På vej til fase 2...

Så er vi på vej til det adoptionsforberedende kursus bedre kendt som fase 2. Jeg er spændt på kurset og de andre deltagere. Vi tankede morgenmad vil turen på mit nye morgenmadsted. Klokken var 8, Jeg stod bagved et par på min egen alder, som købte smøger og cola. De var på vej hjem fra byen og stadig småstive. Pigen gik væk fra disken,da de skulle betale. Og manden var meget længe om at foretage sig noget, som jeg troede var at bestemme sig for smøger eller betale. Jeg vendte mig om og opdagede, det var kondomvalget, som voldte problemer. Det er altså sjovt, som det stadig er lidt småpinligt og mandens opgave.

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.

Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.

Tanker om mine fortabte børn

Hmmm... det er en omstillingsproces af de svære. Det at leve et andet liv end det, man havde planlagt og drømte om. Forestillingen om et familieliv, et voksenliv som far, mor med børn. Jeg tilhører jo generationen, hvor kvinderne først lige skal tage en uddannelse, skabe sig en karriere, finde en god ligeværdig partner, også er man klar til at få børn. Det indgår ligesom ikke i ligningen, at graviditetsholdbarheden er overskreden, og man ikke længere kunne få børn.

Jeg troede jo, at det at få børn, var noget man valgte at få, når man var klar. Jo, jo...man havde jo hørt om, det kunne godt tage lidt tid - et par år eller noget. Jeg havde overhovedet ikke regnet med, at vi skulle være i fertilitetsbehandling i 3½ år og 11 IVF forsøg uden at komme familiedrømmen nærmere.

Ingen vil jo være dem, som ikke kunne få børn. Man ved jo godt, at der nogen, som ikke får deres egne biologiske børn, men det er jo ligesom trafikuheld, kræft og alle de andre "goder"- det er noget, der sker for de andre.

Hvordan skaber man lige et familieliv uden børn? Jeg ved da godt, at vi bare kan adoptere. Men sjovt nok er tingene altid lidt mere komplicerede, når man undersøger dem nærmere. 

Gid vi havde giftet os tidligere, gid vi blevet kæreste første gang vi var interesserede i hinanden, gid vi havde kendt den optimale IVF behandling fra starten...gid...gid... gider det bare ikke.

Ugravid

Jeg er ugravid igen.

Af en eller anden grund gik jeg fra at være gravid med et flot HCG niveau på 133 til 0 på under en uge. Jeg nåede lige at få kvalme, hovedpine og tænke 9 skønne måneder frem, til at ligge her i min sofa og være ulykkelig - igen. Jeg forstår det ikke, og det er så hårdt at vi aldrig finder ud af hvorfor det gik galt igen.

Mit hovede er fuldt af dårlige tanker om alt det, jeg potentielt har gjort forkert og/eller galt tidligere i mit  liv. Inderst inde ved jeg godt, at der ikke er nogen sammenhæng, men hjertet gør så ondt og hjernen vil så gerne finde en løsning.

 Og hvad nu... skal vi stoppe IVF eller adoptionsforløbet, eller forsøge med en ægdonation? Vi skal snart træffe et valg. Jeg er så træt af, at vi hele tiden er presset af valgmulighederne og de tilhørende beslutninger. VI VIL BARE HAVE VORES BARN!

Vores adoptionsgodkendelse gælder kun til januar, og hvis vi skal nå den deadlinie, er det nu vi skal starte på adoptionskurset og afslutte IVF. Men jeg er ikke sikker på, at jeg kan afslutte IVF endnu. Jeg var jo gravid, det kan lade sig gøre. Vi skal da prøve igen med assisted hatching- det virker jo lidt. Hvor meget tæller lidt i den store sammenhæng? Hvis vi prøver igen, holder det så? Hvorfor er der ingen svar???