lørdag den 24. april 2010

Artiskokker med citronsmør

Køleskabet er pakket til randen med med økogrøntsager, vi kørte forbi den økologiske gårdbutik Sørisgård - bedre kendte for deres leverancer af gulerødder til Netto- og så var vi nød til at gå indenfor.

De havde faktisk lukket 1/2 time tidligere, men den søde krøltop, som stod i udsalget, lukkede os alligevel ind... heldigt at vi havde den store pengepung med. Det var et hyggeligt sted - rent og pænt og fine grøntsager. Vi kom selvfølgelig derud fra med alt fra økoartiskokker, citroner, løg, æg til to forskellige slags gulerødder- og da vi kom hjem stod der allerede 2 kg gulerødder, så den står enten på gulerodsuppe og/eller gulerodsjuice.


 Og idag var det rigtigt forår, der var anemoner i skoven, fuglefløjt og solen skinnede. Himlen var blå og det var bare en af de fineste dage... lige der hvor jeg elsker at være i Danmark.

Aftensmaden stod på forårsmad... kogte artiskokker med citronsmør. Artiskokkerne blev skyllet, stænglen klippet af sammen med de yderste blade. De kogte sammen med lidt citronsaft i 30 min. I mellemtiden rørte jeg lidt citronsaft og finthakket citronskal sammen med en god klat smør...uhm en af verdens bedste forretter.

Artiskokkerne serveres hele, man trækker et blad af ad gangen, dypper det i citronsmør, og bider den nederste fortykkede del af artiskokbladet af. Når man kommer ind mod midten, der hvor bladene næsten er transparente og let blålilla, kan hele bladet spises. Til sidst spiser man hele bunden. Jeg var doven og smurte smørret ned over bladene, så smørret kunne smelte og så dryssede jeg mit ynglingssalt salt... Falksalt med tørret karljohansvampe - match made in heaven.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar