onsdag den 19. juni 2013

Torsk med chorizo og mos med ærter

Nem og velsmagende aftensmad er i høj kurs i denne familie. Og når maden kan laves af eksisterende fødevarer fra køle og frys, er det bare win-win. Og jeg bliver altid lidt gladere, når maden ender med at være så smuk som her.
Torsken saltes og krydres med peber og bages i ovnen ved 160 grader i 12 minutter. Imens steges lidt chorizo, som giver smag, farve og tekstur til det bløde mos og torsk. Kartoffelmosen tilsættes frosne ærter. Jeg rev lidt citronskal over fisken og gav den også et pres med citronen.

Himmelsk aftensmad, og nu laver Loverboy pandekager til tordenvejret. Det er da en dejlig onsdag. Nyd den!

onsdag den 22. maj 2013

Hellefisk med citrondampet spidskål og broccoli

Fiskepakken bød på hellefisk, hvilket glædede mig. Jeg har nemlig længe gerne ville prøve en ret, fra hjemmesiden Vi skal spise. Prøv lige at høre her "Hellefisk bagt med serranoskinke og citrondampet spidskål". Det smagte lige så godt som det lyder!
Den eneste ændring jeg lavede, var at tilføje broccolibuketter sammen med spidskålen.

tirsdag den 21. maj 2013

Madplan for uge 21

Jeg prøver stadig på at finde en ny rutine med madplan og få blogget.
Det kræver lidt mere struktur at gå skabt plads til hobby, for smukke BabyGirl kræver gerne alt den opmærksomhed, som hun kan få. Men det mærkelige er, når hun endelig sover, har jeg bare lyst til at kysse hende vågen igen. Ammehjernen og den logiske hjerne slås en del for tiden. Ammehjernen vinder hver gang. Men her er altså madplanen for denne uge.


Mandag: Salat med perlespelt, feta, cherrytomat, courgette og vinegraitte

Tirsdag: besøg hos venner

Onsdag: ovnbagt hellefisk

Torsdag: oksegryde med daal

Fredag: fødselsdagsfest

mandag den 20. maj 2013

Brunch på Gothersgade

Solrige helligdage er nok det tæt på en alternativ definition af perfekte fridage. Hvor har dagen bare været skøn.
I morges tog Loverboy mig i hånden og BabyGirl i vognen, også trillede vi ned på MJ Coffee. Her delte vi en brunch, mens vi smugkiggede på meget bagstive folk og trætte marathonløbere, der spiste tiltrængte kulhydrater.
Jeg er faktisk imponeret af begge marathontyper. Det kræver altså også en del målrettethed og træning at holde til en bytur, som stadig ikke tilnærmelsesvist er slut kl. 10 næste morgen.
Det var fantastisk underholdning til en omgang brunch.
Brunchen bestod af scamlede æg, bacon, små ristede chilipølser, et par pandekager med sirup, tre stykker melon, ananas, druer og et stykke appelsin, en stykke brie, et par skiver parmaskinke og et glas yoghurt med lidt knas. Klassisk anretning til 169 kr

onsdag den 8. maj 2013

Buffalo spicy chicken

Madplanen dikterede Newyorker By Hearts Buffalo kylling, og det blev jeg ret glad for. Det vil sige, oprindeligt er det vist mere en snack, men vi fik også ovnbagte kartoffelbåde til og vupti blev til et helt aftensmåltid. Det er et hit at bruge reelt kyllingekød.
Jeg fulgte næsten hele opskriften slavisk, men jeg tilsatte dog en hel rød chili i småstykker til kyllingens marinade for vi elsker det stærkt... nåh ja jeg tilsatte også mere creme fraiche og ost til bluecheesedippen, for jeg elsker snask og spiser ret meget.

Ja, det er en af fordelene ved at amme. Jeg spiser virkelig meget mad for tiden. Nå ja og kanelsnurrerne er skiftet ud med flødeskumskager. Jamen har du spist en kartoffelkage for nyligt? De er jo kampgode... også i regnvejr... hmmm.... gad vide hvornår Bager Holm åbner... hej hej

tirsdag den 30. april 2013

En gave til Farfar - sponsor indlæg

Pixum forespurgte, om jeg ville teste deres site, og det sagde jeg ja til. Faktisk var det perfekt timing for BabyGirls farfar havde snart fødselsdag, så han skulle have en rigtig fin hjemmelavet fotobog fyldt med billeder af sit barnebarn.
Sitet fungerer således, at man downloader et lille program, som man redigerer sine billeder i og sætter billederne ind i. Værktøjet fungerer fint - dog efter lidt arbejdstid til at lege, forstå og lede efter de rigtige funktioner. Det har også den fordel at computeren ikke går ned eller driller undervejs.
Der er flere forskellige formater til fotobøgerne. Jeg valgte den mindste. Man kan sætte flere billeder ind på en enkelt side, lege med formatet og skrive tekst til. Og man kan tilføje flere sider, hvis man (som jeg) bliver grebet af det og ikke kan styre sig. Jeg har jo gennemfotograferet og dokumenteret BabyGirls første tre måneder - og det giver mange rigtigt billeder. Nåh ja jeg sender jo også lige Dagens billede til alle bedsteforældrene, så de kan følge med i hendes udvikling på distance. Jeg har rigtig mange billeder af hende... også flere i serie a la "lige om lidt kommer der et smil... nå nej et hyl... eller et gab..." Bedsteforældrene elsker det, og det samme gør jeg... hun er jo ualmindelig vidunderlig og nok verdens bedste baby.

Ordren blev afgivet, og jeg fik forskellige statusmails om produktion og forsendelsestider. Det kan jeg godt lide.
Bogen ankom som lovet i en papkuvert, så den ikke blev beskadiget under vejs. Bogen kom frem i en fin kvalitet og billederne var gode, trods de var uredigeret og blot taget med min Iphone. Jeg har ikke prøvet andre fotosider, så jeg kan ikke mene noget om Pixum er bedre eller ringere end andre programmer, men jeg var meget tilfreds.

Gaven var et kæmpehit. Vi snakker tårer i farfars øjenkrog, og farmor, der nu ønsker sig en fotobog til sig selv. Jeg fornemmer, at vi har fundet den ultimative gave til bedsteforældrene (Og det er tophyggeligt at nørkle med billederne og (gen)se, hvor hurtigt hun vokser og udvikler sig.)

onsdag den 24. april 2013

Pasta med baconasparges og grillet citron

Det er jo forår og mine smagsløg hungrer efter lette retter og grillsmag. Let, hurtig og enkel aftensmad, så man kan nå en spadseretur med barnevogn og Loverboy- måske gemmer der sig en isvaffel på ruten?

Jo jo alt vejr er isvejr

mandag den 22. april 2013

Årets første grillbøf

Jeg har sagt det før. Jeg elsker Torvehallerne, og nu er der kommet et nyt ynglingssted Tango Grill. På søndagsturen kom vi tilfældigvis forbi, og solens varme stråler blandet med grillduften trak mig hen til disken, og før jeg fik set mig om stod denne frække tallerken foran mig. What's not to like?
Saftig flankesteak med pesto og grillede citron, tomat og peberfrugt og syltede rødløg. Og under kødet gemte sig lidt mayo... puha min mund er allerede gået igang med at producere ekstra meget mundvand igen. Det smagte så godt, og det bliver det store sommerhit. Jeg kommer i hvertfald igen.

søndag den 21. april 2013

Madplan

Måske virker det faktisk at lave madplan, vi prøver i hvertfald en uge mere. Jeg har hamstret lidt indkøb i sidste uge, og det bliver en uge med bacon... hehe... jeg er vist i underskud af salt og røg.

Mandag: Tortellini al prosciutto crudo (Irmas pasta var på tilbud) med asparges

Tirsdag: middag hos søster

Onsdag: Gratinerede asparges

Torsdag: Kyllingebaconruller med spaghetti og fløde/citronsauce

mandag den 15. april 2013

Lammedeller med spicy spidskålsalat med mormordressing

Opskriften og inspirationen til lammefrikadellerne fandt jeg her, men jeg ville gerne have en grovere salat som tilbehør
Sushistegen
Spicy spidskålssalat 
1 rød spidskål i tynde strimler
1/2 rød chili i småstykker
1/2 pose edamanebønner
saltede mandler
frisk citronsaft
fløde

kålen blandes med chili og edamanebønner, og citronsaften tilsættes efterfulgt af fløden. Mandlerne varmes på panden, og en opløsning af van dog salt tilsættes. Mandlerne er klare, når væsken er fordampet. Mandlerne kommes i en separat skål ved bordet, da saltet ellers vil opløse sig i salaten.

Konklusion: opskriften på lammefarsen var lidt for løs/vandet til min smag. Jeg byttede dog også melet ud med havregryn, men næste gang skal der flere havregryn i.
Maden var god og masser af smag og tekstur. Det er en ret, som kommer på madplanen igen.

søndag den 14. april 2013

Madplan 1.0 - here we go

Selvom jeg elsker mit nye liv med BabyGirl, så tager hun både al opmærksomheden og tiden som før gik på at lave og læse om mad. Så nu skal jeg også igang med madplaner for det kniber både med tiden for ikke tale om at bære indkøbsposerne op på 4. sal hver dag. Planlægning må der til
 (i hvertfald i nogen tid)

Mandag: lammedeller med spicy spidskålsalat med mormordressing

Tirsdag: blomkålsrisotto med parmaskinke (Oh yeah, jeg blev inspireret af GRØD)

Onsdag: Rugbrød, rester eller take away. Loverboy træner og kommer sent hjem

Torsdag: Kuller i karry 

Vi har ofte planer i weekenden, så det giver ingen mening at planlægge aftensmaden der, og jeg har nok også brug for at plads til impulsivitet. 

mandag den 8. april 2013

Risotto hos Grød

Barnevognsturen fører mig ofte til Torvehallerne, og stor var min glæde, da jeg læste, at Grød ville åbne en filial der.
Udvalget var spændende, og jeg havde som sædvaneligt svært ved at vælge, men jeg endte med frokosttilbuddet om en blomkålsrisotto og en valgfri drikkevarer for 65,-
Risottoen var rigtig GOD. Den var nylavet, rygende varm, cremet, smagfuld og toppet med romanescokål, som er en afart af blomkål. Jamen jeg siger dig, maden er god... så jeg skal tilbage og smage noget mere... de har nemlig også en morgengrød med hjemmelavet karamelsauce med æble og mandler! Og meget andet.... og når solen skinner, kan man sidde på bænk i gården mellem de to torvehaller og nyde livet... for livet det er godt!

onsdag den 27. marts 2013

Langtidsstegt lammekølle

Min påske starter om 10 timer, når denne lamsebamse er klar.
Den er svøbt i en masse friskhakket rosmarin og timian, citronskiver og stukket med stykker af hvidløg og badet i en dåseøl og 1 dl vand.


Nå ja det røde er to små tørrede chilier, som lige sprang på i sidste øjeblik.
Nu står den i min ovn de næste 10 timer ved 100 grader. Køllen var for stor til min stegeso, så jeg har lagt et stykke bagepapir over, så det kan holde lidt på safterne.

Hvor jeg glæder mig til at sætte tænderne i den.

Indtil da skal jeg finde på lidt tilbehør, og jeg tror, vi går all in på farver i kombination med hvidløg og laver en rødbede tzaziki og bønnesalat. Måske kommer der også lidt kartofler, hvis jeg kan nå at finde ud af, hvorlænge de skal steges i ovnen ved 100 grader. Har du et godt bud, så sætter jeg stor pris på en kommentar.

Glædelig påske

fredag den 22. marts 2013

Test af www.kaffekapslen.dk

Jeg elsker at shoppe på nettet, og efter BabyGirls ankomst surfer jeg uforholdsmæssigt meget på mobilen. Jeg ammer jo hver 2. time for så er BabyGirl jo ved at DØ af sult og om natten får jeg virkelig kigget på mange ting. Jeg elsker min smartphone, og tænker ofte på de stakkels mødre før smartphoneæraen... hvad lavede de??

Jeg er blevet forespurgt, om jeg ville teste et andet kaffekapelssite - nemlig www.kaffekapslen.dk Sidste år testede jeg en Dolce Gusto kaffekapselmaskine, og jeg er faktisk stadig ret glad for både maskinen og kaffevarianterne. Men både bestillingsmulighederne og hastigheden på Dolce Gustos egen hjemmeside og prisen på fragt drev mig til vanvid, så jeg har siden købt mine kapsler i supermarkedet.

Så jeg kastede mig over kaffekapslen.dk først på Iphonen. Der er en nem og overskuelig hjemmeside, og jeg sætter stor pris på at kunne vælge en mobilopsætning. Det lykkedes mig både at oprette brugerprofil og bestille forskellige kapsler uden problemer. Dejligt site, men da jeg ville bestille afkalkningsproduktet til min maskine gik der ged i det. Jeg kunne ikke finde afkalkningsproduktet, selvom der var en fin fane, der beskrev produktet, så jeg surfede og surfede, jeg kunne jo se at der var et produkt og min maskine trænger virkelig til en omgang afkalkning.
Til sidst gav jeg op og gik på computerens internet, og her virkede sitet upåklageligt, og jeg fik bestilt afkalkning.

Kaffekapslen tilbyder hurtig levering og afsendelse samme dag, hvis man bestiller inden kl 15:45, og leveringen koster kun 39 kr. Jeg kom til at bestille min kapsler en fredag, men de blev leveret til døren mandag uden problemer. Pakken indeholdte en overraskelse - en pose sure vingummier. Det var skønt. Tak til kaffekapslen.dk, I  har fået en ny kunde. Nu mangler jeg bare, at de udvider deres sortiment med decaf contado - for det er pt min ynglingskaffe :-)

onsdag den 20. marts 2013

Min mor skal være udødelig

Jeg er så heldig stillet at have fantatiske forældre. De stiller altid op og hjælper til, både når der brug for det, og bare fordi de gerne vil være sammen med os. De involverer sig respektfuldt i vores liv og er altid friske på at tage en snak om hvad enten emnet er mad, job, liv eller noget fra avisen.

Men min mor blev indlagt på sygehuset i går - sandsynligvis har endnu en lille blodprop sat sig fast et dumt sted i hjernen, og det påvirker hele hendes system. Balancenerven driller, venstre ben slår ud og... og selv om jeg er meget voksen, bliver jeg virkelig bange for at miste min mor.
Jeg er ikke tilnærmelsesvis parat, indstillet eller klar til at miste hende. Og slet ikke nu hvor jeg endelig har fået min datter. Jeg har stadig brug for min mor, hendes gode råd, tips og kærlighed.
Jeg bliver bange for at min datter aldrig når at lære min fantastiske mor at kende. Jeg har jo set hvor meget mine nevøer elsker deres mormor, og jeg ved hvormeget hun har glædet sig til min datter endelig ankom, så det er næsten snyd, hvis de to ikke skal have nogen tid sammen.
Må man godt være grådig, når det gælder kærlighed? Jeg vil så gerne have mere af min mors, og jeg vil så gerne have hende her lidt endnu...

tirsdag den 19. marts 2013

Luksus hakkebøffer

Ankomsten af en baby harmonerer ikke så godt med spændende madlavning, men een af mine ynglingsretter har der været tid til at lave - nemlig hakkebøffer svøbt i bacon, og mit seneste ynglingstilbehør er kartoffelmos med sennep og finthakket hvidkål eller spidskål.

Tricket er at snitte kålen tyndt og lige vende den i mosen sammen med sennepen. Himmelsk siger jeg bare eller måske er det bare hverdagsluksusmad.

lørdag den 23. februar 2013

Er Dumbo egentligt et pigenavn?

BabyGirl vokser og vokser. Og hun er så dejlig, selvom hun tager min nattesøvn og skriger meget på grund af tarmluft.
Hun har stadig ikke noget rigtigt navn, og efter dette billede dukker der nye ideer op

Om jeg er i familie med Dumbo?? Næh det er bare min autostol, der klæder mig

mandag den 11. februar 2013

BabyGirl

Her er hun så. Hun er stadig fantastisk, og jeg er TRÆT og lykkelig


- Posted using BlogPress from my iPhone

tirsdag den 5. februar 2013

Verdens bedste baby

Hun er fantastisk!
Alt er som det skal være. Hun er både hel, smuk og klog.
Kejsersnittet gik godt, og det var så nemt og lægerne søde.

Sushistegen er meget træt og lykkelig.

Tænk at det skulle komme så vidt efter 6 års kamp og 16 ivf forsøg.


- Posted using BlogPress from my iPhone
Location: Himlen

onsdag den 30. januar 2013

Imorgen er det BabyGirls fødselsdag

Nøj, hvor har det været en mærkelig dag i dag. Vi var til orienteringssamtale om morgendagens kejsersnit. Ja, du læste rigtigt. Det bliver imorgen, BabyGirl kommer ud på den rigtige side af maven og bliver endnu mere virkelig. Vi er så tætte på drømmen om at få vores ønskebarn og blive en familie, at jeg næsten får åndenød bare ved at skrive det her.

Jeg er rimlig nervøs for i morgen. Jeg er jo ret bange for sygehuse og deres væsen, og jeg har brugt uanet mængder af energi på at huske mig selv på, at det bliver en glædelig begivenhed. Og operationsdelen går jo sindssygt hurtigt, og hvor fedt det er, at det er en rutineopgave lægerne skal udføre. Der sker ikke noget dårligt - kun gode ting. Og jeg skal møde min baby. Det glæder jeg mig helt vildt til, men angsten er altså lidt svær at slippe af med.

Så nu har jeg pakket min barselstaske om igen, og sikkert glemt noget vigtigt... og alt for optimistisk med et par gode bøger.

Jeg ser frem til et par vilde dage i mit nye liv, men hvis du keder dig i morgen, så kryds lige fingrene alligevel.

fredag den 4. januar 2013

Indkøb af f...... babyting

Jeg roder rundt i de nye begreber og ting, jeg kendte jo alt til processerne omkring fertilitetsbehandling; medicin, termerne, tidsplanerne eller mangel på samme. Nu lakker graviditeten mod enden, og nye udfordringer melder sig på banen.

Jeg er jo gået på barsel, eller det vil sige den der barsel før man føder, hvor man skal bruge tiden på at hygge sig (læs: sove - for det gør man ikke længere hele natten, lægge fødderne højt over hjertet og forberede hjemmet til babyens ankomst). Eller det er i hvertfald, hvad jeg troede det handlede om.

Det viser sig, at mit redebygger-gen ikke er så stort, når det kommer til indkøb af babyting og-sager. Og jeg siger dig: "Der er så meget, og det er en jungel." Junglen er af den slags, man ser i tegnefilmene... totalt hyggeligt og pussenysselig.... men så snart man stikker hovedet ind i den, råder kaos. Hvad har du brug for til baby? Er det sikkert nok til baby (læs: er du allerede en dårlig forældre, som ikke vil have det bedste?).
Jeg er gået kold i indkøbene så mange gange, at jeg får lyst til at flytte til et u-land, hvor man kun har rindende vand og ingen forretninger. Jo jo jeg er en rigtig kvinde - jeg har både små bryster, kæmpe rumpe og knyster på fødderne, men mit shoppegen er bare ikke så stort.

Så jeg har sporadisk købt babytøj, som man kun kan, når man ikke kender størrelsen på sit kommende barn og heller ikke ved hvor hurtigt det vokser. Jeg har købt lidt efter devisen: Mangler jeg noget, må jeg finde det på nettet. Men lyder babytingen rigtig god, køber/låner jeg det alligevel for en sikkerheds skyld. Så nu har vi både en babyseng, en krybbe, en lift og en vugge. Jeg er til gengæld meget stolt over at sige fra overfor Loverboys forslag om, at vi også skulle købe en babyseng, som kan monteres direkte på vores seng. Sengen skulle gøre det nemmere at amme, mens mit kejsersnit driller de første måneder. Men Come On hun har allerede 4 senge. Det er jo nærmest flere senge end jeg selv har haft i hele mit liv... og den der vugge var altså min første. Hun mangler jo også en barnevogn til at sove i.

Jamen indkøb af barnevogn.... jeg bliver allerede træt bare ved at skulle skrive om det her. Er du klar over, hvor ugennemsigtigt det marked er??? Jeg har brugt tre (TRE!!!) dage på at læse om det på nettet og været på besøg i forretning to gange uden held. Der findes ikke en tjekliste over, hvad den skal kunne andet end at køre barnet rundt. Hvis jeg finder noget overskud og får nogle erfaringer, laver jeg een. Det er også muligt, at jeg bare ikke har forstået koncepten, om at den bare skal være smuk og fungere som kulisse til babyen. Jeg troede bare, at man kunne krydse lidt i et skema af a ala: Jeg bor i en lejlighed med rotter i gården, og der er mange brosten på vejene. Jeg skal primært bruge den til at gå lange ture og nyde solskinnet, mens jeg drikker take away kaffe.... "Så gerne lige et øjeblik computeren tæller dine point sammen. Du skal købe en troldevogn med klaphat og en påfyldelig kaffebeholder. Den kan købes her og her... " Hvor fanden er den hjemmeside henne?

Og stofbleer... dem skal man have i dusinvis. Det er ikke bleer - men klude til at tørre alt muligt af i. Jeg forestiller mig en slags babykarklud. Dem mangler jeg også at købe. Nå ja vi mangler også bleer til baby.

Heldigvis kommer min søster på besøg i weekenden og hjælper mig med at skaffe et overblik og lave indkøbsliste over hvilke ting, jeg faktisk mangler. Og hun har lovet at tage nogle flere ting med, som nevøerne er vokset ud af. Jeg elsker hende om muligt endnu mere, og påtænker at give hende (mange) penge, så hun kan købe nogle af tingene. Så slipper vi også for at jeg eksplorer af frustration.