Jeg er startet på hormonerne igen, igen, igen og min krop er træt. Jeg er træt, og Loverboy er træt.
Kroppen strejker. Hormonerne er onde ved mig. Igår kastede jeg op. Den ondeste hovedpine var flyttet ind i hele øverste etage.
Hormonerne raser i min krop og hjerne, og alle andre kvinder i verden bliver stadig gravide, får store maver og føder smukke sunde børn. Vi står stille og lever i hormon- og barnløshelvede. Det er ikke til at holde ud at gå dette helvede igennem gang på gang. Jeg er træt, og overvejer sporadiskt at give op. Det er bare ikke en holdbar løsning, når nu vi føler os som forældre, som mangler vores barn.
Vi har været igang i 5 år. Prøvet 15 forskellige hormonbehandlinger ... vi har vel prøvet dem alle. Og vi står stadig alene her og venter. Kan ikke give op.
Som jeg sagde, jeg er træt... og jeg forstår godt du bliver træt af at læse med her, men det er sådan tingene står til.
Placering: Hormonhelvede
Kære M.
SvarSletJeg kan godt forstå du er træt, det er jeg sikker på alle ville blive/være efter sådan en omgang.
Jeg håber, sådan helt inderst inde at det lykkedes for jer, og jeg ved det nok skal komme.
Men du ved jo, ligeså godt som jeg, at hvis du giver op, så sker det ikke, og derfor må du blive ved! Men du må også huske at nyde og slappe af, for det er det som giver energi. Brug tid på dig selv og kom på benene igen.
Kh Julie
Søde søde sushi - jeg tror alle os, der læser med her har blødende hjerter for dig og din kæreste. Vi blir ikke trætte af at læse om dit liv. Selv om dit liv lige nu mest består af smerte på alle planer. Desværre er det også en del af at være menneske. Jeg er fuld af beundring for dig/jer. Det svarer vel til at løbe en marathon en gang om måneden eller meget mere. Hold fast i din passion omkring den baby. Ros dig selv for at være sådan et passioneret menneske. At have sådan en viljestyrke og udholdenhed. Selv havde jeg givet op for længst. Jeg havde ikke lagt krop eller psyke til en brøkdel af det, som du overkommer. Du er stærk, sej og modig. Du er i kontakt med din inderste sjæl og væsen og tør oven i købet tale højt om det til alle os andre. Hvis der var retfærdighed til, var du forlængst blevet den mor, som du allerede er i dine tanker. Jeg håber inderligt at retfærdigheden sejrer til sidst og det lykkes for jer at få jeres største ønske opfyldt. Jeg har ikke selv fået børn. Ville gerne, men den rigtige mand har ikke vist sig. Men jeg er så heldig at jeg ikke har ønsket mig børn så meget at jeg har tænkt i andre baner. Jeg har ikke haft din passion. Den tror jeg, du kommer langt med her i livet. Må det barn, der er dit, snart komme til dig.
SvarSletDe kærligste tanker Marianne
Hej! Jeg bliver heller ikke træt af at læse din blog. Tværtimod så er det netop rart at du sætter ord på din situation, som er så rammende for os der også befinder os i noget lignende hormonpræget limboland. Jeg synes det er helt tilladt at have det som du har det lige nu. Problemet er jo bare at det er svært at holde ud at ha det sådan i flere dage ad gangen, men også svært selv at styre. Husk at din krop godt kan blive gravid og husk at det ikke er alle der bare bliver gravide og føder børn :-) du har lidelsesfæller i blandt os herude. Kh L
SvarSletEj altså, jeg er så ked af det på jeres vegne. Verden er så uretfærdig at folk som jer, som så brændende ønsker sig et barn, ikke kan få det. Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget, men det er jo desværre ikke i min magt. Men jeg sender en masse tanker og knus
SvarSletKH
Birthe
Sødeste søde sushisteg! Man bliver da aldrig træt af at læse om dig - eller være sammen med dig! Dette er dit univers og her hænger de på, som gerne læser som op- og nedture, dejlig mad, manglende børn eller hvad det skal være. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe dig til graviditet eller til ønskebarnet - det gad jeg virkelig godt. Eller som minimum bare at lette dine lidelser lidt - lette hormonstormen, kvalmen eller trætheden. Selvom det er en ufattelig ringe trøst, så håber jeg, at en lørdag i Odsherred kan lette lidt på det hele. Masser af varme tanker, klem og knus
SvarSletHvor ville jeg ønske jeg kunne gøre noget. Det hele er sgu alt for uretfærdigt. Jeg ved alt for godt hvordan du har det. Selvfølgelig skal I ikke give op. Jeg krydser fingre for jer.
SvarSletKnus og tanker herfra.
@Julie: tak og du har jo ret. Jeg kan jo ikke give op, og kræfterne skal nok komme igen.
SvarSlet@Marianne: Jeg har læst din kommentar flere gange og højt en enkelt gang for Loverboy. Den var så betænksom og omsorgsfuld, og den trøstede og trøster stadig. Tak for dine varme ord, de betyder virkelig meget.
@anonyme L: Det er godt at vide, at andre også kommer på kort visit i Hormonhelvede. Det føles nemlig så ensomt. Jeg vil tænke på dig og dine ord næste gang og åh ja ... der er nemlig mange graviditeter som aldrig kommer videre. Nogengange er det en forbandelse at vide præcist at man er teknisk set mulig gravid. Det stadie kan stadig drive mig til vanvid.
@Newyorkerbyheart: Jeg stemmer for at du får mere magt, så jeg kan den baby :-) og indtil da tager jeg med kyshånd imod dine varme tanker og knus
@Camilla:Hormonstormen er endelig lettet, og jeg kommer forbi dine kanter og glæder mig til at hygge med dig. Måske en frokost på et nærliggende slot kunne komme på tale?
@Bimse: ja det er s.. træls at det skal være sådan en kamp. Tak for dine søde ord og krydsen fingre.
Masser af tanker herfra! Hormoner har også mange bagsider, men krydser fingre for det nok skal lykkes for jer! Selv Tigerdyret krydser poter i skrivende stund, det kan da kun betyde ekstra held ;)
SvarSlet@Gitte: tusinde tak. Det er nogengange alt for hårdt at leve i, og heldigvis går det over igen og jeg glemmer hvor slemt det kan være. Mange nus til det smukke Tigerdyr.
SvarSletKære SushiSteg,
SvarSletMin egen historie kommer ikke i nærheden af alle de prøvelser, I har været igennem. For hvert af dine indlæg jeg læser om jeres behandling, knibes en tåre, maven er i knuder og en lille stemme indeni mig fortæller, at jeg da ikke kan tillade mig at have ondt af mig selv, når nogen har det meget værre. Dine historier rammer lige ind i kernen og jeg kan til tider skamme mig over, at have de følelser jeg har, når nu nogen har det meget, meget værre..
Men sandheden er, at når man bliver nægtet noget (af Gud ved hvilken årsag) og alle omkring én får og får (også selvom man kunne tvivle på om de "fortjener" det mere end dig selv), gør det bare så fandens ondt indeni at skulle sluge skuffelsen gang på gang og lade livet gå videre. Det er SÅ svært, når de fleste af veninderne og bekendte har så let (synes man vel?) ved at blive gravide. Har man så ikke lov at være en lille smule bitter og vred?! Jo! Hvor min historie er væsentlig anderledes fra din er, at vi faktisk allerede har en dejlig datter på snart 4 år (efter 1 spontan abort og en missed abort). Men vi har de sidste år så brændende ønsket os at få én mere. Men når det ikke vil lykkedes og intet bider på (vi er også i behandling) og man udtrykker frustration og skuffelse, er det som om at det ikke er tilladt at have disse følelser, nu hvor vi allerede har været så heldige at have en datter (dette ofte fra dem, der ikke har problemerne).
Mit spørgsmål er så; kan man tillade sig at være skuffet, frustreret og vred på "det hele" (især på dem der bare smutter børn ud én efter én), når man allerede har været heldig én gang. Er det grådighed?
En kærlig hilsen og mange tanker til dig, med håbet om, at I for jeres lille mirakel en dag..