Noget af det psykologen sagde, var jeg skal anerkende det store slid, jeg har haft på psyken og kroppen i gennem de mange mislykkede IVF behandlinger og store tab af mislykkede graviditeter, håb og tro. Det slider, og jeg har mistet min robusthed. Det kræver energi at bygge den op igen, og jeg skal tænke over hvordan jeg får fat i noget god energi og hele tiden huske at bygge den op og ikke bruge for meget af den.
Og jeg er stadig hende (og mig selv) svar skyldig. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sørge. Jeg er rigtig dårlig til at sætte mig ned og græde igennem. Min første reaktion er at at kæmpe, og i dette tilfælde bekæmpe tårerne og genvinde kontrollen -udsætte sorgen til jeg kan håndtere den. Men jeg tager den ikke op igen, så den ligger bare der i baggrunden og truer med bål og brand, hvis der er en lille sprække.
Så mit enkle spørgsmål er.... hvordan sørger man? Er der en måde jeg kan komme igang på? For jeg vil så gerne op igen... og blive mig selv igen... og holde op med at græde indeni.
Kære M. Nåede lige at læse det her inden jeg gik i seng i nat - og har siden tænkt en del over det.
SvarSletDet lyder MEGET fornuftigt at bearbejde hele forløbet som en sorgprocess. Det er så opslidende at tænke på "what could have been" - det er ukonstruktivt, men meget nærliggende. For ja, hvor begynder man?
Jeg tror på at det er meget nødvendigt at give slip på kontrollen for at kunne genvinde den igen. Det er jo kæmpe store følelser og brændende håb som fylder utroligt meget i både krop, sjæl og liv.
For mig var det en meget lang process. Først at forlige mig med det barn jeg mistede og siden tabet af min sociale færdigheder, psykiske- + fysiske helbred og til slut min arbejdsidentitet. Nu efter alle de år er det stadig en process - men jeg ved nu at jeg har fat i den lange ende.
Jeg håber virkelig for dig at du kan få gennemarbejdet alle de ting tynger dig i knæ på den måde. Det må være ufatteligt hårdt at være til stede og spændt som en flitsbue af så stærke følelser hele tiden.
Hvordan sørger man? Giver man slip - eller holder man fast? Jeg har set alt for mange lægge låg på og blive bitre mennesker der er ædt op indefra. Folk der lever i få gode minder og fralægger sig ansvaret for egen lykke i nutiden - og sådan var jeg selv inden jeg fik hul på min byld. Fortiden er slut, forbi, ovre - det bør kun være nutiden der gælder (damn, det er som jeg kanaliserer min psykolog her - sorry). Jeg tror det handler om mod til virkelig at se sig selv i øjnene og tage sig selv alvorligt. Forholde sig til nøjagtigt hvordan virkeligheden er - og ikke hvordan man ønsker den skulle være. Det kan jeg selvfølgelig sagtens sige efter 10 års terapi - men jeg tror ikke man kan komme udenom uden et hårdt stykke arbejde og selverkendelse.
Puha, heavy stuff her fra morgenstunden. Tilgiv mig hvis jeg har pillet ved noget der går for tæt på - det er lidt svært på skrift. Glæder mig til at give dig et KÆMPE kram om 13 dage. Alt det bedste herfra.
Knus fra Malou
Kæmpe trøsteknus herfra - ville ønske jeg kunne gøre eller sige noget, der gjorde det hele meget lettere. Sender dig masser af tanker!
SvarSlet/G.
Åh, Sushisteg, jeg er så ked af det på dine vegne. Det er en svær proces, du er i gang med, noget der tærer meget på psyken.
SvarSletFor mig hjælper det er skrive, jeg skriver lange "breve" som aldrig bliver sendt - eller vist til nogen - men gør at jeg kommer af med det. Jeg tror alle har deres egen måde, jeg tror ikke der findes noget endegyldigt resultat. Nogle raser, nogle græder, nogle finder fællesskab med andre i samme situation osv.
Det handler om at du finder en ventil, hvor du kan komme af med al det du går med - håber at det lykkes for dig!
Knus
Birthe
For mig virker det at anerkende min egne følelser som en naturlig reaktion på begivenheder. Selvfølgelig er du ked af det, og derfor synes jeg du skal lade dig selv græde og rase over, hvor uretfærdigt det er.
SvarSletJeg har ingen gode råd - men sender bare et cyberkram...
SvarSletJeg synes allerede, at der er skrevet mange kloge ord om sorg i kommentarerne, så jeg sender i stedet et kram i din retning og håber det bedste for dig *krammm*
SvarSletÅh, sødeste, ser først dette indlæg nu. Er lidt bagud her på bloggen.
SvarSletJeg har evnen at give slip og TUDE!! Som i virkelig tude. Men hvis du ikke har den evne, så er det svært at råde dig til netop det.
Jeg tror, at det er godt, at du har fået fat i en psykolog, der kan hjælpe dig med netop at give slip.
Du skal vide, at det er ok at være ked af det og sørge. Du HAR mistet - og du HAR et savn.
Jeg håber stadig på det bedste for dig.
Skal vi snart finde en dag, hvor vi kan Københavner-hygge?
Sender dig de bedste tanker og klem - *Knus*
Kære alle
SvarSlettak for jeres søde, konstruktive og åbenhjertige kommentar og emails. Jeg sætter meget stor pris på jeres indspark. Jeg havde aldrig regnet med at få så meget støtte og kærlighed fra min blog.
Jeg genkender jo det med at holde på kontrollen, lægge låg på sorgen og kan se at det overhovedet ikke virker. SÅ det jeg gør nu er at snakke om det igen... Det har været svært for mig at blive ved med at tale om sorgen, tabet og kaoset. Jeg oplever at min verden jo bliver ved med at handle om det samme igen og igen igennem 4-5 år. Og jeg har fejlagtigt troet at det kedede andre at høre om.
Så nu vil jeg afprøve nogle af jeres gode råd. Da jeg har svært ved at tude, ser jeg triste film/serie i håb om at det sætter lidt igang ;-) Ok jeg ser dem også fordi jeg godt kan lide at søbe i dem :-)
Jeg forsætter med at snakke om min uønskede abort både her og i det virkelig liv og med psykologen. Og jeg vil prøve at skrive et brev til min tabte baby. Det kan jeg mærke bliver en gyser.
Tak fordi I gav jer tid til at skrive en kommentar.