Nej, graviditetstesten var negativ. Vi havde ventet i 19 dage, og igår var det endelig tid til at få klar besked, om IVF'en havde virket. Jeg er så ked af det. Vi er så kede af det. Jeg kunne næsten ikke trække vejret resten af aftenen.
Det er ikke til at forstå, at det ikke lykkedes. Jeg har gjort alt det jeg skulle. Taget næsespray, stukket mig i maven, stukket 64 af de trælse gelepiller op til livmoderen... spist rigtigt, spist vitaminpiller, drukket vand, undgået stress.... og håbet... tænkt en masse positive tanker om det lille æg. Jeg var faktisk kommet så langt mentalt, at jeg var begyndt at tænke på, hvordan det ville være - at være gravid med mave og senere nogens mor.
Nu er jeg bare tom inden i. Jeg blev rigtigt bange og nervøs, da jeg begynde at pletbløde på min fødselsdag. Og sikken en lortegave! Jeg håbede at det bare lidt uregelmæssighed eller noget... men jeg burde have accepteret tegnene, men jeg er bare så parat til at få et barn med mit livs kærlighed. Jeg vil så gerne starte på det andet liv, hvor vi er en familie med far, mor og barn... have en lille bitte at passe og pleje og tage mig af. Vi er klar!
Hvorfor skal det være så sindssygt svært at få et barn? Jeg er så træt af, det aldrig er vores tur. Jeg hader, at livet ikke er retfærdigt.
Nu er jeg tom, stakåndet og træt og meget ked af det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar