søndag den 11. november 2012

Indisk lam i stegeso

Det er endelig simretid igen, så min stegeso blev fundet frem, da vi skulle have gæster. Jeg elsker indiske retter med lam og spinat, så udgangspunktet handlede om lam i stegeso med noget så dansk som grønkål. Jeg er nemlig ret vild med grønkål for tiden og eksperimenterer lidt med det. Det smager jo som drøm og er lige det mere groft end spinat.
Opskriften blev helt vidunderlig, og jeg deler den gerne her for den skal jo laves igen herhjemme.

4-6 personer:
800 g lammekølle skåret i småstykker a ca 3x3 cm
1 stort løg i tern
5 cm revet frisk ingefær
2 fed hvidløg revet
chili
spidskommen
salt 
1 ds flåede hakket tomater
1 ds kokosmælk
aubergine i småtern
200 g røde linser
1 glas vand
500 g grønkål
Lammekødet blev kort brunet af på en pande sammen med løgene, auberginen, ingefæren og krydderierne. Herefter blev det smidt i stegesoen sammen med en dåse kokosmælk og en dåse flåede hakkede tomater. Ind i ovnen på 170 grader i 90 min.

Linserne hældes i sammen med et glas vand og tilbage i ovnen i 20 minutter. Mens linserne koger, renses grønkålen og dampes i 4 minutter. Den dampede grønkål skylles i koldt vand, vrides tør for vand og skæres derefter i strimler. Jeg skar stokken fra, da jeg synes den er for grov. Grønkålen vendes ned i stegesoens masse, og retten stilles tilbage i den slukket ovn og venter til at gæsterne er parate til næste ret.

Konklusionen var, at kødet blev super mørt i stegesoen, og linserne og grønkålen gav lige den rigtige modstand til tænderne. Alt i alt en ret, lige som jeg kan lide den. Kokossmagen var afdæmpet og krydderierne trådte frem.
Næste gang skal retten serveres som gæstemad med tilføjelsen af en omgang hjemmebagt naan brød, og måske sniger jeg en lille raita med ananas eller mango ind, for jeg elsker mad, der passer sig selv, så man kan koncentere sig om at hygge med gæsterne.

Hvad laver du med din stegeso/römertopf?

3 kommentarer:

  1. Det er det jeg elsker aller mest ved efteråret, det er alle de skønne supper og simreretter man kan gå i krig med i køkkenet - og efter at se den lækre ret, så ved jeg at min næste investering er en stegeso!

    - Maj :D

    SvarSlet
  2. Hej Maj
    Stegesoen er et hyggeligt redskab, jeg vil også øve mig meget mere i at bruge den i efteråret. Mums og god fornøjelse med din. Jeg glæder mig til at læse hvad du finde på

    SvarSlet
  3. Åh det lyder som den perfekte kombination; lam og stegeso... Måske man skulle overveje at tilføje sådan en basse til køkkenudstyret!

    SvarSlet