Viser opslag med etiketten kartoffel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kartoffel. Vis alle opslag

onsdag den 19. juni 2013

Torsk med chorizo og mos med ærter

Nem og velsmagende aftensmad er i høj kurs i denne familie. Og når maden kan laves af eksisterende fødevarer fra køle og frys, er det bare win-win. Og jeg bliver altid lidt gladere, når maden ender med at være så smuk som her.
Torsken saltes og krydres med peber og bages i ovnen ved 160 grader i 12 minutter. Imens steges lidt chorizo, som giver smag, farve og tekstur til det bløde mos og torsk. Kartoffelmosen tilsættes frosne ærter. Jeg rev lidt citronskal over fisken og gav den også et pres med citronen.

Himmelsk aftensmad, og nu laver Loverboy pandekager til tordenvejret. Det er da en dejlig onsdag. Nyd den!

tirsdag den 19. marts 2013

Luksus hakkebøffer

Ankomsten af en baby harmonerer ikke så godt med spændende madlavning, men een af mine ynglingsretter har der været tid til at lave - nemlig hakkebøffer svøbt i bacon, og mit seneste ynglingstilbehør er kartoffelmos med sennep og finthakket hvidkål eller spidskål.

Tricket er at snitte kålen tyndt og lige vende den i mosen sammen med sennepen. Himmelsk siger jeg bare eller måske er det bare hverdagsluksusmad.

tirsdag den 27. november 2012

Prices fish and chips og nyttige tips til frituren

eller bedre kendt som hjemmelavet brunt mad. Det er bare ikke pænt mad, men det smager så englene synger, og maven proppes til randen og lidt til.
Min søde far hjælper med at lave et værelse til Babygirl, som jo kommer i starten af det nye år. Jeg skulle bare lave mad, og det eneste han ønskede sig var hjemmelavet fish 'n' chips, fordi det havde han lige set Adam Price lave i fjernsynet. Det er jo et nemt ønske at opfylde. Jeg ville bare ikke lave fritterne i olie, for det bliver for fedt til mig, men mindre kan jo gøre det.
MEN du kan læse mere her om mine gode råd til hjemmelavede pommefritter.

4 personer
Friteret fish

  • 1 kg torskefilet (andre hvide fisk kan også bruges)
  • groft salt
  • 330 ml mørkt øl
  • 330 ml koldt vand
  • 1 pakke øko gær
  • 300 g mel
  • 1 knsp gurkemeje
  • lidt mel, salt og peber
  • 1l rapsolie

Dejen forberedes. Gæren opløses i øllet og vandet, og melen og gurkemejen piskes i. Dejen hviler i 30 min. Dejen piskes op før brug.
Fiskefiletterne renses for ben og saltes med groft salt på begge sider.
Olien kommes i fritusen og varmes op til 180 grader. Fisken vendes i lidt mel, salt og peber, og dumpes derefter i frituredejen. Et godt råd er, at man forsigtigt "taber" fisken ned i frituren, hvor sien opfanger fisken. Erfaringen siger, at ellers brænder dejen sig fast i sien, og det er træls at få den fri. Friter 3-4 stykker fisk afhængigt af, hvor stor din gryde er. Fisken friteres i 3-4 minutter alt efter hvor store stykker fisk, der er tale om.
Den friterede fisk lægges på køkkenrulle for at slippe den overskydende olie.
(Note: Jeg synes, at portionen af dejen er meget stor, og den kan med fordel reduceres til det halve).

Chips - i ovnen

  • 6 bagekartofler
  • 2 rødbeder
  • 3 gulerødder
  • 1 hvidløg - brækket i fed

Grøntsagerne snittes i passende størrelse og vendes i lidt olie og timian og salt. Rodfrugterne bages ved 175 grader i 75 min.

Tatarsauce

  • 2 spsk finthakkede kapers
  • 4 finthakkede cornichoner 
  • 1 spsk finthakket løg
  • 2 spsk finthakkede persille
  • 1/2 spsk dijonsennep
  • 2 spsk creme fraiche
  • 150g mayonaise
  • salt og peber
Alt blandes sammen, og saucen bliver kun bedre at hvile sig, så smagene kan blande sig.

Min mors ærtesalat
er stadig en hemmelighed. Hun lavede den og jeg så ikke, hvad hun puttede i andet end creme fraiche, blå ost, ketchup og ærter. Men den er SÅ god.

Maden var god, og min far blev meget lykkelig. Missionen var en stor succes på flere måder, og nu har Babygirl sin egen dør, hun kan smække med om nogle år.

mandag den 25. juni 2012

Kartoffelmad i solen

Jo, jo det var sommer en hel dag forleden, så Loverboy og jeg tog hinanden i hånden og gik ud efter en plads i solen, hvor de serverede smørrebrød.

Jeg endte med denne smukke kartoffelmad med nye danske kartofler og sprødt bacon. Maden var bygget op (oh yeah for det var et ægte stykke smørrebrød) af et stykke rugbrød smurt med både en grøn og hvid mayonnaise. Og den var helt vidunderlig smagfuld og sommerlig, og jeg sender gerne nogle andre afsted til Kultorvet no. 5

Og inden du får gode ideer, så er det en ingefærsodavand i baggrunden. Den ser pæn ud, men øl smager altså bedre til smørrebrød. Men jeg venter gerne... og så skal jeg også smage hans tatar

tirsdag den 13. december 2011

Luksus Fiskefad aka Pauls Fish Pie

Den store Paul Cunningham har engang givet sin opskrift på fish pie, og den har jeg hapset og transformeret til min egen. Nu står den på bloggen - uden links og deslige.
Til  2 personer
25 g smør
25 g hvedemel
1/2 dl piskefløde
1 dl fiskefond
200 g hvid fisk i mindre stykker (Jeg brugte kuller)
100 g jomfruhummer
havsalt og peber
muskatnød
citron
2 bagekartofler

Jeg tøede en bakke jomfruhummer op fra frys. (Væsken/ saften fra fisken og jomfruhummerne hældte jeg i en gryde og kogte det ind sammen med lidt grønsagsboullion, et lille løg 1/2 gulerod, et lauerbærblad og skallerne fra skaldyrene - hello fiskefond :-))
Smørret smeltes og melet piskes i. Den varme fløde og fonden hældes langsomt over smørbollen og der piskes til sauces tyknes. Vend fiske- og skaldyrkødet i saucen og smag til med citronsaft, salt, peber og lidt muskatnød.
Kartoflerne mikroovnes i 5 min. Jeg giver dem altid et kryds i midten. Når kartoflerne er færdige, får de et gok med et grydelåg og en hurtig omgang med kniven.
Fiskesaucen fordeles i to forme, og de smadrede kartofler kommes ovenpå. Pierne bages i ovnen på 180 grader i ca 25 minutter.

Fiskefadene smager rigtigt godt og kan sagtens bruges til fin gæstemad.

søndag den 31. juli 2011

Butterdejssamosaer med spicymos af kartofler, ærter og majs

Jeg elsker samosaer og tidligere har jeg boet tæt på dygtige grønthandlere, som altid forsynede mig.
Men det er slut, og så må jeg jo selv til arbejdet, og som meget andet ender det med at være en tilfredsstillende opgave. Det er bare fedt at lykkes med en variant med det perfekt touch.

Sådan blev den kødfri aftensmad til en omgang mexi-inspirerede samosaer fyldte med fars af kartofler, fryserens grøntsager og masser af frisk chili. Samosaerne fik godt selskab af en fyldig og grov salat samt en raita-agtig dip. Man må nemlig godt blande de gode sager :-)


Majs'ene viste sig at være en lækker tilføjelse. Den gav et sødt modspil til den meget stærke chili. Ok, samosaerne blev muligvis lidt (for) stærke, men jeg elsker stærk mad, og det giver en god undskyldning for at spise en masse dip.

Farsen bestod af:
mosede kogte kartofler
løg
hvidløg
majs
ærter
sukkerærter  - jeg havde ikke så mange ærter og slet ingen bønner
tørret koriander
spidskommen
en hel rød chili

Løgene brunes og blandes med de resterende ingredienser. Det er vigtigt at smage farsen til. Den skal være pakket med smag, da både kartoflerne sugerne smag og butterdejen tager en del af smagen. Jeg gik all in og gav den masser af chili. Farsen skal køles helt ned inden den skal indpakkes i butterdejen. Jeg bager mine samosaer i ovnen.


Du kan se her hvordan resten af arbejdsgangen er fra sidste gang, jeg lavede samosa.

Jeg fik lidt kolde fødder af den stærke fars, så jeg blandede lidt creme fraiche med friskhakket mynte og et par tomater i små tern, og smagsatte med salt og peber.
Skøn aftensmad!

torsdag den 23. juni 2011

Søkogte rejer og nye kartofler

Det er sommer, og det smitter af på menuen. Madmaven jubler og smagsløgene sukker efter danske nyplukkede jordbær. Heldigvis kom min svigermor med gaver fra Udkantsdanmark... en pose nye kartofler og nyhøstede asparges.


De passede perfekt sammen med de friske søkogte rejer, som jeg fandt i supermarkedet.
Rejerne blev pillet, kartoflerne blev kogt sammen med lidt tørret dild (hvem der bare havde friske krydderurter i haven),  og aspargesene blev stegt på panden. Jeg spiste det hele sammen med et par skiver Primadonna,  og en hurtigt blanding af mayo, creme fraiche, hvidløg, salt og citronsaft.

Mums, det er mad, som ligger godt i maven.

søndag den 22. maj 2011

Fødselsdagsbuffet i sommerhuset

Fødselsdagsbuffet til 25 mennesker og 7 børn under 6 år
Jeg var kommet til at invitere ret mange af mine søde venner og familie, og da de fleste havde sagt ja, endte vi på en hel del voksne og børn. Så vi tog i familiesommerhuset.

Jeg havde planer om at bruge nogle af de skønne ting, jeg købte i Basar Vest. Jeg endte med at komponere en menu med grillet kød og fire forskellige salater; hvedekernesalat, kartoffelsalat, aspargessalat og bønnesalat samt lidt snask i form for humus, tzatziki og marinerede oliven.
Til børnene lavede jeg lidt kyllingedunser, gulerodsstænger og skivet vandmelon og købte små slikboxe med Smarties.

Humus på butterbeans
1000 g butter bønner
4 tørre laurbærblade
måske 3 dl rapsolie
1 frisk chili
6-8 fed hvidløg
saft af ca. to citroner
revet citronskal fra en citron
spidskommen
røget paprika
salt

Bønnerne udblødes i ca 8-10 timer, og de koges sammen med chilien, 2 fed hvidløg i hønseboullion  i ca 45-60 minutter.
Jeg laver den efter smag og behag. Bønnerne blev blendet sammen med de kogte og friske hvidløg og den kogte chili. Det er altid sværere at lave en ret om til dobbelt- eller trippelportion - så konklusionen er, at man må smage sig frem, til den rigtige smag behager dig.

Signes bønnesalat med tunsauce
1000 g frosne grønner bønner
500 g kogte borletti bønner
5 spsk mayo
1 spsk olie
2 tsk dijonsennep
2 dåse tun i olie
2 spsk hakkede kapers
saft af 1½ øko citron
skallen af1 økologisk citron
4 finthakket ansjoser
lidt finthakket persille

Jeg blev fristet, da jeg læste om denne salat hos Signe. Jeg lavede lidt tilpasninger til mine smagsløg og købemayoen. Dressingen blendes sammen af mayo, sennep, tun, kapers, citronsaft og -skal, ansjoser og lidt ekstra rapsolie. Da jeg var nødt til at planlægge lidt mere, kogte jeg bønnerne dagen før og marinerede dem i olie med citron, hvidløg og persille, så de kunne trække lidt smag, og blot samles på dagen sammen med de grønne bønner og tunsnasket.

Salaten er god, og den var et stort hit til den grillede kylling.

Hvedekernesalat
1 kg hvedekerner
600 cherrytomater
1 lille dåse kofeta fra Basar vest
5 røde snackpeber
et bundt persille
3 forårsløg

Denne salat er inspireret af tabolleh, men den tog sin egen retning undervejs. Det gør mine salater ofte - og de lever deres liv med stor succes. Udfordringen er at genskabe dem, det vat faktisk en af årsagerne til at jeg startede bloggen. Jeg startede med at semitørre tomaterne. De blev hakket i kvarte og vendt i rapsolie med hakket rosmarin, dildsalt og sukker og bagt i ovnen i 1 time ved 100 grader. Halvvejs samlede jeg alt væsken op fra fadet og satte til side.
Hvedekernerne koges i hønseboullion i 20 minutter. Kernerne vendes i en dressing af tomatsaften fra de semidryet tomater, lidt æbleeddike, lidt mere rapsolie, salt, sukker og peber.
Peberfrugterne og fetaen skæres i tern og vendes i hvedekernerne sammen med finthakket persille.
Denne salat var en højdespringer, men næste gang jeg skal lave den igen, vil jeg have mere persille i.

Tzaziki
4 agurker uden kerner
500 g græsk yoghurt
4 fed hvidløg
dildsalt
saft fra 3/4 citron

Dressingen blandes og smages til, mens de revne agurker drypper af i sigte sammen med lidt salt.

Min Mors Klassiske Kartoffelsalat
1,5 l øko ymer
1/2 glas mayo
økologisk karry fra bloggertræffet
3 løg
salt
2 forårsløg
4 kg kartofler
Dressingen blandes af ymer, mayo, karry og hakket løg. Dressingen trak i 3 timer inden kartoflerne blev kogte og skåret i mindre stykker og vendt i dressingen sammen med lidt forårsløg.

Aspargessalat
2 kg grønne asparges
Grillet med baconstrimler

Kød til grillen
Oksetykstegsfilet marineret i rosmarin, timian og hvidløg
Pølser - rigtig mange:-) Man skal altid slutte med en grilpølse
Kyllingefillet marineret i rapsolie med hvidløg, frisk rosmarin og timian

Brød
6 pakker dobbelte flutes
pølsebrød

Jeg havde store planer om at bage flutes, men min forkølelse satte alligevel visse begrænsninger i forberedelsen. Så jeg købte nogle kedelig hvide og lidt flere af de grove, som bare skal slutbages i ovnen. Jeg pensler dem med æg og drysser med lidt af min urtesalt af spøjsløg. Det pynter fint og smager godt.

Rabarbertrifli
Jeg havde fået lov til at gå på rov i naboens rabarberbed - det blev til 3 kg rabarberstængler, som jeg kogte ned sammen med 1/2 flaske dessertsnaps på sommerbær, en masse sukker og vanilje. Jeg havde glemt mac'en og kogebøgerne, så desserten blev lavet på gefühl med knuste makroner, græsk yoghurt rørt op med vanilje og rørsukker, frisk mynte og på toppen flødeskum. Dejligt og nemt.

Rester
Der er en del rester til natmad, og heldigvis skulle vi til sammenskudsgilde dagen efter, hvor restsalaterne blev serveret. Jeg har en lille steg tilovers, som jeg skal finde på noget til. Jeg overvejer at lave en marinade med kapers og persille, men vi må se, hvad det bliver til.

Om jeg fik nogle gode gaver? De skønneste ting, betænksomme og opmærksomme oplevelsesgaver og en masse våde kys af børnene. Det er nu skønt at få lov til at tilbringe en hel dag sammen de mennesker, som betyder allermest. Det er de dage, som giver mig overskud og kærlighed.
Jeg elsker at have og holde fødselsdag. Gid det snart var maj igen.

søndag den 8. maj 2011

Weekendens gæstemiddag med lammekølle med spøjsløg selvfølgelig

Sidste weekends gæstemiddag stod på lammekølle, fordi jeg slet ikke fik lam i påsken... og jeg blev så sulten af at se på nogle levende lam, der dansede rundt på en grøn mark... Nogen gange kan jeg se mig selv i en tegnefilm... ofte a la tyren Ferdinand, som dufter til blomsterne

Nå, men hovedretten bestod af
  • Ovnstegt lammekøllle marineret i spøjsløgpesto i lidt tid forinden stegningen
  • Ovnstegte kartofler med hele hvidløgsfed
  • Grillede asparges med høvlet parmesanost og peber
  • Tzatziki med fintsnittet spidskål, agurk og spøjsløgsalt 
  • Hjemmelavet spøjsløgpesto
  • Babagaousch  - the odd one out, men jeg elsker det!
Det er dejlig mad, som er nem at lave og meget kan laves i forvejen. Jeg var særlig glad for tzatzikien, som jeg helt sikkert laver igen. Kålen gav en dejlig smag og konsistens til salaten, som blev lidt mere knasende. Og gæsterne var vilde med pestoen, så de fik noget med hjem. Så kan de lære at rose maden lidt mere!

Og jeg kan slet ikke forstå, hvorfor jeg ikke altid har lavet steg med stegetermometer. Kødet bliver bare helt rigtigt, og jeg sætter pris på hjælpen med holde stegetiden. Jeg har nemlig en tendens til at glemme at stille ovnens ur, og det fungerer bare bedre for mig med en høj biplyd, når kødet har opnået den rigtige kernetemperatur.
I Looooooooooove it!!
Og jeg er faktisk blevet ret gode venner med det digitale termometer.

torsdag den 17. marts 2011

Porrekartoffelsuppe med salatost og chili

Supper er geniale. Jeg propper alt muligt i dem, og de smager næsten altid godt. Ellers er stadig mulighed for at rette op på dem inden servering. Jeg kan særligt godt lide supper med meget fyld og har længe haft lyst til at afprøve et par suppeideer. 
I dag fandt jeg en særlig god kombination, hvor jeg også fik brugt lidt salatost, som var blandt  sponsorgaverne fra bloggertræffet. Jeg har nævnt sponsorgaverne med produktnavnet.

  • 1 dl kogt rød quinoa
  • 1 spsk Egeskov Rapsolie
  • 1 fed hvidløg
  • 1 stor tsk syltede chili
  • 100 g kartofler 
  • 1/2 tsk spidskommen
  • 1 l vand 
  • 3 tsk Oscars økologisk hønseboillion
  • 1 tsk salt
  • 1 porre
  • 100 g Løgismose økologisk salatost naturel
  • korianterblade 
  • peber 
    1. Skyl quinoa i lunken vand, og kog den i 15 minutter 
    2. Alle grøntsagerne snittes i mundrette stykker - men chilien og hvidløget skal snittes helt fint.
    3. Svits porre, hvidløg og chili i rapsoilen. Tilsæt kartoffelstykkerne og porrebidderne sammen med krydderierne ved lav varme til de er bløde ca 10 minutter.
    4. Tilsæt quinoa, salatost (også mundrette bidder) og korianter. 
    5. Suppen smages til med salt og peber 

    Der er vildt godt med både quinoa og salatost i suppe, og der er ikke nok i 100g til sådan en osteelsker som mig!

      mandag den 21. februar 2011

      Grilkylling med feta og oliven - en hilsen fra det salte køkken

      Det salte køkken er vist kendetegnende for min mad. Jeg elsker salt, salte madvarer og ikke mindst saltlakrids. Der var økokylling på tilbud... og det betyder jo mad til mange dage :-)

      Jeg kom i tanke om en gammel opskrift fra min studietid, hvor kyllingen grilles på en bund af sorte oliven og feta med ovnkartofler til. Opskriften blev lavet på hukommelse og slump af køleskabets rester.

      Ingredienser til 4 personer
      1, 5 kg økokylling
      udstenede sorte oliven
      feta
      en halv rød chili
      rapsolie
      salt

      Kyllingen renses for urenheder. Jeg er lidt sippet, så jeg fjerner rester af indvolde, de sidste fjer, flommefedtet og eventuelle gule hinder. Kyllingen skylles under koldt rindende vand og deles to halve.
      I fødselsdagsgave fik jeg nogle lækre små oliven med sten, men Loverboy var sød at udstene dem. Det tog en krig. Der var jo ikke så meget olivenkød, så jeg supplerede op med et lille glas af de kedelige, de giver jo lidt tekstur til retten.
      Jeg måtte lige løfte den ene kyllinghalvdel, så bunden kunne fremvises.

       Kyllingen smøres ind i olie og chili og lægges ovenpå en blanding af feta og oliven. Jeg smed lidt salt på skindet- det sprøde kyllingeskind er kendt som en stor lækkerbisken i min familie. Kyllingen røg ind i ovnen i ca 50 min ved 200 grader, inden mit stegetermometer gik amok ved 75 grader.

      Tilbehøret var ovnstegt kartoffelbåde vendt i rapsolie og rosmarin med hele bagte hvidløg. Når vi skal have rester i morgen, smider jeg lige en tzatziki med.

      lørdag den 19. februar 2011

      Oksemørbrad med knoldselleripure og svampesalat med balsamicosyltede skalotteløg

      Luksusmiddag til 6 personer- eller hvordan imponerer du din (sviger)familie

      Knoldsellerispure
      1,1 kg renset knoldselleri i mindre stykker - to hele knoldselleri
      250 g kartofler
      1L mælk
      100 g smør
      trøffelolie
      reven muskatnød
      salt
      Knoldselleriene og kartoflerne skrælles og skæres i mindre stykker. De brunes i olie, jeg brugte lidt trøffelolie, som jeg fik i fødselsdagsgave. Rodfrugterne koges møre i mælk og pureres i blenderen sammen med 100 g smør i tern, lidt af den kogte mælk og smages til med muskatnød og salt.

      Balsamicosyltede skalotteløg med svampe og bacon
      400g skalotteløg
      rapsolie
      300g markchampignon
      1 pakke bacon
      balsamicoeddike
      ahornsirup
      persille
      Løgene skrælles og skæres i mindre stykker. Løgene får et hurtigt opkog i vand i ca 5 min. Herefter svitses de af i rapsolie og koges ind med et skævt balsamico og lidt ahornsirup. Baconen skæres i små tern og steges sprøde. Svampene rengøres og steges i lidt baconfedt. Salaten samles og smages til, og tilsidst drysses finthakket persille over salaten.

      Ovnstegt oksemørbrad
      1,2 kg oksemørbrad renses for sener og de synligt fedt.
      Mørbraden brunes på en pande og sættes derefter i ovnen, indtil stegetermometeret bipper 63 grader, så er det dejligt rødt.

      Den gode brunesovs
      Jeg er ikke en stor sovseelsker, men det er min far og svigerfar. Heldigvis har jeg opskriften på den nemmeste og mest smagfulde sovs.

      1 L Mou oksekødssuppe
      1/2 flaske rødvin
      4 dl fløde
      Oksekødsuppen koges ind over hele dagen til den tilsidst bare er en lille slat. Grøntsagerne sies fra og smides ud. Rødvinen tilsættes, og væsken koges helt ind igen. Fløden tilsættes til allersidst, og smages til med lidt peber og kødsaft fra stegen og kulør- hvis man er til den slags

      torsdag den 16. december 2010

      Andebryster med broccolisalat

       Jeg har længe gået og sukket efter brasede kartofler stegt i andefedt. Heldigvis havde opdagede jeg et par andebryster i fryseren. Jeg havde læst i Blogland, at den bedste måde at stege andebrysterne på, var at lægge dem på skindsiden på en kold stegepande, og langsomt stege fedtet af dem.
      Jeg tog fedtet fra og samlede i en lille kop, og brunede andebrysterne på kødsiden, og vups ind i den forvarmede ovn på 200 grader i 20 minutter.

      Imens dampede jeg en buket broccoli, ristede lidt pinjekerner, og mixede en dressing af lidt reduceret appelsinjuice, creme fraiche, salt og peber. Jeg havde desværre hverken flere tørrede tranebær eller rosiner. Alligevel blev det køn, skøn salat.

      Og aftenens højdepunkt... kogte kartofler stegt sprøde i andefedt.

      Så bliver selv en sushisteg lykkelig af aftensmad
      PS note til mig selv: næste gang skal brysterne have lidt mindre tid i ovnen, resten var perfekt.

      onsdag den 20. oktober 2010

      Gode råd til hjemmelavede pomfritter

      Jeg fandt min gamle frituregryde og pomfritjern frem og lavede gode gammeldags pommes. Det er længe siden sidst, men de smager stadig fremragende. I løbet af tiden har jeg samlet et par gode råd sammen. Ingredienslisten er kort og godt:
      • bagekartofler
      • 1 l rapsolie
      • salt
      • frisk rosmarin er valgfrit.
      Brug en rapsolie eller en solsikkekerneolie, olivenolien duer ikke, da den høje varme ødelægger smagen.
      Kartoflerne skæres i stave og tørres i rent klæde. Det er vigtigt, at kartoflerne ikke er våde, da varm olie og vand kan udvikle sig til en brandfarlig kombination.

      Det andet råd handler om at koge kartoflerne i små portioner. Smider man for mange fritter i gryden på engang sænkes oliens temperatur, og fritterne får for lidt varme.

      Det tredje handler om tid, for hjemmelavede pommes skal minimum dobbelt- eller helst tripelkoges. De mange kogninger giver bonus, da kogningen trækker stivelsen ud af kartoflerne og gør pomfritterne sprøde.
      Der er aldrig nok :-) og de smager skønt hvad enten de spises med bearnaise, remoulade eller chilimayonaise til.

      tirsdag den 28. september 2010

      Kyllingedeller med varm porresalat og kantarelsauce

      Kyllingedeller:
      400 g hakket kyllingekød
      1 pisket æg
      100 g havregryn
      mælk (jeg brugte kærnemælk, det var det jeg havde)
      en håndfuld sorte sesamfrø
      salt og peber

      Jeg starter med at tilsætte mælk nok til at havregrynene bliver til en grødet masse, så tilsætter jeg kødet, ægget, frøene og krydderierne. Farsen står og samler sig i ca. 15 min. Dellerne steger jeg i en blanding af smør og rapsolie.

      Dellerne er altså også ret gode med lidt teriyaki sauce over, men det er en anden ret.

      Varm porresalat:
      Porrerne skæres op og skylles under vandhanen, og skæres derefter i stykker af ca 8 cm. Porrerne dampes til de er møre (jeg glemte at tage tid). Porrerne dækkes med en dressing af balsamico eddike, citronsaft og lidt salt.

      Andet tilbehør:
      Kogte kartofler og en opbagt sovs med stegte kantareller

      lørdag den 25. september 2010

      Porresuppe i verdensklasse

      Suppedag.... det regner og Loverboy har ondt i halsen. Jeg nyder at lave absolut ingenting. Surfe lidt på nettet, hygge med tv og slappe af med en lille eftermiddagslur. Der er intet nyt fra vestfronten, arbejdet var været hårdt og mentalt krævende, maven er tyst og jeg har ikke løbet i to uger...

      Suppe til 2 personer brugte jeg følgende:
      • 1 grovhakket løg
      • 1 spsk rapsolie
      • 3 kartofler i tynde skiver
      • 1 porre
      • 6 dl vand
      • 1 grøntsagsbouillonterning opløst i vandet
      • 0,5 dl piskefløde
      • peber
      Suppefyld:
      • solsikkefrø
      • sauteret porretop i tynde skiver
      Løgene steges i panden ved lav varme, så de bliver gennemsigtige (må ikke tage farve).
      Kartoflerne skrælles og skæres i de tyndest mulige skiver. Et godt tip er at skære en eller to skiver af og stille kartoflen på højkant, så glider den ikke under kniven.

      Porren skæres op på langs to gange og skyldes under rindende vand. Der kan nemlig gemme sig ret meget jord i porrer. Når porren er ren, skæres den i mindre stykker.


      Kartoffelskriverne og porrestrimlerne kommes ned i gryden til løgene, som nu er klare. Dæk grønsagerne med de 6 dl vand og bouillonterningen. Suppen koges under låg i 25 minutter og bliver derefter blendet. Min suppe får en tur med stavblenderen, men jeg vil anbefale den store blender, hvis portionen er større. Bagefter tilsættes fløden og masser af friskkværnet peber - den hvide er smukkest.

      Jeg kan godt lide lidt suppefyld, der knaser, og i dag blev suppefyldet til stegte solsikkekerner med porre. Det blev risteet over svag varme mens suppen kogte.

      Den færdige suppe serveres med varmt brød og rigeligt smør :-)

      søndag den 12. september 2010

      Samosa med kartoffel, bønner og saltsyltede citroner

      Samosa er en af mine ynglingsretter, og jeg øver mig på den perfekte variant.
      Denne gang bestod samosaerne af:
      • en pakke butterdej
      • kogte kartofler, 
      • letdampede grønne bønner 
      • finthakket syltet citron 
      • og en masse krydderier så det smager af noget. Jeg brugte tørret korianderblade, stødt koriander, spidskommen, både friskhakket chili og tørret chiliflager.

      Kartoflerne koges møre og hakkes i mindre stykker. Kartoflerne blandes med bønnerne og den finthakket syltet citron og alle krydderierne. Det er vigtigt at smage til, og efterkrydder da kartoflerne optager rigtigt meget af smagen.  Fyldet skal stå og køle af inden det bruges i butterdejen.

      Butterdejen rulles ud og skæres i firkanter (det er nemmere når de er kvadratiske - lige lange på alle sider) og læg en lidt fyld i midten på hver. Pakkerne lukkes med hjørnerne, så de danner en trekant.


      Luk dem grundigt og pres kanterne sammen med en gaffel. Pensles med æg for farve.
      Her skilles vandene... jeg bager mine samosaer i ovnen, da jeg i forvejen synes at butterdejen er fed nok.... men de smager også ret godt når de er stegt i olie. Mine får 10-12 minutter i ovnen ved ca 200 grader.

      Ja, der er ingen billeder af det endelige resultat for de smagte ret godt. Men jeg serverede samosaerne med en lille salat og en myntedressing. Myntedressingen var lavet på finthakket mynte blandet med yoghurt og smagsat med lidt af min citronsalt.

      tirsdag den 17. august 2010

      Rødfisk med luksus kartoffelmos og citron-emulsion

      Hverdagsluksus er god, delikat og hurtig aftensmad efter en lang arbejdsdag. Dagens menu var rødfisk og luksusmos. Opskriften var inspireret af denne hos Fri.


      Rødfisk er en smuk fisk. Skindet i sig selv har en fin rød farve og et flot mønster. Fisken saltes inden stegning og trækker lidt. Fisken steges på skindsiden.


      Luksus kartoffelmos med citronoliven og persille
      • et glas grønne oliven med citron
      • lille bundt persille
      • lille bakke kartofler
      • en klat smør
      • lidt mælk
      • hakket persille
      hak persille og olivenkødet groft og sæt det til side.
      Jeg kan godt lide en grov kartoffelmos med masser af smag. Derfor beholder kartoflerne skrællen på og jeg nøjes med at skrubbe dem rene, og koges i letsaltet vand. Når de er møre, hældes vandet fra. Kartoflerne moses lidt sjusket med et piskeris, sammen med en klat smør og et skvæt mælk. Den grove masse røres sammen med det hakkede olivenkød og persille.


      Citronemulsion
      • 1 økocitron - saft og skal
      • 3 spsk. jomfruolivenolie
      • ¾-1 dl piskefløde
      • salt og peber
      Hele citrons skal rives fint. Jeg bruger mit Juliennejern, men den fine side på rivejernet er også fint. Saften presses ud og samles op. Jeg brugte en hel citron. Olien blandes med citronskal og -saft. Tilsæt fløden lidt efter lidt under omrøring. Hold pauser undervejs, så massen når at tykne.  Smag til med salt og peber.

       Citronemulsionen smager skønt og har den fineste farve.

      Den færdige tallerken