Viser opslag med etiketten vegetarisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten vegetarisk. Vis alle opslag

mandag den 8. april 2013

Risotto hos Grød

Barnevognsturen fører mig ofte til Torvehallerne, og stor var min glæde, da jeg læste, at Grød ville åbne en filial der.
Udvalget var spændende, og jeg havde som sædvaneligt svært ved at vælge, men jeg endte med frokosttilbuddet om en blomkålsrisotto og en valgfri drikkevarer for 65,-
Risottoen var rigtig GOD. Den var nylavet, rygende varm, cremet, smagfuld og toppet med romanescokål, som er en afart af blomkål. Jamen jeg siger dig, maden er god... så jeg skal tilbage og smage noget mere... de har nemlig også en morgengrød med hjemmelavet karamelsauce med æble og mandler! Og meget andet.... og når solen skinner, kan man sidde på bænk i gården mellem de to torvehaller og nyde livet... for livet det er godt!

tirsdag den 11. september 2012

Gulerod- og blomkålssuppe

Tiden flyver, når man har nok at lave. Loverboy har brækket foden, og kan ikke gå- som i overhovedet ikke gå. Så jeg har fået et lille ekstrajob som hans chauffør til og fra jobbet, plus de løse arbejdsopgaver i hjemmet. Så der kommer nok snart en madplan på mit arbejdsprogram, og jeg leder efter gode opskrifter, som kan strække til flere dage.

Ugens ret har indtil videre været denne skønne suppe. Den er let at lave, og bedst af alt var alle ingredienserne i køleskabet. I like!

4 pers.
800 g gulerødder
1/2 blomkålshoved
1,5 L hønseboullion eller grøntsagtsboullion
4 cm ingefær
1/2 rød chili
1 rødløg
lidt smør
salt

Ved nærmere efter gennemrodning af fryseren, fandt jeg også et kyllingeskrog, som jeg endte med at koge bouillonen på og få den ekstra gode smag.

Løget blev hakket og stegt til de var klare i lidt smør. Gulerødderne og blomkålen blev vasket, renset og snittet i mindre stykker og smidt i gryden med boullionen sammen med de stegte løg. Ingefæren og chilien blev snitttet i småstykker og kogte med. Det hele kogte i 20-25 min til grøntsagerne var møre. Og vupti blendet med Bamixtryllestaven. Den er så effektiv og nem at arbejde med.
Man kunne sagtens lege mere med suppen, riste lidt græskarkerner/solsikkefrø til pynt eller legere suppen med lidt fløde, men jeg synes suppen var fin, som den var. Og helt ærligt gad jeg bare ikke arbejde længere, og sofaen skreg på mig og fjernbetjeningen.

Og maven har det fint. I denne uge har jeg en masse læge, jordmoder og scanningsbesøg.... og vi finder ud af om baby er en pige eller en dreng. Så spændende....

tirsdag den 1. maj 2012

Bønnemos i spidskålsblade

Alt det rejseri er nu skønt, og jeg har spist mig en pukkel til i en skøn mad. Så det eneste jeg havde lyst til, da vi kom hjem var en gammel kending med bønnemos og lidt kål. Bedre kendt som ting, der kan holde sig - tørrede bønner fra skabet og to forskellige slags kål fra køleskabet.
Ok, du har ret. Jeg var super doven og gad ikke gå ned i lokale supermarked. Det er jo ren nedtur, når man kommer fra de engelske og tyske supermarkeder med deres håndskåren frugt og lækre produkter.
Teoretisk set kunne man jo have dampet den smukke spidskåls blade, så de kunne pakke bønnemosen ind, men jeg gad ikke, og det smagte skønt. Perfekt med det sprøde kål til den bløde hummus.

lørdag den 11. februar 2012

Sellerisnack

Selleri er en skøn rodfrugt, jeg glemmer bare tit at den findes. Måske fejlbedømmer jeg den bare på dens let kedelige knoldudseende.
Jeg har haft kig på en spændende kombination hos Aarstidernes opskrifter, nemlig denne snack med selleri og siden viste jeg, at det kun var et spørgsmål om tid, før den lå i min mave.

Og der ligger den godt, skal jeg hilse og sige :-)
En tyk skive knoldselleri skiver i pensles med rapsolie bages i ovnen ved 175 grader i ca 25 minutter
Når skiven er mør, lægges en skive gedeost på sammen med frisk rosmarin og grilles gylden i ovnen.
Klar parat spis!

onsdag den 5. oktober 2011

Weekendens fangst fra torvehallene

I mangel på svampejagte og fisketure bød weekenden på en tur til Torvehallerne. Jeg er vild med dem. Jeg kom hjem med store artiskokker, majskolber, tragtkantareller, kammuslinger, multefileter og bedst af alt en kvist havtorn og lidt hyldebær. 
De er godt nok sure sagde ræven... sushistegen synes nu godt om den syrlige smag presset sammen med appelsinsaft.

Torvehallerne holder max! Jeg kom hjem med mad til mange dage, og det hele har smagt vidunderligt.
Her kommer lidt ord og billedekavalkade. 
 En gammel favorit - smørstegt kammusling på most blomkål med mælk og smør, ristede mandler og sandløg. Nåh nævnte jeg ikke dem før... ja man kan købe sandløg i den hyggeligste bod. Indehaversken samler vildt grønt i naturen og sælger til mig :-) Det var også hende der solgte mig havtorn

Old school - kogt artiskok med en klassisk sennep vinaigrette

Kantareller og tragtkantareller blev til en stor omgang svamperisotto, så der var til flere dage.

Fisken blev skindstegt og spist sammen med en stor omgang rodfrugter og citronsmørsauce .... mums, det var så godt at jeg glemte at fotografere den ;-)

mandag den 22. august 2011

Perlespeltsalat og salat med grønne bønner

Dagens menu har stået på bønnesalat, perlespeltsalat og friske hindbær. Jeg har nemlig mistet sulten, og det er træls. Så jeg prøver at overtale maven til at spise lidt. Det går bedst med grønt og frugt.

Begge salater er gamle kendinger i mit køkken, som jeg aldrig lige har nået at blogge om.

Grøn Bønne salat
friske grønne bønner
rødløg
salatost- kan udelades
Dressing
Estragoneddike
sennep
rapsolie
hvidløg
salt
sukker
peber

Bønnerne rengøres og skæres i ensartede mundrette størrelser og dampes i letsaltet vand.  Dressingen piskes sammen og hældes over de lune bønner. Løget skæres i små stykker og blandes med bønnerne og eventuelt salatosten. Salaten kan serveres både lun og kold, og passer godt til alt. Vi får den oftest til kylling eller bøf. Den er så god, og himmelsk hvis man kan få friske grøntsager fra haven.

Perlespeltsalat
perlespelt
sorte oliven
hjemmelavet semidried tomater
salatost
dressing
æbleeddike
rapsolie
saft fra de semitørre tomaterne
salt
peber
frisk hakket rosmarin

Perlespeltsalat opstod som en jeg-har-lyst-til-en lun-salat-men-jeg-gider-ikke-handle. Dem har jeg opfundet en del af, og er en af grundene til jeg har mange glas og dåser på lager i skabet. Så jeg kan altid slå noget noget spiseligt sammen, trods et tomt køleskab.

Salaten er nem at lave. Kernerne koges efter posens anvisninger. Oliven halveres og stenen fjernes. Tomaterne er her mine supermarked tomater, bagt i ovnen ved 100 grader i et par timer sammen med et splask af rapsolie, salt, peber, hakkede friske krydderurter og et presset hvidløg. Andre gange når jeg har ikke tid eller tomater, bruger jeg soltørrede tomater i mindre stykker.

Min eftermiddagsdessert (jo det er der noget der hedder. Jeg fik det ofte, når jeg kom hjem fra folkeskolen.) bestod af friske hindbær med flormelis og fløde.
Hov, hvad ... ser lige i tv, at 7-eleven har tilbud på to croissanter for en blank ti-krone. Måske er madmaven tilbage, hjernen er i hvertfald klar til lidt mere mad :-) Man skal jo bare fristes.

søndag den 31. juli 2011

Butterdejssamosaer med spicymos af kartofler, ærter og majs

Jeg elsker samosaer og tidligere har jeg boet tæt på dygtige grønthandlere, som altid forsynede mig.
Men det er slut, og så må jeg jo selv til arbejdet, og som meget andet ender det med at være en tilfredsstillende opgave. Det er bare fedt at lykkes med en variant med det perfekt touch.

Sådan blev den kødfri aftensmad til en omgang mexi-inspirerede samosaer fyldte med fars af kartofler, fryserens grøntsager og masser af frisk chili. Samosaerne fik godt selskab af en fyldig og grov salat samt en raita-agtig dip. Man må nemlig godt blande de gode sager :-)


Majs'ene viste sig at være en lækker tilføjelse. Den gav et sødt modspil til den meget stærke chili. Ok, samosaerne blev muligvis lidt (for) stærke, men jeg elsker stærk mad, og det giver en god undskyldning for at spise en masse dip.

Farsen bestod af:
mosede kogte kartofler
løg
hvidløg
majs
ærter
sukkerærter  - jeg havde ikke så mange ærter og slet ingen bønner
tørret koriander
spidskommen
en hel rød chili

Løgene brunes og blandes med de resterende ingredienser. Det er vigtigt at smage farsen til. Den skal være pakket med smag, da både kartoflerne sugerne smag og butterdejen tager en del af smagen. Jeg gik all in og gav den masser af chili. Farsen skal køles helt ned inden den skal indpakkes i butterdejen. Jeg bager mine samosaer i ovnen.


Du kan se her hvordan resten af arbejdsgangen er fra sidste gang, jeg lavede samosa.

Jeg fik lidt kolde fødder af den stærke fars, så jeg blandede lidt creme fraiche med friskhakket mynte og et par tomater i små tern, og smagsatte med salt og peber.
Skøn aftensmad!

onsdag den 8. juni 2011

Vegetarwraps

Arbejd- arbejd... varmen er svær at holde for døren, og jeg gider ikke rigtigt at lave mad. Så igen i dag stod menuen på hurtig og nem mad.
I mine forrådskamre var der heldigvis forskellige ingredienser til et par hurtige wraps. Det blev til en omgang vegetarwraps med avokadosnask, bønnemos og min egne langtidsbagte tomater.
Wrap blev lagt sammen to og to med et mellemlag af chedderost og lidt finthakket jalapenoschili, og blev stegt på panden til de fik en gylden farve.
Bønnemosen var rester fra weekenden og avokadosnasken blandede jeg hurtigt af en avokado, og lidt Santa Maria rester fra forårets madbloggertræf (grøn tomatrelish og salsa), stødt spidskommen, tørret korianterblade og mere jalapenoschili.
Skøn hurtig aftensmad, og nu skal hjernen slappe af til "For lækker til Love" og kæben hænge nede på maven af ægte måben...

søndag den 22. maj 2011

Fødselsdagsbuffet i sommerhuset

Fødselsdagsbuffet til 25 mennesker og 7 børn under 6 år
Jeg var kommet til at invitere ret mange af mine søde venner og familie, og da de fleste havde sagt ja, endte vi på en hel del voksne og børn. Så vi tog i familiesommerhuset.

Jeg havde planer om at bruge nogle af de skønne ting, jeg købte i Basar Vest. Jeg endte med at komponere en menu med grillet kød og fire forskellige salater; hvedekernesalat, kartoffelsalat, aspargessalat og bønnesalat samt lidt snask i form for humus, tzatziki og marinerede oliven.
Til børnene lavede jeg lidt kyllingedunser, gulerodsstænger og skivet vandmelon og købte små slikboxe med Smarties.

Humus på butterbeans
1000 g butter bønner
4 tørre laurbærblade
måske 3 dl rapsolie
1 frisk chili
6-8 fed hvidløg
saft af ca. to citroner
revet citronskal fra en citron
spidskommen
røget paprika
salt

Bønnerne udblødes i ca 8-10 timer, og de koges sammen med chilien, 2 fed hvidløg i hønseboullion  i ca 45-60 minutter.
Jeg laver den efter smag og behag. Bønnerne blev blendet sammen med de kogte og friske hvidløg og den kogte chili. Det er altid sværere at lave en ret om til dobbelt- eller trippelportion - så konklusionen er, at man må smage sig frem, til den rigtige smag behager dig.

Signes bønnesalat med tunsauce
1000 g frosne grønner bønner
500 g kogte borletti bønner
5 spsk mayo
1 spsk olie
2 tsk dijonsennep
2 dåse tun i olie
2 spsk hakkede kapers
saft af 1½ øko citron
skallen af1 økologisk citron
4 finthakket ansjoser
lidt finthakket persille

Jeg blev fristet, da jeg læste om denne salat hos Signe. Jeg lavede lidt tilpasninger til mine smagsløg og købemayoen. Dressingen blendes sammen af mayo, sennep, tun, kapers, citronsaft og -skal, ansjoser og lidt ekstra rapsolie. Da jeg var nødt til at planlægge lidt mere, kogte jeg bønnerne dagen før og marinerede dem i olie med citron, hvidløg og persille, så de kunne trække lidt smag, og blot samles på dagen sammen med de grønne bønner og tunsnasket.

Salaten er god, og den var et stort hit til den grillede kylling.

Hvedekernesalat
1 kg hvedekerner
600 cherrytomater
1 lille dåse kofeta fra Basar vest
5 røde snackpeber
et bundt persille
3 forårsløg

Denne salat er inspireret af tabolleh, men den tog sin egen retning undervejs. Det gør mine salater ofte - og de lever deres liv med stor succes. Udfordringen er at genskabe dem, det vat faktisk en af årsagerne til at jeg startede bloggen. Jeg startede med at semitørre tomaterne. De blev hakket i kvarte og vendt i rapsolie med hakket rosmarin, dildsalt og sukker og bagt i ovnen i 1 time ved 100 grader. Halvvejs samlede jeg alt væsken op fra fadet og satte til side.
Hvedekernerne koges i hønseboullion i 20 minutter. Kernerne vendes i en dressing af tomatsaften fra de semidryet tomater, lidt æbleeddike, lidt mere rapsolie, salt, sukker og peber.
Peberfrugterne og fetaen skæres i tern og vendes i hvedekernerne sammen med finthakket persille.
Denne salat var en højdespringer, men næste gang jeg skal lave den igen, vil jeg have mere persille i.

Tzaziki
4 agurker uden kerner
500 g græsk yoghurt
4 fed hvidløg
dildsalt
saft fra 3/4 citron

Dressingen blandes og smages til, mens de revne agurker drypper af i sigte sammen med lidt salt.

Min Mors Klassiske Kartoffelsalat
1,5 l øko ymer
1/2 glas mayo
økologisk karry fra bloggertræffet
3 løg
salt
2 forårsløg
4 kg kartofler
Dressingen blandes af ymer, mayo, karry og hakket løg. Dressingen trak i 3 timer inden kartoflerne blev kogte og skåret i mindre stykker og vendt i dressingen sammen med lidt forårsløg.

Aspargessalat
2 kg grønne asparges
Grillet med baconstrimler

Kød til grillen
Oksetykstegsfilet marineret i rosmarin, timian og hvidløg
Pølser - rigtig mange:-) Man skal altid slutte med en grilpølse
Kyllingefillet marineret i rapsolie med hvidløg, frisk rosmarin og timian

Brød
6 pakker dobbelte flutes
pølsebrød

Jeg havde store planer om at bage flutes, men min forkølelse satte alligevel visse begrænsninger i forberedelsen. Så jeg købte nogle kedelig hvide og lidt flere af de grove, som bare skal slutbages i ovnen. Jeg pensler dem med æg og drysser med lidt af min urtesalt af spøjsløg. Det pynter fint og smager godt.

Rabarbertrifli
Jeg havde fået lov til at gå på rov i naboens rabarberbed - det blev til 3 kg rabarberstængler, som jeg kogte ned sammen med 1/2 flaske dessertsnaps på sommerbær, en masse sukker og vanilje. Jeg havde glemt mac'en og kogebøgerne, så desserten blev lavet på gefühl med knuste makroner, græsk yoghurt rørt op med vanilje og rørsukker, frisk mynte og på toppen flødeskum. Dejligt og nemt.

Rester
Der er en del rester til natmad, og heldigvis skulle vi til sammenskudsgilde dagen efter, hvor restsalaterne blev serveret. Jeg har en lille steg tilovers, som jeg skal finde på noget til. Jeg overvejer at lave en marinade med kapers og persille, men vi må se, hvad det bliver til.

Om jeg fik nogle gode gaver? De skønneste ting, betænksomme og opmærksomme oplevelsesgaver og en masse våde kys af børnene. Det er nu skønt at få lov til at tilbringe en hel dag sammen de mennesker, som betyder allermest. Det er de dage, som giver mig overskud og kærlighed.
Jeg elsker at have og holde fødselsdag. Gid det snart var maj igen.

onsdag den 11. maj 2011

Risotto med asparges og portobellosvampe

Det vrimlede med asparges i Irma, og de står højt på min liste over skøn aftensmad. Det er længe siden jeg har lavet risotto. Jeg tager altid udgangspunkt i Jamie Olivers opskrift fra "Det er bar' mad".

Risotto 3 personer
  • et bund grønne asparges
  • en bakke portobellosvampe
  • 250 g arborio ris
  • 1 L Oscars hønsebouillon
  • 1 løg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 dl martini
  • salt og peber
  • Arla Castello Reserve Herrgård
Løgene hakkes og svitses i olie. Aspargesernes nederste del brækkes af, og de hviler i et glas koldt vand, så de kan blive helt sprøde. Svampene renses nænsomt og skæres i stykker

Risene steges med løgene og efter lidt tid tilsættes alkoholen, som "brænder" af. Oscars bouillon er nemt at bruge. Man tilsætter blot 25 g pulver til 1 L vand og rører rundt. Når man laver risotto er det vigtigt, at bouillonen hele tiden er i kog, så væsken er varm, når den tilsættes risottoen. Bouillonen  tilsættes i mindre slatter, således at risene kan opsuge væsken og blive mere grødagtige.
Jeg stegte svampene på en anden tør pande, og tilsatte dem løbende til risottoen. Dels for at give ottoen smag og for at få svampene stegt tørre. Aspargeserne blev skåret i mindre stykker og stegt i lidt rapsolie og røg i ottoen. Dog stegte jeg hovederne tilsidst, så de kunne ligge ovenpå risottoen og pynte.

Jeg brugte den sidste rest af Herrgårdsosten fra bloggertræffet, halvdelen røg i risottoen og resten ind på bordet. Den ost er virkelig god, og jeg kommer til at købe den igen.

Det var en skøn aftensmad, og jeg savnede hverken kød eller fisk - dog ville et glas koldt hvidvin passe perfekt :-)

torsdag den 27. januar 2011

Bønnemos versus Grønt snot

Jeg er blevet forkølet ...igen, igen. Det er som om, det grønne snot er flyttet permanent ind i min krop. Det vender jævnligt tilbage og jeg er så træt af det. Kampen må tages op. Et hurtigt tjek på Google viser endnu engang, at jeg hverken er læge eller i stand til at finde en hurtig kur.
Tydeligvis er min lunger i gang med bekæmpe en infektion og/eller så har jeg scoret mig en (kold) lungebetændelse...  det er typisk, nu hvor jeg lige har besøgt det meste af lægestanden, og ikke lige gider at komme tilbage til flere. Og hvad siger det egentligt om deres almen faglige kompetencer?
  • Egen læge - min helbredsattest til adoptionsgodkendelsen var jo et helt år gammel og dermed stærkt forældet. TJEK... igen
  • Hospitalslægetjek for endometriose og årligt smear.  TJEK, alt ser fint ud, og det er jeg jo sindssygt glad for, men jeg hader det stadigt trods verdens sødeste, klogeste, forsigtigste og blideste overlæge. Tak Jens!
Jeg besluttede at give mig selv en helbredende madbelønning, som tak for gode kropsresultater. Jeg er igang med en mere anerkendende angrebsvinkel om mine ønsker til min krop. Trusler og vrede virker bare ikke- heller ikke når det er rettet mod en selv!

Bønnemos
Nå men en god omgang bønnemos med alle de gode ting, som siges at have en helbredende virkning; masser af citron- både skal og saft, chili, hvidløg, hønsefond. Bønnerne kræver en god omgang smagsgivere, da den sluger megen smag.

Ingredienser:
hvide bønner - tja...nok til en person bliver meget mæt
2 laurbærblade
rapsolie
2 tørrede chili
3 fed hvidløg
saft af næsten en hel citron
revet citronskal fra en citron
spidskommen
tørrede korianderblade
salt
De hvide bønner blev kogt i 1 times tid sammen med 2 fed hvidløg, 2 laurbærblade, 2 af de tørrede chili og noget rapsolie i en god portion hønsefond. Jeg koger altid en stor portion og fryser resten ned i mindre portioner, så har jeg altid lidt "fast food".

Når bønnerne er møre, skal lune bønner moses eller blendes sammen med resten; 1 fed hvidløg, citronskal, saft, krydderier, mere rapsolie. Jeg blendede også de tørrede nu opblødte chilier med, fordi jeg er doven/ syg og ikke kunne overskue at hakke en frisk.
Ja, det er ikke verdens bedste foto, men her er delt skyld mellem ufotogen mad og dårligt kamera. Jeg døjer stadig med fotomulighederne. Jeg har lånt en HC Desire til afprøvning. Den er meget legevenlig med både Vejrudsigt, Angry Birds og indernet, men den tager altså ikke særlige gode billeder.

hilsen den hende sure SushiSteg

mandag den 24. januar 2011

superstærk indisk dahl

Dagens aftensmad stod på en stærk og varm dahl. Det er jo blevet koldt igen...

Ingredienser til en stor portion - ca 4 personer eller aftensmad i to dage til to plus frokost
1 aubergine,
1 rød peberfrugt
1 gul peberfrugt
1 rød chili
olie til stegning,
1 løg,
1 lille bundt forårsløg
2 fed hvidløg,
2 spsk karry,
2 tsk. spidskommen,
1 tsk. cayennepeber
2 cm ingefær
3 dl røde linser,
1 l vand,
salt
creme fraiche
en lille dåse ananas
Auberginen, chilien og peberfrugterne skæres i små tern og steges dem i olie i 5-10 minutter. Løgene hakkes og tilsættes løg. Grøntsagerne samsteges - er det overhovedet et ord? og krydderierne tilsættes
Skyl linserne og kog dem i en gryde sammen med vandet i 10 minutter, og bland derefter grøntsagsblandingen i.  Dahlen koges indtil konsistensen bliver som grød. Smag den til med rigeligt salt.
Dahlen blev spist med et stegt kyllingebryst og masser af tørret korianter (kun min tallerken- Loverbog kan ikke lide det)

Det smagte så skønt, dog blev min dahl lidt for stærk, så den blev serveret med lidt creme fraiche og ananas til at dulme styrken.

tirsdag den 26. oktober 2010

Chilibønnesalat og kødskandale

Jeg elsker at tulle rundt hjemme på en hverdag. Det er luksus i min verden. Jeg har fordrevet dagen med at læse blogs, drikke danskvand, vasket tøj, set tv og hygget mig big time... og kogt kidneybønner. Og ja prøvet at tænke over, hvad jeg skulle lave med dem. 

Jeg havde faktisk lyst til at lave en chili, men efter jeg i sidste uge kom til at se tv-nyheden om endnu en kødskandale, kan jeg næsten ikke holde tanken ud om kød. Hvor kommer det fra? Har det ligget forkert opbevaret? Er det rådne kød bare blevet skåret fra eller bare ompudset? Hvor gammelt er det? Hvor meget mon jeg allerede har spist? og meget meget mere udspiller sig i min hjerne... og så er kød pludselig et NO GO i min verden. Og det er trods at jeg jævnligt køber øko-oksekød.
Jeg bliver så vred over, at jeg som forbruger ikke kan gennemskue hvornår jeg bliver snydt og i den grad ført bag lyset. Mor er ikke skuffet, hun er vred! De skidtbananer skulle tvinges til at spise det hele selv!

 
Nå men jeg endte jo så med at lave en vegetarret/ bønnesalat igen. Jeg ville gerne have en salat med mange farver og masser af smag, og den måtte gerne være lidt chiliagtigt med spidskommen og chili. Jeg elsker at spise mine hjemmesyltede chilier. De smager så godt, og jeg har desværre snart spist halvdelen af dem

Bønnesalat:
nykogte lune kidneybønner
finthakket løg
avokado i tern
gul peberfrugt i tern
smuldret feta
finthakket syltede chili

Dressing:
limesaft
korianderfrø
spidskommen
salt
avokadoolie

Mens jeg sidder og blogger, kommer jeg i tanke om, at jeg ville have haft en masse frisk koriander på. Det ville også klæde retten.

mandag den 27. september 2010

Rødbedesalat med peberrod og mandler

Jeg lovede et indlæg om min skønne rødbedesalat, som vi fik til gårsdagens oksesteg. Salaten er inspireret af opskriften "oksebryst med peberrodssovs". Jeg tænkte, at kombinationen rødbede, peberrod og fløde ville være god. Og det er den :-)

Til min salat brugte jeg:
3 store rødbeder
1/2 bøtte reven peberrod
1 dl fløde
Saften fra 1/2 citron (jeg ville også have brugt skallen, men denne citron var desværre ikke økologisk)
to håndfulde mandler
lidt rapsolie
salt
persille

Rødbederne blev kogte i 1 time, hvorefter de fik lov at køle lidt af. Imens piskede jeg fløden med citronsaften. Peberroden hakkede jeg i mindre bidder og blandende ned i citronemulsionen.  Blandingen fik lov til at trække i 10 min og derefter smagssatte jeg den med salt og peber. Mandlerne blev stegt på panden i lidt rapsolie.

Dressingen hældte jeg over de lune rødbeder og tilsatte den hakket persille og de letstegte mandler.

søndag den 26. september 2010

Borletti bønnesalat med avokado

Denne salat er en ny variant af mine favoritsalater. Jeg spiser den til som en frokostret eller tilbehør til aftensmaden.

Det var en kombination af oprydning i køleskabet. Jeg fandt den sidste dåse med bønner fra skabet. Det viste sig at være borlettibønner. Salaten bestod derfor af:
  • 1 dåse borlettibønner
  • 1 avokado i tern
  • frisk basilikum 
  • en lille rest gedefeta

Dressingen blev lavet af citronsaft, avokadoolie og mit mallorcinske olivensalt. 


lørdag den 25. september 2010

Porresuppe i verdensklasse

Suppedag.... det regner og Loverboy har ondt i halsen. Jeg nyder at lave absolut ingenting. Surfe lidt på nettet, hygge med tv og slappe af med en lille eftermiddagslur. Der er intet nyt fra vestfronten, arbejdet var været hårdt og mentalt krævende, maven er tyst og jeg har ikke løbet i to uger...

Suppe til 2 personer brugte jeg følgende:
  • 1 grovhakket løg
  • 1 spsk rapsolie
  • 3 kartofler i tynde skiver
  • 1 porre
  • 6 dl vand
  • 1 grøntsagsbouillonterning opløst i vandet
  • 0,5 dl piskefløde
  • peber
Suppefyld:
  • solsikkefrø
  • sauteret porretop i tynde skiver
Løgene steges i panden ved lav varme, så de bliver gennemsigtige (må ikke tage farve).
Kartoflerne skrælles og skæres i de tyndest mulige skiver. Et godt tip er at skære en eller to skiver af og stille kartoflen på højkant, så glider den ikke under kniven.

Porren skæres op på langs to gange og skyldes under rindende vand. Der kan nemlig gemme sig ret meget jord i porrer. Når porren er ren, skæres den i mindre stykker.


Kartoffelskriverne og porrestrimlerne kommes ned i gryden til løgene, som nu er klare. Dæk grønsagerne med de 6 dl vand og bouillonterningen. Suppen koges under låg i 25 minutter og bliver derefter blendet. Min suppe får en tur med stavblenderen, men jeg vil anbefale den store blender, hvis portionen er større. Bagefter tilsættes fløden og masser af friskkværnet peber - den hvide er smukkest.

Jeg kan godt lide lidt suppefyld, der knaser, og i dag blev suppefyldet til stegte solsikkekerner med porre. Det blev risteet over svag varme mens suppen kogte.

Den færdige suppe serveres med varmt brød og rigeligt smør :-)

søndag den 12. september 2010

Pasta med aubergine og gedeost


Køleskabet indeholdte en del grøntsager, som inspirerede mig til aftensmaden. Auberginer får den skønneste smag af at blive stegt sammen med løg, hvidløg, chili og rød peber i olie. Massen tog farve også skiftede jeg scene til en kasserolle, hvor massen kom i sammen med 400 g hakket tomater og lidt salt. Sovsen kogte ind i en time. Himmelsk...

Mens sovsen kogte ind... kiggede jeg nærmere på min gave fra min mors have. Det er friske chili som lige fik en tur under hanen. Jeg planlægger noget skønt med dem... syltede chili eller chilipasta.


Tilbage til aftensmaden, hvor køleskabet også gemte på en rulle gedeost, som jeg gerne ville have til min pastaret med den skønne sovs. Løsningen blev pastapenne med sovs og gedeost. Retten fik en tur i ovnen, så osten kunne smelte lidt.


Maden var himmelsk, og da jeg elsker ost, var min belønning - for at være alene hjemme i hormonland, og stikke med den væmmelige ægløsningssprøjte - masser af friskreven parmasanost.

Samosa med kartoffel, bønner og saltsyltede citroner

Samosa er en af mine ynglingsretter, og jeg øver mig på den perfekte variant.
Denne gang bestod samosaerne af:
  • en pakke butterdej
  • kogte kartofler, 
  • letdampede grønne bønner 
  • finthakket syltet citron 
  • og en masse krydderier så det smager af noget. Jeg brugte tørret korianderblade, stødt koriander, spidskommen, både friskhakket chili og tørret chiliflager.

Kartoflerne koges møre og hakkes i mindre stykker. Kartoflerne blandes med bønnerne og den finthakket syltet citron og alle krydderierne. Det er vigtigt at smage til, og efterkrydder da kartoflerne optager rigtigt meget af smagen.  Fyldet skal stå og køle af inden det bruges i butterdejen.

Butterdejen rulles ud og skæres i firkanter (det er nemmere når de er kvadratiske - lige lange på alle sider) og læg en lidt fyld i midten på hver. Pakkerne lukkes med hjørnerne, så de danner en trekant.


Luk dem grundigt og pres kanterne sammen med en gaffel. Pensles med æg for farve.
Her skilles vandene... jeg bager mine samosaer i ovnen, da jeg i forvejen synes at butterdejen er fed nok.... men de smager også ret godt når de er stegt i olie. Mine får 10-12 minutter i ovnen ved ca 200 grader.

Ja, der er ingen billeder af det endelige resultat for de smagte ret godt. Men jeg serverede samosaerne med en lille salat og en myntedressing. Myntedressingen var lavet på finthakket mynte blandet med yoghurt og smagsat med lidt af min citronsalt.

fredag den 10. september 2010

Kantareller er skovens guld

Lykken er kantareller, og nu ligger lykken i min mave...

Jeg elsker kantareller, kantareller elsker fedt, og jeg har noget godt fedt gemt til en særlig lejlighed som denne. (smør eller olie fremmer deres skønne smag).
Som i et eventyr børstede, pustede og skrabede jeg en lille bakke kantareller fri for snavs og mos.

Kantarellernes gode venner... bagerst i billedet står min vidunderlige økologiske parmesan sammen med en pakke øko smør :-) YEAH!

Lidt fuldkornspasta udgør dagens sunde element...


Ikke de fineste fotos- men bare god mad og madlykke

onsdag den 1. september 2010

Rødbedesalat med hummus

I dag var jeg hjemme og havde lyst en vegetarisk frokost, men gad ikke handle. Der er så meget i gemmerne, og jeg havde lyst til noget med kombinationen kogte rødbeder og nogle lækre butter beans/hvide bønner, som jeg havde købt i Sverige.

Valget faldt på:
En salat med kogte rødbeder og feta med salte mandler, og en hummus på
hvide bønner.


Rødbedesalat:



Jeg satte seks store rødbeder over i koldt vand og kogte dem i 50 min.

Kogte rødbeder kræver masser af smag. Dressingen bestod af fire gode venner; Læsø's Saltsydesennep, estrangon eddike, hvidløg og rapsolie (og gid jeg havde noget persille)


Rødbederne suger smagen til sig, og bliver derefter blandet med feta og salte mandler.

 
Hummus:
Jeg har længe gerne ville prøve at lave en hummus-variant. Jeg er allergisk overfor kikærter, men jeg har lagt mærke til at flere opskrifter er baseret på andre andre bønner end kikærter. Måske hummusen bare under samme forvandling/behandling som carpaccio'en, som nu laves på alt andet end rå okse.

Jeg blendede 250g hvide bønner med en spsk tahini, to fed hvidløg, 1 tsk spidskommen, citronsaft, salt og ca 0,5 dl rapsolie, og smagte den til med lidt mere spidskommen. Nu har jeg aldrig prøvet at lave eller spise hummus, men jeg synes smagen er lidt fad. Så næste jeg laver det, smider jeg lidt cayennepeber eller chili i.

Min frokost :-)