Så er det slut

Åh dette indlæg har jeg slettet og skrevet et par gange. 

Jeg har skrevet igen og igen, fordi jeg havde brug for at sætte ord på mine følelser og forsøge at forstå mit indre kaos. 

Jeg slettede det igen og igen. Dels fordi jeg håbede det ikke rigtigt/ sandheden og eller min virkelighed, og dels fordi jeg tænkte, at det ikke længere var relevant. Jeg er ikke længere særlig aktiv på bloggen. Den har haft sin tid og gang. 

Jeg opdaterer bloggen alligevel med dette indlæg. Det er godt at lukke fortællingen om vores rejse som kæmpende ufrivillige barnløse. Vi kom jo ud på den anden side, og vi fik vores længeventede og vidunderlige babygirl - som faktisk nu er 2,5 år. Tiden flyver afsted, og vi lever et godt liv. 

Men vi kunne jo ikke nære os, og pludselig voksede drømmen om at bliver fire og gøre babygirl til storesøster.  

Så vi kastede os ind i kampen igen. Jamen nogengange overvejer jeg om der er noget galt med vores hoveder! Der er det mest sindssyge helvede man kan forstille sig. 

Super stress kombineret med crazy hormoner. Man skal have lidt dårligt omløb i hjernen for melde sig frivilligt ind igen. 

Vi prøvede prøvede og så prøvede vi igen. Vi løb tør for babygirls donors æg ( ja det hedder hun i vores verden. Hun er ikke andet end en fantastisk kvinde, der donerede sine æg til mig). 

Vi besluttede at købe nogle flere æg fra en ny donor. Det var en meget træls oplevelse, da hun blev overstimuleret og overproducerede et meget stort antal æg (tror det var 36) hvor kun 7 eller 9 kunne befrugtes. Ja ja min hjerne fortrænger stadig det meste af det som sker, når jeg er i behandling. Det har faktisk været en af fordelene ved at have bloggen. Den har været mit opslagsværk til min egen historie. Jeg har jo heller ikke forventet, at det skulle vare så længe. 

En lang historie kort. Jeg blev hverken gravid første eller anden gang, vi prøvede med de nye donoræg. Og i takt med forsøgene faldt vores tillid dels til æggenes kvalitet og dels til at det ville lykkes igen. En af de helt store ulemper ved at være i donor-ivf-behandling er at der stadig er så mange uafklarede forhold. Der er så mange ting lægerne famler og gætter sig til. Jeg tror vi engang finder ud af at overstimulerede æg er dårligere. Ja der er nogen som bliver gravid af dem. Men sådanne nogle træge som mig har brug for alt saft og kraft. 

Så det store spørgsmål rejste sig. Skulle vi købe nogle nye æg fra en tredje donor og starte forfra igen. 

Vi har diskuteret det mange gange og vi endte der, hvor vi prøvede med et sidste forsøg på 2. Donors æg og derefter, uafhængigt af udfald, ville vi stoppe med behandlingen. 

Det sidste forsøg var en prøvelse. Medicinen var træls- som sædvanlig. Og denne gang gik der kaos i stimuleringssprøjterne. Vi glemte at blande det aktive tørstof i saltsopløsningen. Og jeg fik kun injekteret saltvand. Dette var på anden dagen og vi opdagede det først på 5 dagen. Heldigvis fik vi kontakt med den spanske klinik, som instruerede os i at tage en ekstra. Slimhinden udviklede sig som den skulle og var meget fin og klar til at modtage de sidste æg. 

Dagen kom og vi rejste igen til Spanien - denne gang Barcelona. Det er lettere at komme til og fra. Men jeg kan altså bedre lide folkene i Valencia. Barcelona er meget professionelle, og alt kører på skinner. Der er bare ikke så meget menneskelig omsorg og kontakt som på klinikken i Valencia. 

Oplægningen af æggene gik over al forventning, og begge æg overlevede optøningen. Jeg havde faktisk forventet, at det ville mislykkes. Anden gang vi var der, overlevede ægget ikke, så de måtte optø et mere. Så denne gang havde vi bedt om at få lagt to æg op. 

Jeg rugede og rugede det bedste jeg har lært. Kiggede efter små gode tegn og fandt en masse positive. Jeg måtte være gravid. Og jeg følte mig gravid. Måske overlevede de begge to. Faktisk gik jeg også lidt i panik. Hvordan skulle vi kunne klare tvillinger, med to fuldtidsjob, en 3 årig og lejlighed på 4. Sal. 

Nå men stille og roligt byggede vi en forventning op, om hvor smukt og spændende en fremtid, vi gik i møde. Jeg var så glad for at BabyGirl skulle være storesøster. Hun er så glad for babyer og leger hele tiden med sin dukke, som skal puttes, skiftes, spise og køres i barnevogn. Det hele var perfekt. Og hvis de begge kom ud, så måtte vi jo løse det og flytte. 

Så kom dagen for blodprøven. Jeg tog den tidligt morgen, så vi hurtigt kunne få svar. Desværre grundet ferietid og weekend, ville vi først få svar tre dage senere. På andendagen tog jeg en urinprøve. 

Den var negativ. 

Verden stoppede bare. 

Jeg var ikke gravid. Jeg ønskede det så meget, at jeg havde bildt mig selv det ind med alle mulige indbildske symptomer. Fuck hvor jeg hader det!  Jeg hader, at jeg ikke kan stole på min krop. Jeg hader, at det her så hårdt. Det er så hård en proces for min krop og sjæl. Jeg ville så gerne have flere børn. Jeg vil give næsten alt jeg har, og jeg har betalt i både guld, sølv og grønne skove for at prøve at få nogle børn. 

 Det er så uretfærdigt og tarveligt. Jeg synes .... Jeg bliver bare tom for ord og følelser. Følelsen af tab og sorg er så massiv, at jeg næsten ikke kan trække vejret eller se ud gennem vandet i mine øjne. 

Heldigvis har jeg en lille pige. Der kravler op på mig og hiver mig i hånden, mens hun siger: "Mor lege med mig?" Det gør sorgen lettere at bære. Den vil følge med mig en tid, og erfaringen har lært mig, at sorgen bliver lettere at bære. 

Måske forsvinder den en dag, det håber jeg. 

Heldigvis er det også slut med alle de lorte hormoner og leve i "er donor/ min livmoder klar til næste omgang kalender-helvede."

Pas godt på jerselv og jeres nærmeste. Vi har kun dette liv, og husk at bruge det godt. 

Jeg har været så glad for alle jeres opmuntrende og støttende kommentarer gennem de mange år. Tak. Det var betydet al verden til forskel for mig. Det har givet mig luft og tillid til at dele et til tider meget svært forløb

med nogle dejlige mennesker i blogland. 

Hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller har brug for at snakke mere ægdonation, så er du velkommen til at. skrive til mig. 

Sendt fra min iPhone

Vores sidste donoræg

Ja, vi drog i Spanien i sommerferien for at hente vores allersidste donoræg. Tænk hvis man kunne være så heldig at få et barn mere.

Sidste chance. Sidste chance. Sidste chance. Det var altså svært ikke tænke på. Det var også sidste chance for BabyGirl at få en biologisk søskende. På en eller anden måde er det begyndt at betyde noget for mig, at hun er knyttet fuldbiologisk til en anden person. Det er min egen utilstrækkelighed, der spiller ind.

Vi ankom til Spanien med bange anelser. Det var svært ikke tænke på, om det sidste æg ville overleve optøningen, og vores lange rejse derned ville være forgæves.
Heldigvis gik det hele godt. Ægget klarede optøningen, og tilbagelægningen foregik også uden de store oplevelser. Så gik Den Store Ventetid gik i gang.

Det var hårdt, da blodprøven sagde nej og jeg ikke var gravid.

Så her står vi nu.  En vidunderlig datter og ingen lille baby på vej.
Der er 10.000 spørgsmål, som flyver tagfat i mit hoved. 

• Er det nok med et barn?
• Skal jeg aldrig mere være gravid?
• Skal BabyGirl være alene og enebarn?
• Skal vi forsøge igen?
• Har vi råd?
• Har vi råd til at lade være?
• Hvis vi forsøger igen, hvor langt skal vi gå? 2 år mere? 4 år mere? 10 æg?
• Hvornår er det nok?
• Er tiden løbet fra os, så nu er vi for gamle?
• Er det synd for BabyGirl at køre fertilitetscirkus og -rutchebane igen-igen
• kan vi klare presset at tage en tur mere
• Kan vi klare tanken om at vi kun er tre i vores familie

Mens jeg prøver at finde et enkelt ja/nej til mine 1000 spørgsmål, har vi forespurgt den spanske klinik, om de vil kontakte vores donor, og høre hende om hun kan lokkes til endnu en donation af æg.

Så nu venter vi.... igen

Søndags omelet

Jeg elsker søndag morgen. Vi spiser ofte en stor omgang morgenmad. I dag stod menuen på omelet med rød peber, brune champignon, lidt cheddar og frisk basilikum serveret med et par skiver bacon og friske tomater. Jeg har købt de skønneste romantika tomater. De er sprængfuldte med saft og smag. 

De holder ikke længe for jeg går hele tiden og snacker af dem.

Vi er gået igang med den store planlægning. IVI har nemlig givet os en tid til ægoplægning. Så nu er rejen til Valencia booket. Denne gang bliver det igen en ny kombination af fly og tog, og jeg har fundet et fint nyt hotel.
Vi melder klar parat til start.

Hjertet kræver hvad det ønsker

Igår fik jeg en hilsen fra Tine, som fik mig til at græde (en lille smule). Hun læser lidt med her, selvom hendes situation afviger en smule fra min. Hun har nemlig fået en lille guldklump, og hun vil så gerne have en mere. Hun genkender nogle af mine triste ord om, hvor hårdt det er at leve med misundelsen og jalousien på de gravide, og angsten for at aldrig opleve at få et barn eller en familie.
Tine rør ved et andet tabu, som handler om man også godt må have alle de negative følelser, når man allerede har fået en baby, og bare gerne vil have en mere.

Og jeg tænker et kæmpestort ja. Det må man gerne!
En af mine veninder sad i samme situation, og vi snakkede meget om det. Nogle af de ord, som blev hos mig efterfølgende, var, at det værste nu var, at man vidste, hvor stor en glæde barnet gav, og nu skulle man aldrig opleve at få en mere. Det er da også en stor sorg. Problemet er jo, når man føler sig som en forældre til et eller flere børn, og man ikke kan få dem. F...ing barnløshed - alene ordet stinker.
Nogengange tror jeg, at forbandelsen ligger i, at vi lever i en tid, hvor alt er muligt og det eneste noget kræver, er man er villig til at sætte alt ind på at opnå (børne)drømmen. Der er bare ingen garantier - til gengæld kan man være sikker på at vejen er belagt med nederlag, mindreværd og smerter af både fysisk og psykisk karakter.
Da jeg var yngre, troede jeg at det med børn var et sikkert stik. Jeg skulle bare lige sørge for at have nogle ting på plads, som min uddannelse og manden i mit liv. Det show gad min krop så bare ikke længere vente på. Så nu sidder jeg her i den perfekte ramme og har drømmen i behold, men ingen gode æg.

Heldigvis jeg lidt doneræg i Spanien, og min slimhinde er atter parat. Jeg har de forløbne uger taget mine mange piller, de 7 hæslige sprøjter og haft en masse angst for at min slimhinde også var gået i stykker. Men alt er godt indtil videre. Den gode danske læge har kigget på slimhinden, og siger den er både tyk og 3 delt. Så mangler jeg bare et GO! fra IVI, så jeg kan få min æggebaby. Jeg er så klar til at få min drøm opfyldt.

Så er øfgrisene på plads

Oh yeah... TO fine blastocyster ligger nu i min livmoder. Optøningen gik rigtigt godt, og begge æg udviklede sig optimalt.
Jeg har ligget næsten mussestille siden i går eftermiddags. Lægen bad mig om at holde mig i ro i de næste kritiske 24 timer. Det er længe, når solen skinner og det er 21 grader udenfor. Godt man har lidt snue, man også lige kan pleje lidt sammen med øfgrisene.

Så hør lige efter, små øfgrise, hvis I vil være søskende er husorden følgende:
1. Bliv indendøre.
2. Find noget mad og sæt jer godt tilrette de næste 9 måneder.
3. Ingen slagsmål I kan lige så godt lære det. Vi skal allesammen være her.


Velkommen til jeg har glædet mig til at I kom.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Location:Valencia

Hjemkaldelse af de frosne æg

Sidder i lufthavnen og venter. Er på vej til Valencia for at hente vores æggebarn eller øfgrisen som iPhone insisterer på at kalde den. GO figure..
Var meget nervøs igår. Halsen gør ondt, hovedet værker og min temperatur var 37,8
Det hjalp at ringe til den spanske klinik. Jeg var bange for at lidt sygdom ville ødelægge vores chancer.
Det hjalp dog på en anden måde end jeg havde forventet. Vi snakkede i sjældent grad forbi hinanden. Jeg prøvede at forklare "sore throat" ca hundrede gange, og min spanske kontakt svarede med spørgsmål som "is it inside or outside the vagina..."
Så prøvede jeg med "frontside of neck" og "hurts when breathing". Til sidst var jeg ude i "Nothing With the vagina throat" i en lidt høj røst. Der er jo langt til Spanien fra København.
Samtalen endte med at vi grinede og grinede over at vi kunne tale så meget forbi hinanden. Og ondt i halsen er ikke noget problem.
Og idag har jeg det bedre, mon ikke jeg er frisk til fredag og min øfgris.


- Posted using BlogPress from my iPhone

Hemmeligheder igen

Så er vi gået i gang med vores 15. IVF forsøg. Egentlig er det bare et nyt forsøg med ægdonation på de spanske fryseæg. Jeg har det mærkeligt med det. Jeg er ikke bange endnu. Det skal nok komme sammen med sine venner angst og følelsen af uduelighed.
Men jeg orker næsten ikke at skulle fortælle de spændende nyheder til hele kredsen af familie og venner. Høre mig selv sige de samme ting igen, forklare den samme upålidelige tidsplan og lytte til samme gentagne råd og håbefulde lykønskningerne fra dem alle. Jeg ved godt, at de mener det bedste, og det er de ord og begreber, de har til rådighed. Men der er jo kun 25% sandsynlighed at vi får vores æggebaby denne gang. Og tanken om at det går galt igen smerter hjertet og trikker de dårlige erfaringer.

Puha, angsten sniger sig langsomt ind på i mit liv igen. Det er næsten uudholdeligt at tage chancen, men det er stadig værre at lade være ved at gøre noget. Vi savner og mangler jo en baby. Så vi sidder igen i første vogn på fertilitetsrutsjebanen. Jeg har taget min sidste sprøjte, og på mandag skal slimhinden tjekkes for første gang.

Kære Gud, lad denne gang være en fornøjelsestur.

Dramaet fortsætter...

Endelig ringede de fra Trianglen, og jeg kunne næsten ikke holde det ud. Tallet er nu steget til 68!!! Det er tredoblet, og det er en fin stigning. MEN hcg niveauet er stadig for lavt. Trianglen regner først det for en graviditet på dette tidspunkt, når hcg-værdierne over 70, og vores spanske klinik tæller det først fra 100. Så vi skal lige have taget en ny blodprøve på tirsdag... dramaet forsætter.

Jeg planlægger at lave nogle samosaer senere idag, og måske blogger jeg om dem senere. Hjernen skal have noget at lave til tirsdag. Heldigvis har vi også været forbi IKEA og købe en masse. Så der skal både bygges, skrues og hamres i det lille hjem.... på flere måder.

Fuck, hvor er jeg glad lige nu!

Lavt hcg niveau

Tjaa.. det skal bare ikke være let at blive gravid. Endelig oprandt dagen, hvor jeg kunne få taget en blodprøve.

En af måderne, man kan måle en mulig graviditet, er ved at måle indholdet af stoffet hcg.
Er hcg tallet under 5 er der ingen graviditet, og hvis det er over 25 regnes man for gravid. Mit tal er 22 - Jeg er 16 dage henne og burde have et tal mellem 3-7340... så det.....  men nogle kvinder producerer meget hcg allerede tidligt i deres graviditet - andre er mere langsomme.  MEN jeg ved ikke hvilken gruppe jeg tilhører.

PREGNANCY STATUS SERUM hCG LEVELS

from conception	from LMP	(mIU/ML or IU/L)
7 days	3 weeks	0 to 5
14 days	28 days	3 to 426
21 days	35 days	18 to 7,340
28 days	42 days	1080 to 56,500
35 - 42 days	49 - 56 days	7,650 to 229,000
43 - 64 days	57 - 78 days	25,700 to 288,000
57 - 78 days	79 - 100 days	13,300 to 253,000
17 - 24 weeks	2nd trimester	4060 to 65,400
25 wks to term	3rd trimester	3640 to 117,000
After several days postpartum		nonpregnant levels (<5)"

Jeg var helt sikkert gravid. I den forgangne uge havde jeg en masse af de rigtige symptomer, og jeg er stadig ret træt... men nu jeg er ikke længere sikker på at det holder. Psyken prøver på at spasse ud, så nu synes jeg, at det murrer i underlivet på den forkerte måde... måske øv.

Da de ikke kunne konstatere om det er en blivende graviditet, skal jeg have taget en ny test på søndag. Nu bliver udfordringen at holde fanen højt- for tro flytter bjerge... og hvis der en mikroskopiske chance for at ægget holder fast, skal der kæmpes.

Ægdonation - eller rejsen til IVI i Valencia

Så kom vi frem til Valencia, det var en lang rejse herned til den spanske solkyst. Togturen fra Madrid var skøn og gik hurtig.

Desværre havde nogen lovet at give os en opdatering på æggenes tilstand om lørdagen. Men da lørdagen og søndagen gik, uden vi hørte en lyd, steg vores angst og forventningerne faldt markant. Hvorfor hører vi ikke  noget... var faktisk det eneste, som løb gennem vores hjerner og samtaler. Ventetid er altså en hård nyser, og det forværres, når vidensbegærlige og kontrolfreaks som os ikke hører noget.

Nå, men mandag morgen ringede de roligt og frejdigt.. om vi ikke bare lige smuttede forbi klinikken senere på eftermiddagen for eksempel kl 15? Æggene?!? De havde det da fint; der var to til oplægning og tre andre var allerede blevet lagt i fryseren. De sidste fem lå til observation og ville blive frosset ned, hvis de udviklede sig godt.
...
Jeg tror, mit hjerte hoppede et slag over, og tårerne løb til. Det kommer altid bag på mig, hvor stærke følelser denne her møgproces kan fremkalde uden advarsel.

Vi tog ud til klinikken og var meget spændte og nervøse. Den store Carlos Simon tog imod os, og se lige hvad han viste os. Dette er de to fine blastocyster, som lå og ventede på os. Det, man kan se på billederne, er at celledelingen er skiftet til en embryosblast, og at kanten af ægget nu er klar til æde sig ind i livmoderslimhinden.

 Jo tak, min slimhinde så også fin ud på scanningen, og jeg fik ros af lægen. Æggene fik også meget ros. De er helt perfekte ifølge Simon. Jeg kan altså godt lide folk, der roser. Det får mig til at føle tryg og rolig. 

Tilbagelægningen gik, som det skulle. Ikke lige min kop te, men Simon og sygeplejersken var søde og forstående.

 Så nu er jeg altså gravid-agtig eller pre-gravid... jeg ved ikke lige, hvornår det rigtigt tæller, men min krop bør efter alle hormoner og forventninger snart gå i gang med at producere de famøse hormoner, som hjælper med at bygge børn.

Tænk hvis vi fik tvillinger... nu går jeg bare og slapper af, mens Loverboy fejer alle småstene af vejen og sætter grænser for madmaven... der er jo masser af ting, man lige pludselig ikke længere må spise...

Det her er lykke... 

Vi tager til Spanien!

De har lige ringet, og hold da helt fast. Der er 10.... 10 befrugtede æg, det er helt vildt mange, og mange flere end vi turde håbe på. Tænk hvis der også var æg nok til at de kunne komme i fryseren til en omgang mere en anden gang.

Jeg har været urolig hele dagen og tjekket telefonen hvert andet minut. Det er næsten uudholdeligt at vente på et opkald. Min reptilhjerne går amok og var så småt i gang med tanker om  .... nå hvad nu? ... men hahahaha der er retfærdighed til.... hvisker jeg stille, så Nemesis ikke hører det.

10 æg!!! Nu tager vi til Spanien!

For særligt interesserede kan jeg fortælle, at de dyrker æggene til blastocyststadiet i ca 4-5 dage, så det skal sættes op i mig mandag eller tirsdag, alt efter hvor hurtige de deler sig. Betty har et rigtigt godt forklarende billede på sin blog, som forklarer den proces det befrugtede æg gennemgår inden tilbagelægning til livmoderen. Jeg tænker nogengange på, at mine forældre bør have lidt skolepenge tilbage for mig - jeg husker ikke en skid om alt det her fra folkeskolens biologi, men spørg mig lige om almindelige insekter i vandløb eller ligevægte i økosystemer...

Spanien!!!

Bliver æggebarnet mon til noget?

Drømmen om Æggebarnet kommer tættere på. Imorgen ringer de og fortæller, om der er nogle befrugtede æg til os i Spanien... puha det er hårdt at vente.

Al ting har en pris...

Bloggen var oprindelig tænkt som min dagbog, og trods mine søde trofaste 36... hov 37 faste læsere, er jeg begyndt at overveje en ekstra gang, hvad jeg kan dele på bloggen. Er mine barnløse tanker overhovedet interessante for andre end mig.  Ja, ja den er god nok... man bliver hurtigt selvoptaget, når berømmelsens spotlight rammer det store ego.

Vi kæmper stadig for at få et barn - også selvom vi nu har passeret vores 4. år. Og det er en hverdagskamp, som koster tårer, venskaber og kræfter, men også en kamp der giver tro på at kærligheden tåler og overvinder alt - selv ufødte børn, hormonbehandlinger og ikke-eksisterende sex. Det eneste, jeg ved, er til stede er nuet og kærligheden. Der er ingen garantier i livet, så jeg kæmper. Uden kamp, ingen vinding! Og alt jeg har alt at vinde; forældreskab, familieliv og meget mere samliv med Loverboy.

Kampen om æggebarnet er skudt i gang. Jeg har tabt kampene om det biologiske barn, men det var de indledende kampe. Nu skifter vi taktik og sætter alt ind på æggebarnet. Alt på fremtiden, også selvom der er en pris.

Første udkast til den nye masterplan giver nemlig to svære udfald. Et, hvor jeg er nygravid og cirka derhenne, hvor jeg aborterede sidste gang...  I det andet scenarie er jeg gravid og sandsynligvis ved at skide i bukserne af nervøsitet af tanker om det sidder fast. Ingen af tilfældene giver et særligt fedt bryllup.

Endnu engang må vi erkende, at barnløshedsafviklingsprocesserne ikke kan køre parallelt med ret mange andre store ting. Vi kan ikke både have hovederne i bryllupsplaner og æggebørn. Og prisen er i første omgang det planlagte bryllup. Vi vil hellere være en familie end have et foto og to guldringe.

Dårlige æg, æggeledere og humør

Vi har besøgt en af verdens bedste specialister i fertilitet og endometriose - alene hans navnet indikerer styrke Professor Carlos Simón. Han er den første læge nogensinde, som har fortalt os sammenhængen mellem fertilitet og endometriose. Æg fra piger med endometriose har en dårligere kvalitet, og de har derfor sværere ved at blive gravide. Han har lavet donorforsøg med både æg fra endopiger og almindelige pigers æg, og hans resultater viser, at gravitetschancerne afhænger af hvorvidt doneren (ikke modtageren) har endometriose. Det vil sige, vi har gode chancer for at få vores eget æggebarn. Juhu... Endelig gode nyheder.

Så var det bare lige, at han skulle tjekke mit underliv med en ultralydscanning og en prøvetilbagelægning med æggeslanger. Han vil nemlig være sikker på, at alt er, som det skal være. Fint, tænker jeg. Jeg er lige blevet tjekket 3 gange indenfor de seneste to måneder. Ingen problemer der. Tip top tjek!

'This is a problem' hører jeg ham sige, og rummet drejer rundt og alt ilten forsvinder kortvarigt. Min højre æggeleder er fyldt med væske, og skal fjernes. De kan ikke hjælpe os, før den er fjernet. Simon forklarer, at væsken skyller ned over de befrugtede æg, og forgifter dem, eller endnu værre æggelederens væske tiltrækker ægget, således at det sætte sig fast udenfor livmoderen, og det er både meget farligt for mig, og giver ingen børn. Det er bare så meget op ad bakke, og føles så urimeligt.

Hvad er det, som der skal til for at få fat i et barn! Det er altså lidt af tilbagevendende prøvelse. Vi spæner fra det ene land til det næste, skifter medicin, prøver akupunktur, afholdenhed... og det føles om om vi meningsløst kaster alle vores penge ned i børnehullet... men uanset hvilken udvej, løsning eller mulighed vi vælger, sidder vi stadig i samme barnløse situation.

Nu skal jeg så opereres, og have fjernet den ene af de uduelige æggeledere, vel og mærke når jeg kan få en tid til operation. Også vente to til tre måneder før vi kan gå i gang med ægdonation... og hvad gør vi så lige med adoptionsplanerne til da...

ØV!

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.

Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.