Vores sidste donoræg

Ja, vi drog i Spanien i sommerferien for at hente vores allersidste donoræg. Tænk hvis man kunne være så heldig at få et barn mere.

Sidste chance. Sidste chance. Sidste chance. Det var altså svært ikke tænke på. Det var også sidste chance for BabyGirl at få en biologisk søskende. På en eller anden måde er det begyndt at betyde noget for mig, at hun er knyttet fuldbiologisk til en anden person. Det er min egen utilstrækkelighed, der spiller ind.

Vi ankom til Spanien med bange anelser. Det var svært ikke tænke på, om det sidste æg ville overleve optøningen, og vores lange rejse derned ville være forgæves.
Heldigvis gik det hele godt. Ægget klarede optøningen, og tilbagelægningen foregik også uden de store oplevelser. Så gik Den Store Ventetid gik i gang.

Det var hårdt, da blodprøven sagde nej og jeg ikke var gravid.

Så her står vi nu.  En vidunderlig datter og ingen lille baby på vej.
Der er 10.000 spørgsmål, som flyver tagfat i mit hoved. 

• Er det nok med et barn?
• Skal jeg aldrig mere være gravid?
• Skal BabyGirl være alene og enebarn?
• Skal vi forsøge igen?
• Har vi råd?
• Har vi råd til at lade være?
• Hvis vi forsøger igen, hvor langt skal vi gå? 2 år mere? 4 år mere? 10 æg?
• Hvornår er det nok?
• Er tiden løbet fra os, så nu er vi for gamle?
• Er det synd for BabyGirl at køre fertilitetscirkus og -rutchebane igen-igen
• kan vi klare presset at tage en tur mere
• Kan vi klare tanken om at vi kun er tre i vores familie

Mens jeg prøver at finde et enkelt ja/nej til mine 1000 spørgsmål, har vi forespurgt den spanske klinik, om de vil kontakte vores donor, og høre hende om hun kan lokkes til endnu en donation af æg.

Så nu venter vi.... igen