Så er det slut

Åh dette indlæg har jeg slettet og skrevet et par gange. 

Jeg har skrevet igen og igen, fordi jeg havde brug for at sætte ord på mine følelser og forsøge at forstå mit indre kaos. 

Jeg slettede det igen og igen. Dels fordi jeg håbede det ikke rigtigt/ sandheden og eller min virkelighed, og dels fordi jeg tænkte, at det ikke længere var relevant. Jeg er ikke længere særlig aktiv på bloggen. Den har haft sin tid og gang. 

Jeg opdaterer bloggen alligevel med dette indlæg. Det er godt at lukke fortællingen om vores rejse som kæmpende ufrivillige barnløse. Vi kom jo ud på den anden side, og vi fik vores længeventede og vidunderlige babygirl - som faktisk nu er 2,5 år. Tiden flyver afsted, og vi lever et godt liv. 

Men vi kunne jo ikke nære os, og pludselig voksede drømmen om at bliver fire og gøre babygirl til storesøster.  

Så vi kastede os ind i kampen igen. Jamen nogengange overvejer jeg om der er noget galt med vores hoveder! Der er det mest sindssyge helvede man kan forstille sig. 

Super stress kombineret med crazy hormoner. Man skal have lidt dårligt omløb i hjernen for melde sig frivilligt ind igen. 

Vi prøvede prøvede og så prøvede vi igen. Vi løb tør for babygirls donors æg ( ja det hedder hun i vores verden. Hun er ikke andet end en fantastisk kvinde, der donerede sine æg til mig). 

Vi besluttede at købe nogle flere æg fra en ny donor. Det var en meget træls oplevelse, da hun blev overstimuleret og overproducerede et meget stort antal æg (tror det var 36) hvor kun 7 eller 9 kunne befrugtes. Ja ja min hjerne fortrænger stadig det meste af det som sker, når jeg er i behandling. Det har faktisk været en af fordelene ved at have bloggen. Den har været mit opslagsværk til min egen historie. Jeg har jo heller ikke forventet, at det skulle vare så længe. 

En lang historie kort. Jeg blev hverken gravid første eller anden gang, vi prøvede med de nye donoræg. Og i takt med forsøgene faldt vores tillid dels til æggenes kvalitet og dels til at det ville lykkes igen. En af de helt store ulemper ved at være i donor-ivf-behandling er at der stadig er så mange uafklarede forhold. Der er så mange ting lægerne famler og gætter sig til. Jeg tror vi engang finder ud af at overstimulerede æg er dårligere. Ja der er nogen som bliver gravid af dem. Men sådanne nogle træge som mig har brug for alt saft og kraft. 

Så det store spørgsmål rejste sig. Skulle vi købe nogle nye æg fra en tredje donor og starte forfra igen. 

Vi har diskuteret det mange gange og vi endte der, hvor vi prøvede med et sidste forsøg på 2. Donors æg og derefter, uafhængigt af udfald, ville vi stoppe med behandlingen. 

Det sidste forsøg var en prøvelse. Medicinen var træls- som sædvanlig. Og denne gang gik der kaos i stimuleringssprøjterne. Vi glemte at blande det aktive tørstof i saltsopløsningen. Og jeg fik kun injekteret saltvand. Dette var på anden dagen og vi opdagede det først på 5 dagen. Heldigvis fik vi kontakt med den spanske klinik, som instruerede os i at tage en ekstra. Slimhinden udviklede sig som den skulle og var meget fin og klar til at modtage de sidste æg. 

Dagen kom og vi rejste igen til Spanien - denne gang Barcelona. Det er lettere at komme til og fra. Men jeg kan altså bedre lide folkene i Valencia. Barcelona er meget professionelle, og alt kører på skinner. Der er bare ikke så meget menneskelig omsorg og kontakt som på klinikken i Valencia. 

Oplægningen af æggene gik over al forventning, og begge æg overlevede optøningen. Jeg havde faktisk forventet, at det ville mislykkes. Anden gang vi var der, overlevede ægget ikke, så de måtte optø et mere. Så denne gang havde vi bedt om at få lagt to æg op. 

Jeg rugede og rugede det bedste jeg har lært. Kiggede efter små gode tegn og fandt en masse positive. Jeg måtte være gravid. Og jeg følte mig gravid. Måske overlevede de begge to. Faktisk gik jeg også lidt i panik. Hvordan skulle vi kunne klare tvillinger, med to fuldtidsjob, en 3 årig og lejlighed på 4. Sal. 

Nå men stille og roligt byggede vi en forventning op, om hvor smukt og spændende en fremtid, vi gik i møde. Jeg var så glad for at BabyGirl skulle være storesøster. Hun er så glad for babyer og leger hele tiden med sin dukke, som skal puttes, skiftes, spise og køres i barnevogn. Det hele var perfekt. Og hvis de begge kom ud, så måtte vi jo løse det og flytte. 

Så kom dagen for blodprøven. Jeg tog den tidligt morgen, så vi hurtigt kunne få svar. Desværre grundet ferietid og weekend, ville vi først få svar tre dage senere. På andendagen tog jeg en urinprøve. 

Den var negativ. 

Verden stoppede bare. 

Jeg var ikke gravid. Jeg ønskede det så meget, at jeg havde bildt mig selv det ind med alle mulige indbildske symptomer. Fuck hvor jeg hader det!  Jeg hader, at jeg ikke kan stole på min krop. Jeg hader, at det her så hårdt. Det er så hård en proces for min krop og sjæl. Jeg ville så gerne have flere børn. Jeg vil give næsten alt jeg har, og jeg har betalt i både guld, sølv og grønne skove for at prøve at få nogle børn. 

 Det er så uretfærdigt og tarveligt. Jeg synes .... Jeg bliver bare tom for ord og følelser. Følelsen af tab og sorg er så massiv, at jeg næsten ikke kan trække vejret eller se ud gennem vandet i mine øjne. 

Heldigvis har jeg en lille pige. Der kravler op på mig og hiver mig i hånden, mens hun siger: "Mor lege med mig?" Det gør sorgen lettere at bære. Den vil følge med mig en tid, og erfaringen har lært mig, at sorgen bliver lettere at bære. 

Måske forsvinder den en dag, det håber jeg. 

Heldigvis er det også slut med alle de lorte hormoner og leve i "er donor/ min livmoder klar til næste omgang kalender-helvede."

Pas godt på jerselv og jeres nærmeste. Vi har kun dette liv, og husk at bruge det godt. 

Jeg har været så glad for alle jeres opmuntrende og støttende kommentarer gennem de mange år. Tak. Det var betydet al verden til forskel for mig. Det har givet mig luft og tillid til at dele et til tider meget svært forløb

med nogle dejlige mennesker i blogland. 

Hvis du sidder og har nogle spørgsmål eller har brug for at snakke mere ægdonation, så er du velkommen til at. skrive til mig. 

Sendt fra min iPhone

Vores sidste donoræg

Ja, vi drog i Spanien i sommerferien for at hente vores allersidste donoræg. Tænk hvis man kunne være så heldig at få et barn mere.

Sidste chance. Sidste chance. Sidste chance. Det var altså svært ikke tænke på. Det var også sidste chance for BabyGirl at få en biologisk søskende. På en eller anden måde er det begyndt at betyde noget for mig, at hun er knyttet fuldbiologisk til en anden person. Det er min egen utilstrækkelighed, der spiller ind.

Vi ankom til Spanien med bange anelser. Det var svært ikke tænke på, om det sidste æg ville overleve optøningen, og vores lange rejse derned ville være forgæves.
Heldigvis gik det hele godt. Ægget klarede optøningen, og tilbagelægningen foregik også uden de store oplevelser. Så gik Den Store Ventetid gik i gang.

Det var hårdt, da blodprøven sagde nej og jeg ikke var gravid.

Så her står vi nu.  En vidunderlig datter og ingen lille baby på vej.
Der er 10.000 spørgsmål, som flyver tagfat i mit hoved. 

• Er det nok med et barn?
• Skal jeg aldrig mere være gravid?
• Skal BabyGirl være alene og enebarn?
• Skal vi forsøge igen?
• Har vi råd?
• Har vi råd til at lade være?
• Hvis vi forsøger igen, hvor langt skal vi gå? 2 år mere? 4 år mere? 10 æg?
• Hvornår er det nok?
• Er tiden løbet fra os, så nu er vi for gamle?
• Er det synd for BabyGirl at køre fertilitetscirkus og -rutchebane igen-igen
• kan vi klare presset at tage en tur mere
• Kan vi klare tanken om at vi kun er tre i vores familie

Mens jeg prøver at finde et enkelt ja/nej til mine 1000 spørgsmål, har vi forespurgt den spanske klinik, om de vil kontakte vores donor, og høre hende om hun kan lokkes til endnu en donation af æg.

Så nu venter vi.... igen

Jeg er her stadig...

Hej.... kan du huske mig... det mig, der gik så grueligt meget igennem for at få en æggebaby. Jo jo... det var et rigtigt eventyr med udfordringer, lange rejser, sorg og en lykkelig slutning... eller hvordan er det nu.

Nej bare rolig. BabyGirl stortrives, og vi elsker vores nye familieliv.... faktisk elsker vi det så meget, at vi ikke var i tvivl om, at vi gerne ville være endnu en baby i familien. Vi skulle i gang igen med de sidste 3 æg. Det store spørgsmål var blot: Hvor mange æg skulle vi lægge tilbage i livmoderen ad gangen?
Der er større sandsynlighed for at blive gravid, hvis man lægger to æg tilbage ad gangen, men vi var også ret sikre på, at vi ikke længere ønsker os tvillinger. Så vi valgte at bruge et æg af gangen. Alle de valg, man skal tage, gør mig nogen gange rundtosset (ret ofte, nu hvor jeg tænker over det).

Så sagt, så gjort. Det har vi brugt de sidste mange måneder på. Faktisk lå jeg i Spanien og rugede på et æg, da BabyGirl fyldte sit første leveår, og hun var alene hjemme i Danmark med barnepiger. Det var hårdt! Men sådan er livet. Hvis man ønsker sig noget, er der også en pris, man skal betale.

Det var faktisk en rigtig møgtur. Jeg savnede min baby, og jeg var så ked af at være væk på hendes allerførste fødselsdag. Da vi kom til Spanien, ringede klinikken med beskeden om det første æg ikke havde overlevede optøningen, og de tog derfor endnu et æg op. Oplægningen gik som planlagt, men jeg blev ikke gravid :-(
Det gode var dog, at smerten over de tabte æg, ikke gjorde så ondt denne gang. Vi har jo en Grinebider/Dramababy, som ønsker konstant opmærksomhed og kærlighed.

Måneder senere gik vi atter i gang med medicinen, men efter kort tid måtte vi aflyse ægoplægningen, da min slimhinde ikke udviklede sig korrekt. (Læs: jeg kom til at indtage medicinen forkert). HVAD? tænker du sikkert. Men det kan faktisk godt lade sig gøre. Medicinen i min verden, gives jo på det grundlag, at jeg selv skal huske hvilke dosis og hyppighed, jeg skal tage den med. Det står ikke på min udleverede medicin, og jeg huskede forkert. Tja... jeg har været i behandling on/off i 7 år og haft ca. 17 IVF behandlinger af forskellige varighed og med forskellig medicin. Jeg var sønderknust.

Nå men der kom jo en sommerferie, og vi startede på medicinen igen. Det vil sige, som så mange gange før, skulle vi ud og rejse. Det er ikke noget problem, jeg tog bare de syv sprøjter, som bruges til at stimulere slimhinden, med på rejsen. Da dagen oprandt, hvor jeg skulle starte på sprøjterne, skete det. Jeg hader at stikke mig selv. Jeg bruger en del mental energi på at jage den spidse lange nål ind i mit fine tynde maveskind og presse den modbydelig sviende væske ind. Og bagefter sidder jeg og laver dybe åndedræt og tænker gode tanker (jeg ville så gerne kunne gøre det undervejs, men det er ikke min stærke side). Denne gang sad jeg lige bagefter og studerede sprøjten og opdagede, at den var udløbet 14 dage tidligere. Jeg havde købt for gammel medicin på det danske apotek, og jeg havde ikke tjekket det! For at gøre en lang kompliceret historie kort, fortsætte jeg med medicinen. Det viste sig heldigvis at være det rigtige. Medicinen var for gammel, men ikke for gammel. Fabrikanten skriver en udløbsdato, som ligger tidligere den faktuelle dato. Heldigt for mig og min slimhinde blev mægtig fin, og den fik ros af lægen.

Så drog vi af sted til Spanien for at hente vores sidste æg.

Nå klokken er mange, og jeg skal i seng. BabyGirl står jo op kl 6, og hun forventer, at jeg leger med fra morgenstuden. Jeg skriver videre på indlægget i morgen. Sov godt

Imorgen er det BabyGirls fødselsdag

Nøj, hvor har det været en mærkelig dag i dag. Vi var til orienteringssamtale om morgendagens kejsersnit. Ja, du læste rigtigt. Det bliver imorgen, BabyGirl kommer ud på den rigtige side af maven og bliver endnu mere virkelig. Vi er så tætte på drømmen om at få vores ønskebarn og blive en familie, at jeg næsten får åndenød bare ved at skrive det her.

Jeg er rimlig nervøs for i morgen. Jeg er jo ret bange for sygehuse og deres væsen, og jeg har brugt uanet mængder af energi på at huske mig selv på, at det bliver en glædelig begivenhed. Og operationsdelen går jo sindssygt hurtigt, og hvor fedt det er, at det er en rutineopgave lægerne skal udføre. Der sker ikke noget dårligt - kun gode ting. Og jeg skal møde min baby. Det glæder jeg mig helt vildt til, men angsten er altså lidt svær at slippe af med.

Så nu har jeg pakket min barselstaske om igen, og sikkert glemt noget vigtigt... og alt for optimistisk med et par gode bøger.

Jeg ser frem til et par vilde dage i mit nye liv, men hvis du keder dig i morgen, så kryds lige fingrene alligevel.

Velkommen tilbage i rutchebanen

Jeg begyndte selvfølgelig at pletbløde i lørdags. Allerede der blev jeg sur - det er bare så taveligt. Jeg læste alt - JA ALT- på hele internettet om at pletbløde i begyndelsen af sin graviditet. Og blev overhovedet ikke klogere på noget. For hvormeget er lige lidt eller meget? og hvad så, når der er en "ren" dag imellem? Alt er jo relativt og tydeligvis normalt. Jeg bliver sindssyg.
Så jeg fik taget en blodprøve igår morges, men havde ikke overskud til at ringe og få svar på mængden af hcg. HCG-niveauet siger jo blot, at der er graviditetshormon i mit blod. Ikke noget om den er aftagende eller stigende, og slet ikke noget om æggebørnene er døde, sidder fast eller faktisk har det godt. Blodprøver og tissepinde kan bare ikke bruges, når nu hjernen ved, at der findes scannere til den slags opgaver. Scannere, som kan aflæse fysiske beviser som blommesække og se om der noget rigtig inden i. Heldigvis havde jeg allerede en aftale med den danske klinik, men det var med tungt hjerte, at vi tog op til lægen.

Min danske fertilitetslæge er en helt og vi kiggede først på mit hcg-tal, som viste 31000. Det sagde ikke mig noget, men lægen var glad. Så jeg kiggede op og fik lidt håb igen. Så scannede han mig. Jeg kiggede kun på hans ansigt og prøvede at aflæse det, så jeg kunne forberede mig på beskeden. Så fik jeg besked på at trække vejret dybt ind og holde det, mens han lige fandt hjerteblinket!! Oh yeah der er et lille bitte hjerteblink... det vil sige, det hævder han. Jeg kunne ikke se noget, men hey æggebarnet er jo 2,6 mm lang, så der er ikke så meget at se endnu.

Jeg bløder, forbi der var to æg sad fast, men kun den ene holdt ved, så den anden er på vej helt ud. Men den gode sidder helt rigtigt- lige i midten, og har fostervand og blomme og alt muligt.... jeg hørte ikke rigtigt efter for jeg er nemlig stadig gravid og min øfgris skal bare holde fast.
Jeg bliver sindssyg, hvis det er sådan her det er, når man er gravid. Det er da den ondeste ruchebanetur af lykke og angst.

Tratadaaaaaaaaaaaaaaaaa

Fucking 284!!!!!!!!

Jeg er rigtig gravid! Mit hcg tal er på smukke 284, og det skulle bare ligge over 100! ikke noget småtteri her.

Jeg er gravid! JEG ER SÅ GLAD!!

Endelig!

Så er øfgrisene på plads

Oh yeah... TO fine blastocyster ligger nu i min livmoder. Optøningen gik rigtigt godt, og begge æg udviklede sig optimalt.
Jeg har ligget næsten mussestille siden i går eftermiddags. Lægen bad mig om at holde mig i ro i de næste kritiske 24 timer. Det er længe, når solen skinner og det er 21 grader udenfor. Godt man har lidt snue, man også lige kan pleje lidt sammen med øfgrisene.

Så hør lige efter, små øfgrise, hvis I vil være søskende er husorden følgende:
1. Bliv indendøre.
2. Find noget mad og sæt jer godt tilrette de næste 9 måneder.
3. Ingen slagsmål I kan lige så godt lære det. Vi skal allesammen være her.


Velkommen til jeg har glædet mig til at I kom.

- Posted using BlogPress from my iPhone

Location:Valencia

planerne bliver udsat igen...

Tja.... bom... det står stadig skidt til, og nu fik jeg også Lægens milde ord med på vejen. I følge scanningen er menstruationen på vej, og gerne inden for den næste uge, ellers tæppebomber vi den med flere hormoner. Ud skal det!

Grunden til at jeg har så ondt og ikke menstruerer, er selvfølgelig, at jeg har fået en møgcyste, som sidder mellem tarmene og presser på dem og lænden. Der er ikke plads til en lille bold på 2,6*2,6 cm lige der.
Træls... så nu røg planerne om æggebarnet endnu længere ud i fremtiden. For nu skal cysten først behandles væk, og vi kan tidligst komme igang til februar 2012.
SUK...

GIDER.IKKE.DET.HER!

stadig lidt gravid... æggebarnet har dog fundet sin helt egen hybel udenfor livmoderen - i arvævet af de æggeledere, som de fjernede af samme årsag. Stedet er bedre kendt som skillevejen mellem abort eller moderens liv.

Sjældent tilfælde siger lægerne

og bruger ord som Hjørnegraviditet. Blommesæk. Hjerteblink. Alvorligt. Farligt. Livstruende.

Meget gråd.

Så nu diskuterer lægerne hvilke form for abort, de skal gøre brug af.

Vi hører dommen imorgen.

Kan.ikke.mere.................

Ægdonation - eller rejsen til IVI i Valencia

Så kom vi frem til Valencia, det var en lang rejse herned til den spanske solkyst. Togturen fra Madrid var skøn og gik hurtig.

Desværre havde nogen lovet at give os en opdatering på æggenes tilstand om lørdagen. Men da lørdagen og søndagen gik, uden vi hørte en lyd, steg vores angst og forventningerne faldt markant. Hvorfor hører vi ikke  noget... var faktisk det eneste, som løb gennem vores hjerner og samtaler. Ventetid er altså en hård nyser, og det forværres, når vidensbegærlige og kontrolfreaks som os ikke hører noget.

Nå, men mandag morgen ringede de roligt og frejdigt.. om vi ikke bare lige smuttede forbi klinikken senere på eftermiddagen for eksempel kl 15? Æggene?!? De havde det da fint; der var to til oplægning og tre andre var allerede blevet lagt i fryseren. De sidste fem lå til observation og ville blive frosset ned, hvis de udviklede sig godt.
...
Jeg tror, mit hjerte hoppede et slag over, og tårerne løb til. Det kommer altid bag på mig, hvor stærke følelser denne her møgproces kan fremkalde uden advarsel.

Vi tog ud til klinikken og var meget spændte og nervøse. Den store Carlos Simon tog imod os, og se lige hvad han viste os. Dette er de to fine blastocyster, som lå og ventede på os. Det, man kan se på billederne, er at celledelingen er skiftet til en embryosblast, og at kanten af ægget nu er klar til æde sig ind i livmoderslimhinden.

 Jo tak, min slimhinde så også fin ud på scanningen, og jeg fik ros af lægen. Æggene fik også meget ros. De er helt perfekte ifølge Simon. Jeg kan altså godt lide folk, der roser. Det får mig til at føle tryg og rolig. 

Tilbagelægningen gik, som det skulle. Ikke lige min kop te, men Simon og sygeplejersken var søde og forstående.

 Så nu er jeg altså gravid-agtig eller pre-gravid... jeg ved ikke lige, hvornår det rigtigt tæller, men min krop bør efter alle hormoner og forventninger snart gå i gang med at producere de famøse hormoner, som hjælper med at bygge børn.

Tænk hvis vi fik tvillinger... nu går jeg bare og slapper af, mens Loverboy fejer alle småstene af vejen og sætter grænser for madmaven... der er jo masser af ting, man lige pludselig ikke længere må spise...

Det her er lykke... 

Vi tager til Spanien!

De har lige ringet, og hold da helt fast. Der er 10.... 10 befrugtede æg, det er helt vildt mange, og mange flere end vi turde håbe på. Tænk hvis der også var æg nok til at de kunne komme i fryseren til en omgang mere en anden gang.

Jeg har været urolig hele dagen og tjekket telefonen hvert andet minut. Det er næsten uudholdeligt at vente på et opkald. Min reptilhjerne går amok og var så småt i gang med tanker om  .... nå hvad nu? ... men hahahaha der er retfærdighed til.... hvisker jeg stille, så Nemesis ikke hører det.

10 æg!!! Nu tager vi til Spanien!

For særligt interesserede kan jeg fortælle, at de dyrker æggene til blastocyststadiet i ca 4-5 dage, så det skal sættes op i mig mandag eller tirsdag, alt efter hvor hurtige de deler sig. Betty har et rigtigt godt forklarende billede på sin blog, som forklarer den proces det befrugtede æg gennemgår inden tilbagelægning til livmoderen. Jeg tænker nogengange på, at mine forældre bør have lidt skolepenge tilbage for mig - jeg husker ikke en skid om alt det her fra folkeskolens biologi, men spørg mig lige om almindelige insekter i vandløb eller ligevægte i økosystemer...

Spanien!!!

Bliver æggebarnet mon til noget?

Drømmen om Æggebarnet kommer tættere på. Imorgen ringer de og fortæller, om der er nogle befrugtede æg til os i Spanien... puha det er hårdt at vente.

Al ting har en pris...

Bloggen var oprindelig tænkt som min dagbog, og trods mine søde trofaste 36... hov 37 faste læsere, er jeg begyndt at overveje en ekstra gang, hvad jeg kan dele på bloggen. Er mine barnløse tanker overhovedet interessante for andre end mig.  Ja, ja den er god nok... man bliver hurtigt selvoptaget, når berømmelsens spotlight rammer det store ego.

Vi kæmper stadig for at få et barn - også selvom vi nu har passeret vores 4. år. Og det er en hverdagskamp, som koster tårer, venskaber og kræfter, men også en kamp der giver tro på at kærligheden tåler og overvinder alt - selv ufødte børn, hormonbehandlinger og ikke-eksisterende sex. Det eneste, jeg ved, er til stede er nuet og kærligheden. Der er ingen garantier i livet, så jeg kæmper. Uden kamp, ingen vinding! Og alt jeg har alt at vinde; forældreskab, familieliv og meget mere samliv med Loverboy.

Kampen om æggebarnet er skudt i gang. Jeg har tabt kampene om det biologiske barn, men det var de indledende kampe. Nu skifter vi taktik og sætter alt ind på æggebarnet. Alt på fremtiden, også selvom der er en pris.

Første udkast til den nye masterplan giver nemlig to svære udfald. Et, hvor jeg er nygravid og cirka derhenne, hvor jeg aborterede sidste gang...  I det andet scenarie er jeg gravid og sandsynligvis ved at skide i bukserne af nervøsitet af tanker om det sidder fast. Ingen af tilfældene giver et særligt fedt bryllup.

Endnu engang må vi erkende, at barnløshedsafviklingsprocesserne ikke kan køre parallelt med ret mange andre store ting. Vi kan ikke både have hovederne i bryllupsplaner og æggebørn. Og prisen er i første omgang det planlagte bryllup. Vi vil hellere være en familie end have et foto og to guldringe.

Dårlige æg, æggeledere og humør

Vi har besøgt en af verdens bedste specialister i fertilitet og endometriose - alene hans navnet indikerer styrke Professor Carlos Simón. Han er den første læge nogensinde, som har fortalt os sammenhængen mellem fertilitet og endometriose. Æg fra piger med endometriose har en dårligere kvalitet, og de har derfor sværere ved at blive gravide. Han har lavet donorforsøg med både æg fra endopiger og almindelige pigers æg, og hans resultater viser, at gravitetschancerne afhænger af hvorvidt doneren (ikke modtageren) har endometriose. Det vil sige, vi har gode chancer for at få vores eget æggebarn. Juhu... Endelig gode nyheder.

Så var det bare lige, at han skulle tjekke mit underliv med en ultralydscanning og en prøvetilbagelægning med æggeslanger. Han vil nemlig være sikker på, at alt er, som det skal være. Fint, tænker jeg. Jeg er lige blevet tjekket 3 gange indenfor de seneste to måneder. Ingen problemer der. Tip top tjek!

'This is a problem' hører jeg ham sige, og rummet drejer rundt og alt ilten forsvinder kortvarigt. Min højre æggeleder er fyldt med væske, og skal fjernes. De kan ikke hjælpe os, før den er fjernet. Simon forklarer, at væsken skyller ned over de befrugtede æg, og forgifter dem, eller endnu værre æggelederens væske tiltrækker ægget, således at det sætte sig fast udenfor livmoderen, og det er både meget farligt for mig, og giver ingen børn. Det er bare så meget op ad bakke, og føles så urimeligt.

Hvad er det, som der skal til for at få fat i et barn! Det er altså lidt af tilbagevendende prøvelse. Vi spæner fra det ene land til det næste, skifter medicin, prøver akupunktur, afholdenhed... og det føles om om vi meningsløst kaster alle vores penge ned i børnehullet... men uanset hvilken udvej, løsning eller mulighed vi vælger, sidder vi stadig i samme barnløse situation.

Nu skal jeg så opereres, og have fjernet den ene af de uduelige æggeledere, vel og mærke når jeg kan få en tid til operation. Også vente to til tre måneder før vi kan gå i gang med ægdonation... og hvad gør vi så lige med adoptionsplanerne til da...

ØV!

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.

Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.