onsdag den 28. april 2010

Sushi-holic

Tid til selvforkælelse... tid til sushi.... og hele kassen var til mig :-) Faktisk kan jeg bedste lide makiruller, men lakse nigirierne glider altid ned og efterlader smil på læberne.
 
 
Sushien var min belønning for en ekstra lang og hjernekrævende arbejdsdag kombineret med den sidste hormonsprøjte i denne IVF omgang. 
 
Jeg hader at injektere migselv, men det var tid til ægløsningssprøjten og jeg var alene hjemme. Dobbelt øv! Sushien var ok, men jeg må indrømme at jeg stadig er ret vild med Sushi Saiko's sushi, og kommer nemt til at sammenligne min sushi med deres lækre fiskebidder.
 
Jeg er lidt nervøs for fredagens udtagning, både om der er æg og er de gode nok... jeg ønsker, at det virker denne gang. Forrige gang blev jeg næsten gravid, og jeg var teknisk gravid i et par dage... jeg håber og ønsker at denne gang er det er et stort flot æg, som deler sig og bider sig fast i mig.
 
Håbet lever...

lørdag den 24. april 2010

Artiskokker med citronsmør

Køleskabet er pakket til randen med med økogrøntsager, vi kørte forbi den økologiske gårdbutik Sørisgård - bedre kendte for deres leverancer af gulerødder til Netto- og så var vi nød til at gå indenfor.

De havde faktisk lukket 1/2 time tidligere, men den søde krøltop, som stod i udsalget, lukkede os alligevel ind... heldigt at vi havde den store pengepung med. Det var et hyggeligt sted - rent og pænt og fine grøntsager. Vi kom selvfølgelig derud fra med alt fra økoartiskokker, citroner, løg, æg til to forskellige slags gulerødder- og da vi kom hjem stod der allerede 2 kg gulerødder, så den står enten på gulerodsuppe og/eller gulerodsjuice.


 Og idag var det rigtigt forår, der var anemoner i skoven, fuglefløjt og solen skinnede. Himlen var blå og det var bare en af de fineste dage... lige der hvor jeg elsker at være i Danmark.

Aftensmaden stod på forårsmad... kogte artiskokker med citronsmør. Artiskokkerne blev skyllet, stænglen klippet af sammen med de yderste blade. De kogte sammen med lidt citronsaft i 30 min. I mellemtiden rørte jeg lidt citronsaft og finthakket citronskal sammen med en god klat smør...uhm en af verdens bedste forretter.

Artiskokkerne serveres hele, man trækker et blad af ad gangen, dypper det i citronsmør, og bider den nederste fortykkede del af artiskokbladet af. Når man kommer ind mod midten, der hvor bladene næsten er transparente og let blålilla, kan hele bladet spises. Til sidst spiser man hele bunden. Jeg var doven og smurte smørret ned over bladene, så smørret kunne smelte og så dryssede jeg mit ynglingssalt salt... Falksalt med tørret karljohansvampe - match made in heaven.

onsdag den 21. april 2010

Stork søges til generte æg

Tja... så sidder jeg igen i rugekassen, og imorges var vi til den første æggescanning.
Jeg er altid lidt nervøs inden første scanning, det er lidt for spændende at finde ud af, om jeg har flere æg tilbage. Men heldigvis var tilbagemeldingen god. Så nu ruger jeg på ca 8 æg fordelt på hver æggestok... dvs lægen snakkede om et konglomerat af æg, der skjulte sig bag den anden æggestok. Mine æggeledere er sammenvokset, og derfor ligger den ene æggestok bag den anden, men jeg kan bedre lide at tanken om, at mine æg er generte.


Og jo tak, æggene vokser fint..., men de presser på lænden, og det stresser lidt mit hoved. Jeg er altid lidt nervøs for, om der er voksende æg eller cyster, men den er god nok. Nu håber jeg bare, at det er guldæg af højeste kvalitet... når jeg bliver grådig, håber jeg, at æggene er gode nok til en ægte her-og-nu-baby og en frysebaby.

Faktisk blev jeg stresset af hele situationen, at jeg blev hjemme fra jobbet. Nu ligger jeg på sofaen og ser tv og netsurfer, mens jeg diskuterer med mig selv, om jeg våger at håbe på, at IVF'en virker denne gang, eller om jeg kan undgå at ryge helt ned i kulkælderen, når det går galt.

Hvor finder man en stork, nå man skal bruge den?

søndag den 11. april 2010

Ristede mandler i gomasio

Mums søndagshygge på sofaen. Jeg læser weekendens aviser og kigger lidt i mit nyeste svenske madblad- jeg elsker Elles Mat och Vin magasin- det udkommer desværre kun i Sverige.

Midt i Politiken var der så en snack opskrift på mandler i gomasio.... også bliver jeg super lækkersulten. Det var jo superhurtigt at blende ristede sesamfrø med havsalt... jeg havde kun sorte sesamfrø, så dem smed jeg dem i morteren, desværre blev pastaen mere nomask og ikke så flydende, som jeg forestillede mig det, men smagen er fin. Nu skal jeg bare hygge max.


Resten af dagen går på at planlægge aftensmaden, jeg har købt svenske kyllingebrystfiletter, som skal bruges. Mere om det senere.

lørdag den 10. april 2010

Svenske indkøb og Scarpetta

I dag var søsteren og jeg i Malmø og handle madvarer. Det er en af mine ynglingsbeskæftigelser. Jeg skulle som udgangspunkt ikke handle særligt stort ind, men kom alligevel hjem med tre muleposer fyldt med hvide og kidneybønner i smarte æsker, brændevins prästost og svartrötter - sorte rødder.... det blive meget spændende at lave maden med og smage det. 

Jeg kom til at købe en af hver æske, jeg spiser dem til frokost sammen med avokado og en koriander og mangobalsamicodressing.

Mine nyvundne sortrødder skal bruges sammen med  citron, rosmarin, champignon og mandler. Jeg så nemlig denne lækre sag hos ICA  http://www.ica.se/FrontServlet?s=mat_recept&state=recept&receptid=598431


Tænk at lækkert design kan gøre så meget for et ærgeligt produkt... vidste man ikke bedre kom man jo til at købe picnic bov.

Scarpettamiddag

Igår spiste jeg på Scarpetta sammen med en af mine gode venner, som også er lidt besat af mad.... jeg elsker at spise sammen med ham... vi deler nemlig alt maden og snakker meget om den og livet.

Vores sidste telefonsamtale handlede kun om, hvor vi skulle spise henne, og efter lange lange forhandlinger, valgte vi Scarpetta på Rantzaugade eller bedre kendt som Gazastriben på Nørrebro. Vi fandt hurtigt ud af at den billige setmenu - var ikke noget for os... vi havde nemlig luret menukortet på nettet og forelsket os i en masse af de andre retter.... det hjalp heller ikke, at forretten var med kikærter- som jeg jo er super allergisk overfor.

Vi startede med at spise to små forretter: små pastaører med anderagu og broccoli, og skaldyrsrisotto med tomat. Begge retter var meget skønne. Bagefter delte vi en hvid pizza med pecorino, blomkål, trøffel og ... den var lidt tør og kedelig trods den fine trøffelsmag, heldigvis fik vi også en canneloni med brasseret kalveskank i ricotta- den var helt vidunderlig lækker, og vi kæmpede om den sidste bid af den.  Jeg var godt klar over, at vi ikke skulle dele en oksemørbradbøf, og vi havde heldigvis bestilt to .... det var nemlig det møreste rødeste og dejligste kød, jeg længe har spist. Bøffen blev serveret med en artiskokpure og en syltet artiskok- mundskønne bidder.
Inden desserten klemte vi en lille ostetallerken med en pecorino og to andre gode komælkeoste med lidt kvædekompot og syltede nødder. Middagen sluttede med forskellig is til mig og Tiramisu til ham.... puha, meget mæt og glad.. God mad og en flaske rødvin for 1300 kr for to meget mætte madører... http://www.cofoco.dk/scarpetta.php

mandag den 5. april 2010

Engelsk afternoon tea

Loverboys ene søster kom forbi til eftermiddagste. Fantastisk mulighed for at lave engelsk kagebord, som jeg elsker at spise og lave, mest på grund af scones'ene med flødeskum og hjemmelavet brombærsyltetøj.  Jeg elsker flødeskum..... nypisket, let, luftigt, sødeligt og fedt.... mmmmm ......selve teksturen er jo forførende i sig selv. Hvis jeg skulle være en ret, ville jeg være flødeskum eller en inside-out maki med laks, avokado, dild og chilimayo toppet med rogn.
 
Jeg lavede fingersandwichs med røget laks på lyst sandwichbrød med friskost, dild og lidt citron. Og jeg bagte en ny variant af scones (klart bedre end de forrige, opskriften var svensk og med youghurt). Jeg har længe ventet på en lejlighed til at bage Newyorkerbyheart's gulerodsmuffins med amerikansk frostin - de er meget gode.
http://newyorkerbyheart.blogspot.com/2009/04/gulerodsmuffins-med-frosting.html

Jeg læste dog forkert og kom til at lave dobbelt portion af frostingen- ikke at det gjorde noget-  men jeg stadig har smør- og sukkerchok efter 9 timer.... vi spiste nu også rub og stub.


Sandwichene var gode og de forsvandt næsten før jeg kom i tanke om bloggen, så de er næste væk på kagefadet. Er kagefadet ikke fint- mit nyeste IKEA fund :-) 129, - 

Vi var lige forbi IKEA onsdag og købe to skoskabe i onsdags, men da vi kom hjem, viste det sig at jeg havde målt forkert op, så påskelørdag morgen stod vi så i kø med alle de andre for at returnere det ene igen. Heldigvis var der både kanelbullar og varm kaffe i cafeen. Super koncept, når nu jeg altid får superlavt blodsukker (læs: utidig), når vi er i IKEA. Jeg får stress af alle de mennesker - oftest mænd- som ikke vil være der. Samt at jeg skal tage stilling til 1000 møbler/ideer, som jeg ikke kan overskue om de passer ind i vores hjem.

Søsteren blev til aften, så i stedet for thai, stod menuen på kalveculotte med ovnkartofler, Irmas bearnaise og en salat af grønne bønner, rødløg og champignon. Men imorgen står menuen på thai, jeg har fundet en meget spændende opskrift, hvor lårene skal indkoges i kokosmælken. Men jeg gad ikke stå i køkkenet, når jeg kunne være med til at spille Settlers - nåh ja, jeg vandt jo tre gange ud af fire :-)

Men jeg lover mere om min thai.ande-ting imorgen.

SKALTRÆNEIMORGEN SKALTRÆNEIMORGEN SKALTRÆNEIMORGEN - påsken er altså lumsk med tid til madlavning og ædekonkurrencer... skaltræneimorgen skaltræneimorgen! Så jeg igen kan spise en masse mad med god samvittighed :-)

lørdag den 3. april 2010

Hjemmerørt stenbiderrogn

Påskesolen dansede, og jeg gik en lille tur forbi Rosenborg. Foråret er på vej på. Se lige alle de krokos foran slottet....og mennesker! Der var mennesker overalt, som lå på græsset og læste, folk der picnic'ede og turister med kamera. København er vågnet af sin dvale. Glædelig påske!


Mine fødder bestemte kursen, så jeg havnede foran fiskemanden. Super tilbud på stenbiderrogn. Jeg elsker rogn.. så jeg købte 300 g, så var der både til aftensmad og fryser. Og hvor svært kan det være at fjerne hinderne, tænkte jeg og gik hjem med den lidt billigere variant.

Ikke så svært, viser det sig :-) Jeg piskede rognene fri fra hinderne og saltede de frie rogn. Eneste udfordring var, at jeg ikke længere ejer en finthullet si - efter et par ture i opvaskemaskinen rustede den op og røg ud, men vupti- badutski et par huller i et plastikkrus - problem solved.

 

Jeg lavede kartoffelrösti til; 6 kartofler groft revet, og lagt i blød med koldt vand for at udvinde lidt af stivelsen. Jeg blandede et pisket æg og lidt fløde samt salt og peber i. Stegt i smør på panden.

Det endelige resultat med masser af alt det gode; Thieses øko creme fraiche, finthakket rødløg og citron. Ægte påskemad, jeg er stadig helt høj af farverne og den fine nye smag.


 Og fryseresten blev hurtigt reduceret til en lille frokosthapser i morgen.

Endelig fandt jeg på aftensmad, hvor min smukke mango balsamico kunne bruges. Jeg købte den sidste gang, jeg var i Sverige på madindkøb. Jeg elsker at finde en ny ingrediens.

Irma havde tilbud på laks, så hovedretten blev laks og perlebygsalat med rød peber og avokado med mango balsamico og krydderurter.

Jeg elsker perlebyggens konsistens, der er lidt at tygge på, og smagen er vidunderlig blid.


Se, det er en påskemiddag efter mine smagsløg... og Loverboy snakker om isdessert senere :-)

Imorgen skal jeg lave andebryster a la thai, men jeg skal lige en tur i blogland og inspireres.