San Geogio - lækkert italiensk/ sardisk mad

Min rundrejse i madhimlen sluttede hos San Geogio. Det er hyggelig sardinsk restaurant, som ligger lige ved Rosenborg kaserne. Restauranten er indrettet som en herskabslejlighed med gamle borde, smukke lysekroner og masser af hyggelig atmosfære. Jeg var meget spændt på maden efter oplevelse på Acquamarina, men her var maden i højsædet.

Til forret kunne vi vælge mellem marineret laks eller pasta med taskekrabbe, broccoli og tomat - vi kunne ikke stå for retten med taskekrabbe. Retten var udemærket, og viste lidt af hvad køkkenet kunne. Det var tydeligt, at forretten var en billigere variant, men det passede meget fint til CRWs koncept med to retter for 150 kr. Vi nappede vinmenu med to glas til 150 kr.

Til hovedret kunne vi vælge mellem havtaske eller kalvekød. Jeg var meget i tvivl om, hvad jeg skulle vælge. Heldigvis ville min kammerat gerne have kalvekødet, så jeg snuppede fisken. Det er nemlig ofte en fornøjelse at få fisk på restauranter, som kan lave den slags. Og det kan San Geogio til fulde.

Jeg fik en meget lækker fiskeservering af havbars(?) på stegte tomater, løg og aubergine og et lille stykke broccoligratin og en friteret risbolle. Gratinen var silkeblød og cremet i smagen. Risbollen var lidt underlig- lidt for hård/tør og uden smag. Fisken var delikat med sprødt skind og smagte pragtfuldt. Det var sindssygt godt! Og jeg fik noget meget lækkert hvidvin til, som jeg allerede har glemt navnet på.

Min gode ven fik kalvekødet, som jeg ikke nåede at smage, fordi jeg var optaget af min egen tallerken :-)

Desværre var der gået noget galt med vores booking, så vi ankom 1 time for sent eller 1,5 timer for tidligt alt efter, hvilken seating vi skulle have haft, så vi havde lidt travlt. Og det betød også at vores betjeningen var en blandet oplevelse. Vores primære tjener var træls. Han spurgte mig to gange om jeg ville bede om rød eller hvid vin til min fisk, og endte med at give mig rødvin i første omgang. Det blev så ændret til hvidvin, men mit glas vin havde desværre små stykker kork flydende rundt. Det gider jeg altså ikke, og han blev lidt studs, da jeg bad om et rent og nyt glas vin. Men de andre tjenere gav os en supergod betjening, og de var meget smilende og opmærksomme, så det tæller op ad i min bedømmelse. Jeg vælger at tro, at førstetjeneren havde en meget dårlig dag, som han ikke kunne fortrænge.

Samlet set var maden skøn, og her gider jeg godt at komme igen, og jeg betaler gerne fuld pris for deres helaftens menu. De laver nemlig skøn mad.

Acquamarina - middelmådigt besøg

Endelig oprandt dagen, hvor jeg skulle smovse hos Aquamarina, som kaldes for Københavns bedste italienske fiskerestaurant. Deres motto er "Fish from heaven and Wine from Italy".  Mine forventninger var store. Middagen var en del af CRWs koncept med to retter til 150 kr - et fund for pengene.

Lokalet var smukt dekoreret med lyse vægge og klaser af fine mundpustede lamper i form af store lyspærer. Vi sad ved vinduet i en 4 personers bås, hvilket gav en intim stemning, da ruden var dækket var frynser. Meget hyggeligt- svært at beskrive. Vi blev budt velkommen med store smil og hyggelig småsnak inden og under maden.

Forretten var en blomkålssuppe toppet med torskesalat og balsamico-reduktion. Det lovede godt.

Jeg blev så skuffet. Suppen var i bedste fald lunken, og retten var ... kedelig. Smagene var neutrale og gik ind i et med hinanden. Det bedste var faktisk brødet, som vi fik en del af - dog servering af olie eller smør.

Hovedretten havde jeg set frem til... de måtte være gode til at lave fisk. Og dagens hovedret var en sprødstegt kulmule med med ragout af sicilianske grøntsager og økologiske tomater.

Igen var det smagsmæssigt kedeligt, og jeg mangler ord til at beskrive retten. Jeg gider faktisk ikke engang beskrive ostene og chokoladedesserten, som vi tilkøbte. ØV

Jeg er klar over, at det er et meget billigt koncept med to retter for 150 kr, men jeg forstår ikke, man deltager i CRW, hvis man ikke gider vise, hvad man kan. Og jeg har altså hørt meget godt om dette sted, men det var ikke min oplevelse. Vinene og betjeningen var gode, men jeg lever jo for at spise godt. Så her kommer Sushistegen altså ikke igen. Jeg er ikke vred - men skuffet over ligegyldigheden. Det kan man jo få masser af steder.

Restaurant Wohlert i Jægersborg

Copenhagen Restaurant Week er i fuld gang med skønne tilbud om to retters menuer for 150 kr, og det betyder, at jeg i den næste uges tid er kommet i himlen - Madhimlen. Uden den mindste skam i livet har jeg bestilt bord til tre forskellige steder. Hvem sagde grådig? Ikke mig... det er bare en velfortjent selvbelønning kombineret med god timing.

Og i dag startede min himmeltur i Schæffergårdens smukke restaurant Wohlert.

Billedet har jeg tyvagtigt stjålet fra hjemmesiden

Restauranten er meget lækkert indrettet med et lyst og let møbeldesign, glade cobramalerier og en skøn mad. Jeg har længe haft lyst til at besøge dette sted, da jeg har hørt meget godt om deres mad, og de har et stort hjerte til økologien og høj kvalitet. Det er lige noget for mig.
Jeg havde studeret menukortet hjemmefra, så mine madvalg var klaret i ro og mag. Der var nemlig meget godt på kortet, og så får jeg svært ved at vælge. Ikke overraskende endte jeg selvfølgelig med kammuslingen på økologisk jordskokkecreme. Heldigvis havde jeg Loverboy med, og han bestilte en risotto på røde himalayaris, så vi kunne prøvesmage noget forskelligt.  
Advarsel: Jeg er i gang med at lege med kameraet, og kom for sent i tanke om at det jo er noget man skal gøre derhjemme. Så billederne er blevet lidt mærkelige

Risottoen var god med en generøs mængde revet parmesan ovenpå den kompakte ris. Risene var al dente, og retten var anrettet med tynde skiver landbrød og lidt kørvel. Fin ret.

Mine kammuslinger var stegte perfekt, så deres sødme og fedme trådte fint frem. De var akkompagneret af en tyk creme af jordskokke. Dejlig forret, som jeg selv laver den og elsker.
 

Til hovedret havde jeg bestilt økologisk kyllingeconfit med blommemarmelade. Det har jeg aldrig smagt tidligere. Kyllingen var saftig, silkeblød og smagfuld, og den gik godt i spænd med blommemarmeladen. Tilbehøret var en pomme anna med masser af timian, balsamicokogte rødløg, stykke dampet porre og en stykke dampet blomkål. Blomkålen var en tand for mør og skal jeg sætte en finger på maden, var marmeladen lidt for sød i længden til en hovedret. MEN det smagte mig, og jeg spiste hele hovedretten op - hvilket jeg sjældent gør.

Loverboy fik et stykke skønt dampet torsk, som jeg lige nåede at smage. Fisken var dampet præcist, så kødet stadigt var saftigt, klart og delte sig i flager. Jeg nåede ikke at fotografere retten - det var jo ikke madbloggerne jeg var ude med ;-)

Vi kunne ikke nøjes, så vi bestilte også ost og dessert - og her må jeg igen beklage men ingen billeder. Loverboy fik en hvidchokolademedaljon med mocca. Det lignede og smagte som mousse, men hvad ved SushiStegen om søde desserter- ikke meget. Den var god og Loverboy var meget tilfreds. Jeg hyggede mig med fire økologiske ost - tre køer og en ged. Bette Kristian- en dejlig gul fast ost, en camembert, en brie og en blåskimmel serveret med lidt oliven, honningmarineret hasselnødder og kiks. Og så var jeg stopmæt og lykkelig.

Betjeningen var vidunderlige, de var servicemindet, glade og imødekommende. Vi fik en meget hjertelig tjener, som glædeligt delte ud af sin store viden om vin, og han fik os til at føle os meget velkomne og i godt selskab.

Kort sagt. Wohlert er et skønt sted, hvor de går op i at lave god og lækker mad.

The Pauls dekadente chicken'n'caviar

Endelig fik jeg fingrene i noget kyllingeskind. Jeg har nemlig gået og sukket efter en appetizer fra den skønne kogebog Paul Food, som handler om stegt kyllingeskind letsaltet med Maldon serveret med fiskerogn. Og jeg havde jo nogle lækre lakserogn i fryseren.

Kyllingeskindet skal ifølge kogebogen steges i ovnen ved 170 grader mellem to silikone plader. Nu er problemet bare, at jeg ikke har to silikoneplader, så jeg stegte det bare på panden.

 Jeg elsker at blive klogere, og nu ved jeg for eksempel at kyllingeskindet trækker sig sammen, hvis man ikke har noget tungt eller sikkert to silikoneplader at trykke det ned med. Er det ikke vildt så meget det ligner en fiskefilet?

Skindet smager skønt af fedt og salt, men jeg synes, at tykkelsen og smagen blev for kraftig, når de fine sprøde rogn lå ovenpå. Paul har en ret god pointe i at arbejde med skindets tykkelse. Så jeg fandt på noget andet til mit skind.

Min variation blev: et frisk blad basilikum fyldt med lakserogn og et lille stykke sprødt skind. Dejlig anderledes hapser- men for meget arbejde efter min mening. Men det var en sjov ide.

Salatost af fåremælk eller gedemælk...

Smagstesting af salatoste er lige noget for mig, og i dag afprøvede jeg to af Løgismoses salatoste af henholdsvis fåremælk og gedemælk. I samme hug havde jeg også brug for en ost til henholdsvis en simpel grøn bønnesalat med rødløg og en ost til en rødbedesalat med salte mandler.

 Jeg havde faktisk glemt alt om, at mange laver ost på fåremælk. Det forklarer måske (delvist) en meget mærkelig samtale, jeg havde med en tjener i Spanien om dyreoprindelsen på en ost. Set i bagspejlet var samtalen lidt sproghæmmet af mit ikke-eksisterende spansk og hendes ikke-eksisterende engelsk. Min søde tjener i fortvivlelse endte med at sige nogle dyrelyde - for mig nye lyde - som jeg tolkede som en blanding eller mellemting af en ko og ged, men nu hælder jeg til at jeg nok spist en super lækker fåreost. God det var den.

Nå, tilbage til testen...

 Jeg kunne godt lide dem begge to. De var begge faste, og brækker i klumpflager når man skærer eller brækker i dem, men de var ret forskellige i deres smag.
Fåremælksosten var både meget tør i smag og konsistens og havde en mere syrlig smag, hvorimod gedeosten var mere blød og rund. Jeg endte med at putte fåremælksosten ned til mine bønner som havde kogt lidt for lang tid, og som gerne måtte få lidt modspil af osten. Det fungerede rigtigt fint sammen.
Gedeosten brugte jeg til rødbedesalaten, og den smager vildt godt, og den køber jeg gerne igen.

Forårsmad - blinis med stenbiderrognsalat

Foråret er på vej, alle tegnene er her endelig. Solen danser og blænder os mørketilvænte stakler, det spirer i jorden og stenbideren yngler.

Og fiskemanden havde et godt tilbud på stenbiderrogn og lakserogn, hvilket et madøre som mig slet ikke kan stå for. Jeg bliver nok lidt som de økologiske køer, som danser ud på græsset i forårssolen. Jubiiii... stenbiderrogn

Prøv lige at se de farver! De er da forår.

Jeg blandede rognene med finthakket rødløg, agurk og frisk dild og tilføjede et par skefulde god øko creme fraiche og et par tvist citronsaft- og vupti en skøn rognsalat er skabt. Fast food kan sagtens være sundt og lækkert... ok måske er denne variant ikke så sund.

 En klat på de varmede blini og en lille dildtop- og en skøn forret eller hapser er klar til et glas mousserende vin.

Porrekartoffelsuppe med salatost og chili

Supper er geniale. Jeg propper alt muligt i dem, og de smager næsten altid godt. Ellers er stadig mulighed for at rette op på dem inden servering. Jeg kan særligt godt lide supper med meget fyld og har længe haft lyst til at afprøve et par suppeideer. 

I dag fandt jeg en særlig god kombination, hvor jeg også fik brugt lidt salatost, som var blandt  sponsorgaverne fra bloggertræffet. Jeg har nævnt sponsorgaverne med produktnavnet.

• 1 dl kogt rød quinoa
• 1 spsk Egeskov Rapsolie
• 1 fed hvidløg
• 1 stor tsk syltede chili
• 100 g kartofler 
• 1/2 tsk spidskommen
• 1 l vand 
• 3 tsk Oscars økologisk hønseboillion
• 1 tsk salt
• 1 porre
• 100 g Løgismose økologisk salatost naturel
• korianterblade 
• peber 

1. Skyl quinoa i lunken vand, og kog den i 15 minutter 
2. Alle grøntsagerne snittes i mundrette stykker - men chilien og hvidløget skal snittes helt fint.
3. Svits porre, hvidløg og chili i rapsoilen. Tilsæt kartoffelstykkerne og porrebidderne sammen med krydderierne ved lav varme til de er bløde ca 10 minutter.
4. Tilsæt quinoa, salatost (også mundrette bidder) og korianter. 
5. Suppen smages til med salt og peber 

Der er vildt godt med både quinoa og salatost i suppe, og der er ikke nok i 100g til sådan en osteelsker som mig!

Mere mad fra Kongenshus - hovedretten, desserten og noget med i sengen...

Jeg synes, at ejeren og kokken på Kongenshus Pernille har skøn madstil med tydelige henvisninger til det nordiske køkken og fokus på de gode råvarer. Hendes retter er meget smukke og rene i deres udtryk og ikke mindst genkendelige. Det er fedt. Jeg har tidligere smagt hendes mad på Copenhagen Cooking 2010.

Restauranten er lys og enkelt indrettet med lette møbler, gode stole, hvide duge og hovedet af en vågen kronhjort.

Min hovedret bestod af lammemørbrad indbagt i en nyfortolkning i form af fine brødkrummer lagt på en pure af brændte rødder (sandsynligvis den gulerødspure som Hanne K har skrevet om her) sammen med et fint stykke braiseret selleri og tyttebær. Sellerien var meget lækkert tilberedt, hvor den først bliver saltbagt og siden smørstegt, og ja det smagte vildt godt. Jeg måtte dog befri lammet fra brødet, da jeg fik mærkelige associationer til brændte, usødet lagkagebunde. Retten fungerede rigtig godt, og når jeg skal lave noget lignende, nøjes jeg bare med butterdej, som det sprøde element... Jeg fik en dejlig økologisk rødvin, som jeg har glemt navnet på.

Til min egen overraskelse valgt jeg den søde dessert. Nemlig en ret over syltede blåbær med hvid chokolade iscreme, øllebrød, to forskellige marengsbrud og frisk estragon. Det var en fejl. Nogen gange overtaler min hjerne og øjne min mave til at prøve noget andet end ost. Tænk, nu hvis jeg gik glip af noget vildt fantastisk, og jeg hører jo hele tiden om den hypede chokolade.  Jeg er sikker på, at chokoholics ville elske denne dessert, men det blev bare for sødt, klæbrigt og æggeagtigt til mig, men jeg var ret vild med estragon som dessertkrydderi... men hvem der bare havde valgt ost!

 
Der var intet tv på værelset, men jeg måtte gerne låne noget læsestof med i seng. Det tilbud tog jeg imod med kyshånd... og helt ærligt det siger jo alt om dette sted, at den obligatoriske bog på værelset, er Biblen-  Champagnebiblen. Jeg hyggede mig ret godt i selskab med The Paul, og nu skal jeg spare sammen til en middag hos ham.

Efter en god nats søvn fik jeg næste morgen et fint dækket morgenmadsbord med både æg, rugbrød, boller og en minicroissant sammen med en lille tallerken med kødpålæg. (Det er det, min moster kærligt kalder for jysk brunch).

Ægget var desværre hårdkogt. Tilgengæld fik jeg lov til at smage på det store udvalg af Pernilles egne marmelader og hedehonning.

Min absolutte favorit var sorte gulerødder med æblesaft og fennikelfrø - det er en bagerste til højre, som næsten er spist op. Heldigvis kan man købe de fleste af marmeladerne med hjem fra hotellet, så jeg kom hjem med de sorte gulerødder.

Birthe og Annes madblogger træf 2011

I går oprandt den store dag, hvor jeg skulle til det store jyske bloggertræf. Birthe og Anne har lagt et kæmpearbejde i at få det hele til at hænge sammen med 26 skønne madbloggere, kæmpe goodiebags og et spændende program. Det var en super hyggelig dag, som forsvandt som dug for solen. Jeg mødte nogle søde og spændende mennesker, som også var vilde med både mad og smage, og de kunne snakke om det i timevis. Så det gjorde vi.

Vi fik de vildeste godiebags, og jeg åbnede mine lige så snart, jeg fik slæbt dem op på 4. sal... ja, ja... jeg gik flere gange og selvom klokken både var 2 og jeg var dødtræt, måtte min nysgerrighed stilles. Der var så mange skønne sager i - både velkendte og ukendte produkter og mange økologiske ting. Jeg glæder mig til at prøve nogle af dem- særligt de nye varianter af oste fra Løgismose og Arla. Her er et mindre udvalg af, hvad de tre goodieposer gemte på. Birthe sender en oversigtsliste senere. Du kan klikke her, og læse mere hos Newyorkerbyheart om hvad goodiebagen indeholdte. 

Billedet her er underbelyst, men klokken er sort NAT!!

Vi mødtes lørdag eftermiddag i Kageriget, hvor Anita lynhurtigt pyntede en dåbskage, byggede et charmerende brudepar og samlede marcipanroser på rekordtid. Det er altid en fornøjelse at se passionerede professionelle arbejde, og Anita er en af dem.

Anita bød derefter på et udvalg af smagsprøver på 5 af hendes bedste bud på bryllupskager- herunder den berømt kage fra Frederiks og Marys bryllup (nr. 4 fra højre).
Min favorit var nu Jamaicakagen (nr. 1), som havde en mandelbund med mokkachokolademousse med lidt rom og hakket chokolade og med et tyndt lag passionspuré. Jeg er jo faktisk ikke så vild med kager, men de her smagte super godt. De var nemlig ikke så søde og havde masser af skøn smag (som altid handler det jo om råvarerne).
Vi smagte også hendes træstammer pyntet med bladguld og mini Sarah Bernhard kager- som var en del lettere end den originale opskrift - MUMS. Har du mulighed for at komme på en prøvesmagning hos hende, er mit råd at slå til med det samme.

Fotoerne yder ikke kagerne retfærdighed, men jeg havde jo travlt med at spise og snakke. Og jeg ved med 100% sikkerhed at der er nogle madmesterfotografer, som også poster dem senere - for jeg sad sammen med dem.

Sammen med kagesmagningen fik vi smagsprøver fra Dulce Gusto og så deres fine circolo maskine i funktion. Dejlig kaffe og fin maskine, og jeg tror at MissMuffin vandt en i den store lodtrækning. 

Bagefter kørte vi til restauranten, hvor vi hyggede os med mad, vinmenu og snakken var meget livlig, kun afbrudt af ejerens fortællinger, lodtrækning om ekstra gaver og et spændende foredrag fra Growers Cup. Jeg smagte både kaffen i går og igen her til morgen- de har virkelig nogle lækre kaffer, men jeg synes ikke, posen er nem at åbne, og deres bryggesystem og design med plastholder er ikke lige mig. Men jeg kunne godt finde på at købe en pose med hele bønner og selv kværne dem.

Nu sidder jeg og nyder en morgenmad med lidt af vores goodiebags. Skøn kaffe, juice og Loverboys hjemmebag med mørk øko pålægschokolade.

God søndag til jer alle og en stor tak til Birthe, Anne og alle madbloggerne fra i går. Det var så skønt at møde jer, og nu skal jeg ud i Blogland og læse mere af og om jer. Resten af dagen går nok med læse lidt i godiebagens madblade "Smag og Behag" og "Mad!"

Ude godt, hjemme bedst!