Min mor skal være udødelig

Jeg er så heldig stillet at have fantatiske forældre. De stiller altid op og hjælper til, både når der brug for det, og bare fordi de gerne vil være sammen med os. De involverer sig respektfuldt i vores liv og er altid friske på at tage en snak om hvad enten emnet er mad, job, liv eller noget fra avisen.

Men min mor blev indlagt på sygehuset i går - sandsynligvis har endnu en lille blodprop sat sig fast et dumt sted i hjernen, og det påvirker hele hendes system. Balancenerven driller, venstre ben slår ud og... og selv om jeg er meget voksen, bliver jeg virkelig bange for at miste min mor.
Jeg er ikke tilnærmelsesvis parat, indstillet eller klar til at miste hende. Og slet ikke nu hvor jeg endelig har fået min datter. Jeg har stadig brug for min mor, hendes gode råd, tips og kærlighed.
Jeg bliver bange for at min datter aldrig når at lære min fantastiske mor at kende. Jeg har jo set hvor meget mine nevøer elsker deres mormor, og jeg ved hvormeget hun har glædet sig til min datter endelig ankom, så det er næsten snyd, hvis de to ikke skal have nogen tid sammen.
Må man godt være grådig, når det gælder kærlighed? Jeg vil så gerne have mere af min mors, og jeg vil så gerne have hende her lidt endnu...