jeg er ligeglad med, at det er håbløst umoderne i Danmark at fejre Kvindernes Kampdag. Jeg holder fast i den. Jeg er nemlig stadig super glad for at være kvinde, have stemmeret, bestemme over min egen økonomi og træffe kloge som dumme beslutninger uden at skulle spørge min far eller mand om lov.
Jeg er glad for, at jeg ikke er omskåret, og jeg selv kan vælge om jeg vil giftes, skilles, have en uddannelse, få en abort eller ingenting.
Jeg er stadig sur over at få mindre i løn end mine mandlige fagfæller. Det pisser mig af at Rip, Rup og Rup effekten (mænd forfremmer mænd) er den måde, vi vælger at styre vores samfund på, fordi nogen ikke kan lide kvindekvoter. Man kan ikke lade være med at gøre noget, bare fordi vi ikke kan finde ud af hvordan vi gør det rigtigt fra starten.
Jeg mærker ligestillingsproblematikken på mit arbejde, hvor jeg de sidste 10 år jævntligt bliver spurgt til projekt barn, og samtidigt skal lægge øre til, hvor ustabil en arbejdskraft kvinder med børn er. Deres mange sygedage med børnene og deres manglende drive/fokus og lyst til at lægge kræfterne på jobbet. Og jeg mærker min egen angst for at blive klassificeret i den gruppe, og det betyder at jeg er undercover-mor in spe på jobbet. Min store jobhemmelighed er, jeg er i fertilitetsbehandling og håber på at få et barn. For jeg er bange for at få dobbeltstraf - forstået på den måde, at jeg hverken får de spændende arbejdsopgaver med masser af ansvar og heller ingen børn. Så jeg er undercover til jeg bliver lidt mere modig og tør stå frem og sige fra, og fortælle om alle de skønne rollemodeller af mødre jeg kender, som magter både et familie- og et arbejdsliv og det påfaldende i at de alle har en mand, som også tager et familieansvar.
For mig handler kvindekampen stadig om at vi selv kan vælge om vi vil være speltmødre, karrierekvinder eller superheltinder. Det er kvindens eget valg. Vi bestemmer selv, hvordan vi vil leve vores liv, og det kræver de samme rettigheder og muligheder som mændene har. Jeg har brug for en mærkedag, der minder mig om det.
Glædelig kampdag til mig.
Godt brølt, løvinde. Jeg har jo faktisk mærket det særdeles positiv at være gravid og få børn "på arbejdet". Selvom jeg aborterede to gange fik jeg alligevel et stort projekt serveret - velvidende at min chef vidste hvad jeg havde "gang i". Da jeg kom tilbage fra barsel både med nr. 1 og 2 lå der en bunke nye spændende projekter og ventede på mig. Da jeg var gravid med nr. 3 fik jeg faktisk tilbudt intet mindre end to jobs (!!) hvor jeg tog imod det ene. Det sidder jeg stadig i og har som kvinde den højeste løn i ledergruppen :-) Det kommer selvfølgelig ikke af sig selv, men jeg tror alligevel lidt på, at viser man viljen, så er vejen der også. Du er en stærk og klog kvinde og selvom fertilitetsvejen er snørklet for dig, så skal du nok få din plads på arbejdet - fordi du vil det. Knus og klem
SvarSlet