. 

Jeg var ikke gravid. Jeg ønskede det så meget, at jeg havde bildt mig selv det ind med alle mulige indbildske symptomer. Fuck hvor jeg hader det!  Jeg hader, at jeg ikke kan stole på min krop. Jeg hader, at det her så hårdt. Det er så hård en proces for min krop og sjæl. Jeg ville så gerne have flere børn. Jeg vil give næsten alt jeg har, og jeg har betalt i både guld, sølv og grønne skove for at prøve at få nogle børn. 

 Det er så uretfærdigt og tarveligt. Jeg synes .... Jeg bliver bare tom for ord og følelser. Følelsen af tab og sorg er så massiv, at jeg næsten ikke kan trække vejret eller se ud gennem vandet i mine øjne. 

Heldigvis har jeg en lille pige. Der kravler op på mig og hiver mig i hånden, mens hun siger: "Mor lege med mig?" Det gør sorgen lettere at bære. Den vil følge med mig en tid, og erfaringen har lært mig, at sorgen bliver lettere at bære. 

Måske forsvinder den en dag, det håber jeg. 

Heldigvis er det også slut med alle de lorte hormoner og leve i "er donor/ min livmoder klar til næste omgang kalender-helvede."

Pas godt på jerselv og jeres nærmeste. Vi har kun dette liv, og husk at bruge det godt. 

Jeg har været så glad for alle jeres opmuntrende og støttende kommentarer gennem de mange år. Tak. Det var betydet al verden til forskel for mig. Det har givet mig luft og tillid til at dele et til tider meget svært forløb

med nogle dejlige mennesker i blogland. 

Hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller har brug for at snakke mere ægdonation, så er du velkommen til at. skrive til mig. 

Sendt fra min iPhone

Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

Min mor skal være udødelig

Jeg er så heldig stillet at have fantatiske forældre. De stiller altid op og hjælper til, både når der brug for det, og bare fordi de gerne vil være sammen med os. De involverer sig respektfuldt i vores liv og er altid friske på at tage en snak om hvad enten emnet er mad, job, liv eller noget fra avisen.

Men min mor blev indlagt på sygehuset i går - sandsynligvis har endnu en lille blodprop sat sig fast et dumt sted i hjernen, og det påvirker hele hendes system. Balancenerven driller, venstre ben slår ud og... og selv om jeg er meget voksen, bliver jeg virkelig bange for at miste min mor.
Jeg er ikke tilnærmelsesvis parat, indstillet eller klar til at miste hende. Og slet ikke nu hvor jeg endelig har fået min datter. Jeg har stadig brug for min mor, hendes gode råd, tips og kærlighed.
Jeg bliver bange for at min datter aldrig når at lære min fantastiske mor at kende. Jeg har jo set hvor meget mine nevøer elsker deres mormor, og jeg ved hvormeget hun har glædet sig til min datter endelig ankom, så det er næsten snyd, hvis de to ikke skal have nogen tid sammen.
Må man godt være grådig, når det gælder kærlighed? Jeg vil så gerne have mere af min mors, og jeg vil så gerne have hende her lidt endnu...

Bloggerkærlighed til folket

Jeg elsker min blog. Jeps, den er god nok. Jeg elsker at have et sted, hvor jeg kan lægge mine ord og tanker fra mig og genbesøge dem, genfinde nogle af mine gamle opskrifter og småhygge med en masse andre bloggere, som jeg kender fra cyperspace. Jeg føler mig priviligeret, især i disse dage, hvor medierne igen fortæller om stakkels mennesker forfølges og mobbes på internettet. Det har jeg været forskånet for. Når det går vildt for sig på min blog, får jeg lidt spampost. Det er en ringe pris. 

Så i dag lyder en stor tak mine søde læsere og besøgende. Tak fordi I altid holder en god tone - også når I synes noget andet end mig.

Skaber mad i fryseren lykke?

Lange arbejdsdage ender godt, når man har hjemmelavet kyllingchili i fryseren og nok avokado til en hurtig guacamole og en klat creme fraiche. Må man godt elske sin fryser?

hmmpf... og nu har jeg søgt på bloggen efter min opskrift på kyllingchili. Søgningen tog længere tid end det tog mig at varme chilien, mixe guacaen OG spise det hele. Måske har jeg bare aldrig blogget opskriften - dovne rad
... og nu er jeg træt og skal i seng og sove til tv'et.

Ses en anden dag