torsdag den 13. januar 2011

Hvad koster et æggebarn?

I dag fik jeg svaret fra den spansk klinik, som gerne vil hjælpe os med ægdonation. 67.000 kr for en donorægsbehandling plus medicin til mig og mindst to rejser til Spanien. Jeg kan ikke helt gennemskue om prisen er lav eller høj.


Der er som sædvanligt ingen garantier for at det virker. Der er ca 70% sandsynlighed for at det lykkes men 3 ud af 10 får intet barn fra denne behandling.

Den biologiske donor får betaling for sin indsats og sit æg - og lad os bare være ærlige. Det er nogle seje kvinder som gennemgår hormonbehandlinger. Jeg håber virkelig, at de samtidigt selv smider nogle æg i fryseren.

Det er mange penge.... ret så mange flere penge ned i graviditetshullet. Penge som kan bruges på bryllup, ferie, lejlighed, liv...

Det er langt hurtigere og billigere end adoption, men adoption giver os med sikkerhed mindst et barn.

Æggebarnet vil ligne os mere end Adobarnet, da det være halvt biologisk Loverboy og et match med mine fysiske karakteristika...  og er det fordel eller en ulempe?

Jeg kender en pige, som ønskede sig pigebørn, som hun sagde "Min mand spiser meget hurtigt, og jeg vil ikke sidde alene tilbage ved middagsbordet, fordi drengene allerede har slugt maden."
Det handler jo om kærlighed i familien, men også lidt om frygten for at komme udenfor i sin egen familie. Knytter æggebørn sig mere til deres biologiske forældre? Jeg har ingen anelse om hvad adoptivbørn, - forældre, æggebørn eller for den sags skyld dele- og papfamilier oplever, og det er meget sikkert forskelligt. Jeg ender altid op med en diskussion af effekten af arv og miljø, hvilken er stærkest?

Når jeg tænker på valget mellem Æggebarn og Adobarn, har Æggebarnet den fordel, at jeg selv bærer det. Og jeg vil jo gerne være gravid, og gå i gennem alle faserne og føde det. Jeg læste et sted, at de første måneder i barnets liv er afgørende for indlæring af socialt samspil, hvor man giver og modtager kærlighed og opfattelsen af tryghed. Æggebarnet vil vi kunne passe på fra starten, men Adobarnet ved jeg ikke, hvad det har oplevet? Om der er nogen, som har passet godt på det.  Og måske Adobarnet mere brug for os og den kærlighed vi kan give.

Og vi ved jo stadig ikke om, vi skal tage vores egen sidste tur i hormonhelvede. Lægerne siger jo, at de ikke kan finde ud af, hvorfor det ikke lykkes at blive/holde graviditeten. Æggene er gode nok, sæden er fin, og de kan også lide hinanden. Og de deler sig, men så sker der bare ikke så meget mere. Embryonerne er bestemt ikke vedholdende, når de kommer tilbage i min livmoder. Måske er min livmoder bare ikke det fede sted at opholde sig... måske bor der allerede nogle giftstoffer, også hjælper det jo heller ikke, hvis æggebarnet prøver at flytte ind.

2 kommentarer:

  1. Puhhh, sikke en omgang og sikke nogle overvejelser og beslutninger I skal tage.
    Jeg kan godt forstå det med at du gerne vil bære det selv, på den anden side så synes jeg også at det må være svært at gå igennem det igen og igen - hvorimod adoption, der er I sikker på at barn. Men som min svigerinde sagde (de overvejede også adoption på et tidspunkt): "tænk, hvis vi er så uheldige at få en som dig!" Og det er jo det, som du selv skriver så ved I ikke hvad det baren I evt. får i adoption, har været igennem.
    Selvom min adoption på ingen måde var en lykkelig adoption, så ved jeg at der er mange lykkelige adoptioner derude.

    Selvom jeg har skrevet så meget, så er jeg godt klar over at det ikke er visdomsord jeg er kommet med - men jeg håber og ønsker med ALT hvad jeg har - at det må lykkes for Jer. På den ene eller den anden måde!

    Knus
    Birthe

    SvarSlet
  2. Kære Birthe,
    tak for din kommentar. Det er bare svært at hitte ud af, men det hjælpe at formulere nogle af alle de ord, som tonser rundt inde i hjernen.

    Jeg tænker mit om din svigerinde, nogle mennesker burde have en større og mere aktiv "fortrydelsesknap" og en "undskyld- men-jeg-er-dårlig-til-at-formulere-mig-og-nu-trækker jeg-min-ufølsomme-bemærkning-tilbage" knap

    SvarSlet