Idag var jeg til møde hos Kvinfo om når kvinder forhandler. Foredraget var en øjenåbner på mange niveauer. Først fremmest tænker jeg ikke rigtigt over, hvor mange gange dagligt jeg forhandler... om indkøb, familie og vennebesøg, om arbejdsopgaver og er det mig nu?! Oplægsholderen Malene Rix skrev sidste år en bog om emnet, og hendes definition af forhandling er at man skal huske det er en proces, ikke bare et møde. Mødet cementerer den endelige aftale, og derfor skal kvinder blive bedre til at starte eks. lønforhandlingen længe inden selve lønsamtalen.Man skal starte med at forhandle med sig selv og finde et ambitiøst, realistisk mål og forhandle derfra. Forhandlingen skal kunne rykke sig for begge parter, så der skal være handleplads.
Kvinder fokuserer primært på relationen, og kommer oftere til at ofre deres eget mål i forhandlingen, da de ikke vil skabe dårlig stemning. Men man skal ikke være så bange, pointen er at dele processen ud og derfor informere chefen/modparten tidligere i processen om egne krav og ønsker, så de kan nå at vænne sig til at tanken inden forhandlingen, og så de kan forberede sig. Superpointe!!!
Derudover nedforhandler vi os selv længe før vi kommer i gang. Det svarer til vi løser chefens/modpartens problemer længe før de kender til en eventuel problemstilling, så det er både at kvinder at tager for meget ansvar for processen, og at de ikke får anerkendelse for deres ansvar eller problemløsning. Snak mere med modparten og fortæl hvad du har på sinde..
Skræmmende nok har man fundet ud af, at kvinder oftere få nej end mænd, og det er mere markant og alvorligt ment. Vi har alle kønsfiltrer, som gør at kvinder vurderes ikke til at have samme behov for mere i løn samtidigt med at kvinder i højere grad er bange for at tabe forhandlingen og fremstå som grådige.
Øv! Jeg vil have mere i løn og jeg er det værd... så nu går jeg i gang med at øve mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar