Hun lever sammen med sin kæreste, og efter de har fået skønne barn nr 2, er tiden blevet meget knap. Der er hele tiden noget, som skal gøres. Børn, der skal hentes/bringes/spise/klædes af og på og leges med, oprydning, opvask, tøjvask, indkøb, madlavning og så videre. Dertil kommer en fuld arbejdsuge, og hvornår er det lige man kan finde tid til sig selv. Hun ville gerne have min hjælp til hendes samtale med chefen, om hvorfor hun skulle have lov til at gå ned i tid. Mens vi snakkede, fortalte hun, at det hele jo også lettere at nå, nu hvor der var så mange opgaver og så lidt tid. Man kan jo lige sætte en vask over og hente børnene, når man så var hjemme lidt tidligere. ...pludselig gik det op for mig, at hun var ved at falde i kvindefælden.
Kvindefælden er ikke en mændene sætter op, næh nej, kvindefælden laver vi selv, gennem at konstruere systemer, hvor vi viser opofrelse ved at påtage os fællesopgaver uden at diskutere og tydeliggøre dem overfor vores partner. Jeg er sikker på, at mændene også har deres egen fælde, men den må de selv bakse med. Jeg arbejder aktivt på at undgå mine egne fælder. Det er ikke let. Men det er et godt eksempel på en forhandlingssituation, hvor kvinder tager for meget ansvar uden at informere de andre parter i situationen.
Min veninde har jo ikke diskuteret hjemmesituationen med sin kæreste, men forsøger at løse det, selvom hendes udgangspunkt var mere tid til sig selv! Så efter vores snak, vil hun ikke ned i arbejdstid, for det skaber ikke mere privattid, men ved at beholde tiden og lønnen, kan de snakke om få lidt ekstern hjælp til alle de kedelige hjemmeopgaver.
Til kamp mod fælderne!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar