lørdag den 25. oktober 2014

Tidlig overgangsalder - det allerede nu?

En dag blev jeg kontrolleret i toget af en billetkonduktør. Jeg bruger normalt mobilbillet, og denne gang var den ikke gået igennem. Det var super pinligt, og jeg blev helt rundtosset og meget rød i ansigtet. Mens jeg forfjamsket forsøgte at forklare mig, drev angstens sved af mig. Min billet gik pludselig igennem og billetkonduktøren gik sin vej, og jeg sad tilbage og sveden haglede af mig.

Måske er det ikke unormalt for dig, men jeg kan nærmest ikke svede. Jeg bliver varm og rød, men det er sjældent at sveden drypper af mig. Jeg var overrasket over min overreaktion og tænkte på det resten af min togtur. En lille strøtanke pippede overgangsalder.... men det er jo først om lang tid... du ved, når jeg bliver gammel.

Tanken kunne ikke forlade mig igen, og jeg opdagede, at jeg faktisk havde det ret varmt, eller retter sagt jeg ville gerne have temperaturen lidt koldere. Jeg overfladegooglede det og gemte lidt på tanken. Jeg er slet ikke klar til at være gammel. Hvad er det lige det betyder for mig, min familie... øfgris nr 2. Og så slog det mig... har det betydning for min restlevetid... hvad er den der overgangsalder lige for en størrelse? Gennemsnitsalderen er 51 år, men de fleste får det fra 45-55 år alderen. Og nogen helt ned til 20 årsalderen... puha....

Jeg blev mere og mere ked af det, og til sidst bad Loverboy mig om at tage kontakt til en læge. Jeg skrev til min ynglingsfertilitetslæge, og hørte ham om de tre vigtigste ting:
  • Kan vi måle/scanne/undersøge om jeg er gået i overgangsalderen
  • Kan jeg stadig tage endnu en tur i IVF- rutchebanen med donoræg?
  • Dør jeg tidligere?
Google havde jo allerede fortalt mig om alle de andre gode gaver, man får med i købet. Svedture (tjek), inkontinens (øv), humørsvingninger(dem kender jeg godt), manglende sexlyst og tørhed i skeden (troede bare jeg var træt og ikke havde lyst), blødningsforstyrrelser.

Min søde kloge læge skrev hurtigt tilbage, at jeg skulle have taget en blodprøve. Han havde kigge på mine seneste scanningsbilleder, og de viste at mine æggestokke var lidt små, så det var bestemt en mulighed at jeg var i overgangsalderen(!) SUK. Det har ingen kobling til restlevetiden (juhuuuu) og ingen betydning for vores IVF, da vi jo vil bruge donoræg og cyklus stadig styres via p-piller.
Men jeg var alligevel lidt ked af det. Jo mere jeg tænkte over det, kom jeg frem til at handler om uvisheden. Dette er et af de store faseskrifte i livet. Jeg er jo endelig kommet til den del af mit liv, som jeg virkelig elsker højt. Min Loverboy er en vidunderlig partner, min datter er fantastisk og hun udvikler sig så hurtigt. Hun kan hele tiden nye ting, og lyser op i store smil når hun ser mig eller jeg kilder hende(jeg elsker hendes latter og smil, så jeg kilder hende tit). Og jeg ved hvad jeg har lige nu, og det er godt. Jeg er ikke så vild med ændringer af min livssituation.

Så nu venter jeg på svar fra min blodprøve.....