lørdag den 15. maj 2010

Grillede krabbeklør - ægte sommersmag

I mit næste liv vil jeg bo i Udkantsdanmark, hvor man kan få krabbeklør af ens onkel, som kender nogle, der har for mange krabbeklør i fryseren... sådanne nogle mennesker findes ikke i København, ellers vil jeg meget gerne præsenteres for dem.

Jeg er netop hjemvendt fra en minisommerhusferie med smagen af gårsdagens grillede krabbeklør i mundvigen.... med akut længsel efter mere.... og gerne i selskab med lune sommerafter og hvidvin i glasset. NU....nu ....nu sagde jeg!

Jeg elsker at feriere i sommerhus, men jeg gad ikke at eje et. Der er så meget vedligeholdelsesarbejde, at jeg bliver træt ved tanken. Så heldigt for mig, har mine forældre et dejligt sommerhus tæt ved skov og strand, og min mors bror kom forbi med de vildeste krabbeben, jeg længe har set. Nu tænker du sikkert krabbeben, hun aner ikke, hvad hun snakker om. Men jeg lover, de her krabber havde ben, som enhver supermodella ville blive misundelig på. Det var de meget omtalte kamtjatka krabber, som jeg kun tidligere har spist på dåse som hjemmelavet makiruller. Det er faktisk en god historie. Dengang jeg mødte en mand i toget, som viste sig at være Importøren af Kamchatka krabber. Efter en god madsnak til Lund, viste han sig som en mand af ord, og han sendte mig et par prøvedåser.  Nå.... ( efter jeg har googlet et foto frem, er jeg alligevel blevet ret bange for dem. De får ikke plads på bloggen men du kan klikke her, hvis du tør ).

De smagte himmelsk. Ja, jeg er ikke bange for at bruge store ord, selv det foregik i Jylland. Klørene blev grillet i en hurtig marinade af tidselolie, chili og persille. Og de blev serveret med ristet brød og en aioli-agtig sag sammen bestående af Hellmanns mayo sammen med citronskal, en hakket rød chili, persille og et par fed hvidløg. Fotoet blev ikke alt for godt, forbi min mave rumlede og mundvandet overtrumfede min vilje til at tage et nyt foto... jeg advarede dig jo. Jeg er et madøre før alt andet.... også selv om det handler om et madfoto til bloggen.


Det er et måltid, der egner sig til sommervejr. Det sviner som et ægte godt måltid kan gøre. Jeg brugte både en nøddeknækker og en grillkniv til at komme ind til lækkerierne. Bagefter var jeg klistret ind - helt op til ørerne. Skønt, tænk hvis man kunne have badet i Vesterhavet bagefter og ladet solen varme ens krop op igen...åhh sommer kom snart. Jeg er så klar.

2 kommentarer:

  1. Åh, mums - jeg er også helt vild med krabbekløer. De der har jeg kun smagt en gang, men jeg husker dem som noget ganske særligt :-)

    Nu skal jeg passe på med ikke at lyde som en værre bezzerwizzer, men der er lige en ting jeg bliver nødt til at påpege. Tidselolie kan ikke tåle opvarmning, og slet ikke grill. Det er en koldpresset olie med primært flerumættede fedtsyrer. Ved opvarmning branker olien, fedtsyrerne og antioxidanterne ødelægges, der dannes i stedet meget usunde og kræftfremkaldende transfedtsyrer. Man kan sige at olien simpelthen 'går i stykker'. Og det er synd for tidselolie er ellers en af de sundeste olier overhovedet, hvis den anvendes korrekt. Den kan med fordel tilsættes efter varmebehandling, eller i dressinger og marinader. Undskyld, jeg er en fag-nørd.

    SvarSlet
  2. Det er guldkommentar om min brug af tidselolien. Jeg er så glad for at du tog dig tid til at skrive den. Nu er jeg jo blevet meget klogere, og bruger den aldrig mere til opvarmning...

    Jeg elsker kloge kvinder, som ikke er vidensnærige.

    SvarSlet