Viser opslag med etiketten Michelinstjerne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Michelinstjerne. Vis alle opslag

søndag den 6. maj 2012

Madmaven på besøg i Hamborg

Vi var jo et smut i Hamborg, og byen kan varmt anbefales. De har alt fra traditionelle museer, sørøverskibe, fine broer over de mange kanaler, blomsterparker og masser af lækker mad og vin. Hvad mere kan man ønske sig af en weekendtur?
Vi startede med en havnerundfart og kiggede på de gamle pakhuse med direkte adgang til vandet. Rundturen bragte os rundt i havnen og forbi et fint russisk sørøverskib. Vi nåede dog hverken at besøge sørøverskibet eller det berømte kæmpe togmuseum. Miniferien fløj afsted.
Til gengæld spottede mavemaven La Vela på gåturen i området ved det berømte fiskemarked. Fiskemarkedet var desværre lukket, men restauranten var åben. Madmaven og hjernen har et fint samarbejde, som gør, at jeg ofte kan huske mange gode spisesteder fra guidebogen/nettet. Et godt tip er, at spise på de gode dyre steder til frokost- da maden ofte er billigere end aftenkortet. La Vela havde også et lille frokostkort, og jeg var helt solgt, da jeg læste om deres hjemmelavet ravioli med ramsløg- og ricottacreme i salviesmør (7,90 €). Det smagte præcis lige så godt, som det lød. Det gjorde heller ikke noget, at de havde tilføjet et læs friskrevet parmesan ovenpå.
 Loverboy valgte deres fischteller mit bratkartoffeln, remoulade und salat (11,90 €)
Fisketallerken var populær og smagte også ret godt. Der var både stegt laks, en kæmpereje og et stykke hvidfisk -måske kuller eller torsk sammen brasede kartofler, hjemmerørt remo og lille grøn salat. 

Et af favoritstederne blev hurtigt parken Planten un Blomen. Første gang nåede vi ikke så langt inden himlen åbnede op for sluserne og den højeste torden. Heldigvis var kunne vi stå i læ i en viadukt og dernæst løbe ind på den nærmeste kaffebar og drikke varm chokolade. Super klasse.
Vi genbesøgte parken dagen efter i solskin og blev ret vilde med den. Parken er nemlig en guldgrube for både blomsterpiger og løbedrenge. Det er et stort og gammelt voldanlæg ombygget til et lækkert haveanlæg som flere gange har været vært for de internationale haveudstillinger. Der er masser af grønne områder, løbestier og mange mange blomster og vandbassiner. Jeg ville gerne have drukket te i det japanske tehus, men de har kun begrænset åbningstider.
Frokosten den anden dag spiste vi i det hyggelige område Sankt Georg. Jeg fik et par gode dumplings med reje. Note til mig selv: Jeg må snart forbi de asiatiske markeder i København. Jeg har meget lyst at prøve at lave min egne dampede dumpling.
På hjemturen smuttede vi forbi Slesvig- en rigtig hyggelige soveby med masser af snoede gader og gamle bygningsværker. Vi spiste en omgang tysk bondekost på en kro på det gamle Rådhustorv.
Loverboy fik en kæmpe omgang schnitzel mit alles. (Tjek lige den lille rejetoast og sildetoast!)
Jeg beherskede mig og fik denne vidunderlige laks i smør. Ikke dårligt og vi var propmætte resten af køreturen til København.

mandag den 18. juli 2011

The Paul - snacks

Den danske madkonge Paul Cunningham har et sted gemt godt væk i Tivoli. Det har længe været en drøm for mig at besøge ham, og endelig lykkedes det mig at finde en, som kunne forstå det attraktive ved at bruge en del af opsparingen, hele pensionen og lidt af feriepengene på at spise hos Paul.  Camilla og jeg tog der ind en hverdagskedelig tirsdag og fik en kæmpe oplevelse.

Hvor sødt er det lige at have rabarber i krukker ved indgangen. I min verden er det et tegn på et skønt sted.
Vi blev vel taget imod af Paul i egen person. Han virker sød og imødekommende, sådan een man gerne vil sidde ved siden af til Gerdas fødselsdagfest fordi man kan snakke sammen længe...

Vi blev vist hen til en sofagruppe, hvor der allerede var dækket op til velkomst og snacks. Så var vi igang. Der kom nogle lækre snacks til den lille sult, imens vi kiggede på kortet og prøvede at beslutte os.
 Restauranten er smuk. Den er indrettet som et hjem i Tivolis glassal, så man har fornemmelse af at være et eksotisk sted med det smukkeste lysindfald, gode bøger og kogebøger på reoler, gammeldags gyngeheste, spændende malerier og hyggelige sager


Vi startede ud med variant over en gammel kending fra hans kogebog, som jeg selv har forsøgt mig med. Sprødstegt kyllingeskind med pulveriseret eddike og sennep! Jeg mislykkedes en hel del, da jeg afprøvede den. Læs selv her.

De lange spydlignende brød var en knækbrød med fennikelcreme.

Puffede risflager drysset med pulveriseret jomfruhummer med mayocreme af safran. Den var sprød og herlig at dryppe i mayoen, dog smagte hummersmagen ikke af meget, men jeg elsker sjove chips med dip.

Noget helt nyt for mig- grønne umodne syltede ferskner. Mums de smager godt.

Spansk sortfodsskinke er bare noget af det ypperligste. Vi fik den på sprødt ristet brød med hindbærdråber og en salt sardin. Den forsvandt også som dug for solen.

Den rigtige menu kommer i et senere indlæg, men prøv lige se Pauls bord med avec... det gad jeg godt at afprøve en gang.

lørdag den 27. marts 2010

Ready or not - Noma... here I come

I aften skal jeg ud og spise på Noma. Madklubben bestilte bord for tre måneder siden og jeg har glædet mig lige siden.

Jeg tænker på grænsen mellem forventningens glæde og skuffelse. Hvornår glæder man sig for meget? Og er det i virkeligheden muligt? Jeg har bygget ret så store forventninger op til aftenens måltid, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at se, hvorledes de visuelt bygger maden op på tallerkenen. Ser retterne mærkelige ud? Ligner de noget helt andet end mad eller er de udsøgte dekorationer af mad? Men mest af alt håber jeg, det smager helt fantastisk så 7. himmel og himmel og hav står i eet. Måske er det for meget?

Det er min romantiske side, der løber løbsk. De store følelser stikker af med hjernen, som så tror på det, og som faktisk forventer den helt store tur. Jeg øver mig at følge med og opleve selve oplevelsen.

Det er jo sket ret mange gange før, at jeg tror, det er nu, at alt det vilde sker... lidt som de trehundredetusinde gange jeg var sikker på, at Loverboy ville smile, falde ned på knæ og spørge om jeg ville dele resten af livet med ham. Det er der kommet en del skuffende oplevelser ud af. Det var stadig gode oplevelser, men jeg ventede hele tiden at lige om lidt skete der noget helt andet.
Så i aften ... skal jeg ud og spise helt fantastisk mad, der springer rammerne for, hvad man kan kalde mad. Der er fyrværkeri på tallerkerne og i min munden opstår der kombinationer af springvand... og man ved jo heller ikke om Loverboy pludselig smiler sødt til mig....