I aften skal jeg ud og spise på Noma. Madklubben bestilte bord for tre måneder siden og jeg har glædet mig lige siden.
Jeg tænker på grænsen mellem forventningens glæde og skuffelse. Hvornår glæder man sig for meget? Og er det i virkeligheden muligt? Jeg har bygget ret så store forventninger op til aftenens måltid, og jeg glæder mig. Jeg glæder mig til at se, hvorledes de visuelt bygger maden op på tallerkenen. Ser retterne mærkelige ud? Ligner de noget helt andet end mad eller er de udsøgte dekorationer af mad? Men mest af alt håber jeg, det smager helt fantastisk så 7. himmel og himmel og hav står i eet. Måske er det for meget?
Det er min romantiske side, der løber løbsk. De store følelser stikker af med hjernen, som så tror på det, og som faktisk forventer den helt store tur. Jeg øver mig at følge med og opleve selve oplevelsen.
Det er jo sket ret mange gange før, at jeg tror, det er nu, at alt det vilde sker... lidt som de trehundredetusinde gange jeg var sikker på, at Loverboy ville smile, falde ned på knæ og spørge om jeg ville dele resten af livet med ham. Det er der kommet en del skuffende oplevelser ud af. Det var stadig gode oplevelser, men jeg ventede hele tiden at lige om lidt skete der noget helt andet.
Så i aften ... skal jeg ud og spise helt fantastisk mad, der springer rammerne for, hvad man kan kalde mad. Der er fyrværkeri på tallerkerne og i min munden opstår der kombinationer af springvand... og man ved jo heller ikke om Loverboy pludselig smiler sødt til mig....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar