søndag den 13. marts 2011

Birthe og Annes madblogger træf 2011

I går oprandt den store dag, hvor jeg skulle til det store jyske bloggertræf. Birthe og Anne har lagt et kæmpearbejde i at få det hele til at hænge sammen med 26 skønne madbloggere, kæmpe goodiebags og et spændende program. Det var en super hyggelig dag, som forsvandt som dug for solen. Jeg mødte nogle søde og spændende mennesker, som også var vilde med både mad og smage, og de kunne snakke om det i timevis. Så det gjorde vi.

Vi fik de vildeste godiebags, og jeg åbnede mine lige så snart, jeg fik slæbt dem op på 4. sal... ja, ja... jeg gik flere gange og selvom klokken både var 2 og jeg var dødtræt, måtte min nysgerrighed stilles. Der var så mange skønne sager i - både velkendte og ukendte produkter og mange økologiske ting. Jeg glæder mig til at prøve nogle af dem- særligt de nye varianter af oste fra Løgismose og Arla. Her er et mindre udvalg af, hvad de tre goodieposer gemte på. Birthe sender en oversigtsliste senere. Du kan klikke her, og læse mere hos Newyorkerbyheart om hvad goodiebagen indeholdte. 
Billedet her er underbelyst, men klokken er sort NAT!!

Vi mødtes lørdag eftermiddag i Kageriget, hvor Anita lynhurtigt pyntede en dåbskage, byggede et charmerende brudepar og samlede marcipanroser på rekordtid. Det er altid en fornøjelse at se passionerede professionelle arbejde, og Anita er en af dem.

Anita bød derefter på et udvalg af smagsprøver på 5 af hendes bedste bud på bryllupskager- herunder den berømt kage fra Frederiks og Marys bryllup (nr. 4 fra højre).
Min favorit var nu Jamaicakagen (nr. 1), som havde en mandelbund med mokkachokolademousse med lidt rom og hakket chokolade og med et tyndt lag passionspuré. Jeg er jo faktisk ikke så vild med kager, men de her smagte super godt. De var nemlig ikke så søde og havde masser af skøn smag (som altid handler det jo om råvarerne).
Vi smagte også hendes træstammer pyntet med bladguld og mini Sarah Bernhard kager- som var en del lettere end den originale opskrift - MUMS. Har du mulighed for at komme på en prøvesmagning hos hende, er mit råd at slå til med det samme.

Fotoerne yder ikke kagerne retfærdighed, men jeg havde jo travlt med at spise og snakke. Og jeg ved med 100% sikkerhed at der er nogle madmesterfotografer, som også poster dem senere - for jeg sad sammen med dem.

Sammen med kagesmagningen fik vi smagsprøver fra Dulce Gusto og så deres fine circolo maskine i funktion. Dejlig kaffe og fin maskine, og jeg tror at MissMuffin vandt en i den store lodtrækning. 

Bagefter kørte vi til restauranten, hvor vi hyggede os med mad, vinmenu og snakken var meget livlig, kun afbrudt af ejerens fortællinger, lodtrækning om ekstra gaver og et spændende foredrag fra Growers Cup. Jeg smagte både kaffen i går og igen her til morgen- de har virkelig nogle lækre kaffer, men jeg synes ikke, posen er nem at åbne, og deres bryggesystem og design med plastholder er ikke lige mig. Men jeg kunne godt finde på at købe en pose med hele bønner og selv kværne dem.

Nu sidder jeg og nyder en morgenmad med lidt af vores goodiebags. Skøn kaffe, juice og Loverboys hjemmebag med mørk øko pålægschokolade.
God søndag til jer alle og en stor tak til Birthe, Anne og alle madbloggerne fra i går. Det var så skønt at møde jer, og nu skal jeg ud i Blogland og læse mere af og om jer. Resten af dagen går nok med læse lidt i godiebagens madblade "Smag og Behag" og "Mad!"

Ude godt, hjemme bedst!

8 kommentarer:

  1. Kære Sushisteg!

    Jeg er SÅ glad for at du fik mod til at tage med, det var en fornøjelse at have dig der :-)

    Dejligt at læse at du blev glad for alle tingene i poserne - og stakkels dig - at de skulle helt op på 4. sal!! Hvis jeg ikke havde vidst hvad der var i poserne, kan du også være evigt forvisset om at jeg har åbnet dem og kigget, lige gyldig hvad klokken havde været....

    Jeg håber at vi snart ses igen!

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  2. Jeg hældte også posernes indhold ud på mit gulv klokken 2 om natten - man er vel nysgerrig...
    Og så prøvede jeg selvsamme juice i morges. Overvejede ligeledes hjemmebag for at smage pålægschokoladen, men jeg valgte en nemmere løsning i form af havregrød i stedet. Så må det blive en anden gang!

    SvarSlet
  3. Tak for i går - selvom vi ikke nåede at snakke så meget sammen, så var det hyggeligt at møde citronfuglens mor :-)
    Kan godt forstå du måtte pakke tingene ud med det samme, det tror jeg vi er mange der gjorde!

    SvarSlet
  4. Hej M,
    Tak for din kommentar på min blog :-)
    Og super mange gange tak for igår. Det var meget hyggeligt at møde dig, tror jeg kunne ha talt med dig i timevis :-)
    Og sikke en dejlig blog du har her !
    :-)

    SvarSlet
  5. Kære Birthe,
    Jeg fortrød på ingen måde at jeg tog med- tværimod. Jeg hyggede mig rigtigt meget i det dejlige selskab af madnørder, -fotografer og -journalister. Desværre forsvandt dagen så hurtig, men nej hvor var jeg træt, da jeg kom hjem.
    kh SS

    SvarSlet
  6. Kære Heidi,
    Og vi nåede slet ikke til at tale om alle vores ynglingsretter med citron. Nu går jeg bare ind og leder på din blog i stedet :-)
    kh SS

    SvarSlet
  7. Kære Bitten,
    jeg elsker også havrebrød, og jeg er ret sikker på at den gode mørke pålægschokolade, vi har fået fra Løgismose er rigtig fin ovenpå den varme grød... hmm jeg bliver faktisk lidt småsulten nu...
    /SS

    SvarSlet
  8. Kære A,
    jeg er også ret vild med din blog og især dit fine headerfoto af de små glas med syltede lækkerier og, aner jeg et glas med lakserogn?
    Jeg håber vi mødes igen, for jeg er helt sikker på at vi har meget mere at snakke om:-)

    SvarSlet