fredag den 13. maj 2011

Et hverdagseventyr i Basar Vest

Jeg har haft en skøn tur til Mors og Århus. Mere om Mors i et senere indlæg. Jeg har haft super mange problemer med Blogger de seneste par dage, eller måske kan min computer bare ikke lide at være væk hjemmefra. Arbejdspc'en virkede desværre upåklageligt, hvilket måske var meget godt, for jeg har fået lavet en hel del... og på bekostning af mine måltider.

Men som plaster på arbejdsmængden smuttede jeg forbi Basar Vest på vejen hjemad. Jeg har i årevis hørt om stedet, men det har aldrig passet ind i mine planer at kigge forbi. Det er lidt som at være på eventyr. Basaren er en gammel halbygning, hvor der er bygget gange med boder i. Her er alt hvad madhjertet kan begære: Grønthandlere med babyauberginer, asparges, tomater og friske krydderurter. Arabiske brød, kager og delikatesser, halalslagtere, købmandsforretninger med nødder, bønner, krydderier, feta og masser af dåser med ukendt indhold.
Jeg fik fornemmelsen af at være kommet til andet land, dels fordi det summede med fremmede sprog i ørerne, folk gik omkring hilste hjerteligt på hinanden og dels fordi duftene og synsindtrykkene var så anderledes. Farverige kjoler med sten strålede om kap med duftene af mad fra fjernere himmelstrøg. Skægt sted. Jeg havde desværre ikke tid til at fordybe mig i alle de snørklede kringelkroge og forretninger, så jeg susede ind i den største og handlede. Se hvad jeg fik med hjem; en gedefeta, en kofeta, limabønner, hvedekerner, spidskommen, Ajvar, oliven.
Derefter ledte jeg efter Metins Grill, fordi jeg havde læst følgende på hjemmesiden:
”Min kyllingkebab er en af de bedste i byen. Min leverandør af kyllingekød krydrer den på den helt rigtige måde, som kunderne godt kan lide."
Så jeg var nødt til spise en lille kebab hos ham, og han var på arbejde og lavede selv min kebab. Jeg elsker nemlig kebab, og eftersom jeg boet både på Nørrebro i København og ved Möllevangtorget i Malmø ved jeg godt, hvordan en god kebab smager.

Hmmm, hvad jeg synes om den? Det står skidt til i Aarhus, hvis det er den bedste kebab de har. Den var i bedste fald ok. Kødet var lidt for hårdt stegt, så det havde forvandlet sig til hårde strimler. Kødet gav intet hint om den famøse marinade. Resten af kebab var old classics: Icebergsalat, tomatskiver, rødløg, lidt hvid cremefraichedressing og jeg fik lidt chili i.
Hmmm, SushiStegen er ikke som sådan vred, bare meget skuffet over at mine forventningerne var løbet af sted med mig, og havde opbygget skønne billeder inde i mit hoved om saftigt marineret kylling i en rulle med masser af chili, hvidløg, persille, salat. Og især fordi jeg holdte madmaven i skak ved frokosttid, da jeg besøgte Sushi +. (også mere om det senere).

Billedet?? Ja det er taget i bilen, jeg havde travlt, og nej det var ikke det eneste mad, jeg spiste i bilen på den tur.

6 kommentarer:

  1. Har endnu tilgode at komme i Bazar Vest, tror det er ligesom Bazar Fyn, bare større. Der har jeg været et par gange, dog har jeg jo lidt langt. Æv, med den kebab.

    KH
    Birthe

    SvarSlet
  2. Hov hvad Basar Fyn... hvor ligger det?

    SvarSlet
  3. Bazar Vest er skøn - jeg kunne også gå rundt derinde i timevis.
    Ærgerligt med den kebab, men der findes i hvert fald et andet kebabsted med "almindeligt" kebabkød (ikke kylling), som er godt - jeg ved dog ikke hvad den hedder. Der mener jeg man får en sodavand og en kebab med rigtig god chilisauce til ca. 45-50 kr.
    God fornøjelse med indkøbene - glæder mig til at se hvad du finder på med dem :-)

    SvarSlet
  4. Bazar Fyn ligger i Odense :-)

    KH
    Birthe

    SvarSlet
  5. Hej Heidi,
    Kebaben var helt ok - bare kedelig i smagen, og jeg havde sikkert for høje forventninger.
    Jeg har også på fornemmelsen, at Basar Vest er lige stedet for fordybelse af varekiggeri og tilfældig snik snak med de forskellige købmænd.
    God søndag, SS

    SvarSlet
  6. Hej Birthe, tak for tippet. Jeg har aldrig hørt om Basar Fyn.
    kh SS

    SvarSlet